Det var med store klapsalver og rosende ord, at verdens lande i forbindelse med FN’s klimatopmøde i Egypten, COP27, i 2022 præsenterede en ny fond, der skal hjælpe de mest udsatte lande økonomisk med at håndtere tab og skader, når klimaet raser.
At det lykkedes at nå til enighed om sådan en fond, var ellers ikke givet. I flere årtier havde lande i det globale syd råbt og spurgt efter hjælp til klimakatastrofer, men verdens rigeste og mest forurenende lande var fodslæbende.
Klimafonden blev derfor fejret til COP27 som en historisk milepæl, og da rammerne for fonden kom på plads et år senere i Dubai, var begejstringen ikke til at tage fejl af. Heller ikke fra dansk side.
Dan Jørgensen (S), daværende klimaminister, kunne stolt proklamere, at Danmark var gået forrest for imødekomme sårbare landes behov for at håndtere tab og skader, og at man fra dansk side havde arbejdet hårdt for en fond, der kunne rumme netop det. Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne i samme omgang medbringe en pose penge på 175 millioner kroner til den nye fond. En slags startkapital så at sige.
Men hvad sker der med fonden – og pengene? Måske ikke så meget, viser det sig til, og det har vakt kritik.
I en kronik fra 18 organisationer bragt i Altinget lyder kritikken blandt andet, at fonden indtil videre kun har modtaget knap fem milliarder kroner. Et beskedent beløb set i lyset af, at de totale omkostninger til klimarelaterede tab og skader i det globale syd forventes at lyde på mellem 2000 og 4000 milliarder kroner om året i 2030.
Ifølge kronikken er problemet, at fondens bestyrelse, som Danmark er medlem af, ikke kan blive enige om, hvordan fonden skal rejse de nødvendige midler. Eller hvordan pengene skal udbetales for den sags skyld. Frygten er, at de gives som et lån, hvilket bare vil sætte sårbare lande i en endnu større økonomisk knibe.
Et andet kritikpunkt, som er blevet rejst, er, at de danske penge, der skal gå til den nye klimafond, tages fra udviklingsbistanden, selvom det blev besluttet, at pengene skal være nye. At penge til klimabistand bliver taget fra udviklingsbistanden er desuden en gammel traver. I 2023 kunne DR eksempelvis fortælle, at 83 procent af klimabistanden fra 2016 – 2022 er taget fra udviklingsbistanden.
Som modsvar til kronikken fra de 18 organisationer skrev Dan Jørgensen, at han sagtens kan forstå, at utålmodigheden er stor, men at opgaven er kompliceret, hvis pengene også skal udbetales på en forsvarlig måde.
Fra den tidligere klimaminister lød det også, at arbejdet med en fond for klimarelaterede tab og skader har været en stor prioritet for Danmark, og at vi såvel som “andre industriøkonomier kommer til at give endnu mere”.
Spørgsmålet er, om det nu også er rigtigt? For som Politiken kunne fortælle tidligere i oktober, har den danske regering med forslaget til finansloven for næste år ikke sat så meget som en krone mere af til den nye fond.
Meget tyder altså på, at der er lang vej igen, hvis fonden i 2025 skal begynde udbetalingen af midler. Det globale syd har ellers brug for dem. Alene i Somalia har otte millioner mennesker i skrivende stund brug for akut nødhjælp på grund af en omfattende og årelang tørke, der ifølge et nyt studie fra den internationale forskergruppe World Weather Attribution skyldes menneskeskabte klimaforandringer.
Man kan godt forstå, hvis der er skepsis i det globale syd. Det ville nemlig ikke være første gang, at rige lande ikke overholder deres løfter om klimafinansiering. For 13 år siden forpligtede rige lande sig til at give 100 milliarder dollars årligt fra 2020-2025 til de lande, som rammes hårdest af klimakrisens konsekvenser. Et løfte, som man måtte skyde en hvid pil efter.
Man kan håbe på, at det har ændret sig. Verdens klimaudsatte har brug for det.
