Udtrykket min fjendes fjende er min ven er ofte blevet brugt til at forklare politiske og militære alliancer i Mellemøsten.
Helt så simpel er analysen ikke længere, og situationen mellem USA, Israel og Iran illustrerer meget godt den diplomatiske balancegang, golfstaterne befinder sig i. Den 22. juni var de ude og fordømme USA’s angreb på Irans atomanlæg. Et døgn senere måtte selvsamme golfstater ud og fordømme Irans angreb på amerikanske baser i Qatar.
Hvis landene på Den Arabiske Halvø træder ved siden af, kan det få store konsekvenser. Provokerer man Iran, risikerer man at gøre sig selv til et mål for iranske gengældelsesangreb – ikke kun fra Iran, men også fra houthierne i Yemen, som tidligere har angrebet både Saudi-Arabien og UAE. Det udgør ikke blot trussel mod landenes sikkerhed, men også den rebranding, de forsøger sig med i disse år.
Da Houthi-bevægelsen i 2022 ramte en olieinstallation tæt på en Formel 1-bane i Saudi-Arabien, mens løbet var i gang, var det et billede på, hvor hurtigt regional uro kan overskygge golfstaternes forsøg på at tiltrække et internationalt publikum.
Omvendt kan en støtte til styret i Teheran også skade forholdet til USA, der er golfstaternes vigtigste sikkerhedsgarant. Det vil efterlade landene mere sårbare over for ydre fjender, og de vil potentielt skulle klare sig uden den militære beskyttelse og efterretning, som USA traditionelt har leveret.
Spørgsmål om sikkerhed og økonomi
Som følge af de seneste års spændinger i Mellemøsten har Iran gentagne gange truet med at angribe amerikansk militær i regionen. Da golfstaterne lægger jord til en stor del af USA’s baser, har man på Den Arabiske Halvø derfor forsøgt at forbedre forholdet til Iran for at undgå konfrontationer.
Mest bemærkelsesværdigt har nok været forbrødringen mellem præstestyret i Teheran og Saudi-Arabien – to lande som historisk har været ærkerivaler, men som i 2023 underskrev en aftale om at genoptage diplomatiske forbindelser.
Angrebet i Qatar den 23. juni – som iranerne ifølge flere medier havde givet besked om på forhånd – kan derfor tolkes på to måder: Enten at golfstaternes diplomatiske tilnærmelser til Iran har været forgæves, eller at de iranske angreb på en allerede evakueret base i Qatar blot var en symbolsk advarsel til Washington.
Amerikanernes angreb på Iran viser også, at golfstaterne kun har præsident Donald Trumps øre til en vis grad. Trump, der var på besøg i Saudi-Arabien, UAE og Qatar i sidste måned, har i hvert fald overhørt landenes gentagne opfordringer til at deeskalere konflikten med Iran.
For når det kommer til Iran, lader det til, at Trump – i hvert fald lige for tiden – har allieret sig med Israels premierminister Benjamin Netanyahu. De amerikanske og israelske angreb på Iran sætter særligt UAE og Bahrain i en svær situation, da begge lande i 2020 indgik Abraham-aftalerne med Israel.
Aftalen, der var faciliteret af Trump-administrationen, har ført til diplomatiske forbindelser og øget handelssamarbejde mellem de to golfstater og Tel Aviv, men samtidig også gjort det sværere for UAE og Bahrain at føre en mere neutral linje over for Iran.
Værd at bemærke er også, at Bahrain – den af golfstaterne med det dårligste forhold til Iran – gik i fuld beredskab, da Iran angreb Qatar. Borgerne blev bedt om kun at bruge landets hovedveje, hvis det var absolut nødvendigt, og langt de fleste offentligt ansatte blev bedt om at arbejde hjemme.
Golfstaterne ønsker selvsagt ikke, at en regional krig bryder ud i deres baghave. Uroen vil ikke kun udfordre sikkerheden på Den Arabiske Halvø, men kan også få store konsekvenser for landenes økonomiske reformprogrammer.
Fælles for landene i disse år er, at man forsøger at reducere afhængigheden af indtægter fra fossile brændstoffer som olie og gas. Derfor investerer de massivt i blandt andet teknologi, underholdning og turisme – sektorer, der kræver investeringer udefra.
Hvis regionen er præget af ustabilitet, kan det gøre landene mindre attraktive for udenlandske investorer, ligesom turister måske vil vælge andre feriedestinationer, hvis det regner med missiler over golfen.
Derfor lader det til, at golfstaternes strategi for nu er at balancere relationerne til omverdenen for at undgå at blive trukket ind i en konflikt, der vil være dyr på både kort og lang sigt.
