Afrika-brevet

Kære læser

Afrika-brevet udkommer i dag i en særudgave fra grænsen mellem Sydsudan og Sudan, hvor jeg for nyligt er vendt hjem fra.

Krigen i Sudan er verdens værste flygtningekrise. Over 14 millioner mennesker er blevet drevet på flugt siden april 2023, og ifølge de mest offensive estimater kan op mod 150.000 mennesker have mistet livet. Alligevel er krigen kriminelt underdækket af verdens medier, ikke mindst fordi krigene i Ukraine, Gaza og Libanon (berettiget) tager meget opmærksomhed.

Situationen i Sudan har også været Afrika-brevets egen dårlige samvittighed de seneste mange måneder. Jeg har kun behandlet krigen i forbifarten, men lige nu er der næppe en vigtigere historie på kontinentet end netop Sudan.

I dagens anledning er Afrika-brevet derfor omdøbt til Sudan-brevet.

Men inden vi går i gang, så lad os lige få det allermest basale på plads: Krigen i Sudan er en bitter strid om magten mellem den nationale hær (SAF), ledet af general Abdel Fattah al-Burhan, på den ene side og den paramilitære gruppe RSF, ledet af Mohamed Hamdan ‘Hemedti’ Dagalo, på den anden side. Hæren har base i Port Sudan ved kysten af Det Røde Hav, mens RSF står stærkt i Darfur i det vestlige Sudan. I området omkring hovedstaden Khartoum centralt i landet bølger kampene frem og tilbage.

Burhan stod i spidsen for den militære overgangsregering, der kom til magten i Sudan efter afsættelsen af den mangeårige diktator Omar al-Bashir i 2019, mens RSF er en forgrening af den berygtede Janjaweed-milits, som i 00’erne deltog i folkemordet i Darfur.

Hermed opvarmede. Tak for at læse med.

Shj07666
En lastbil fuld af flygtninge fra krigen i SudanFoto: Oscar Rothstein / Danwatch

13. dec '24

Rædslerne i Sudan er ufattelige. Og krigen kan meget vel først lige være begyndt

Renk i det allernordligste Sydsudan plejede at være en udpræget transitby. Det var et sted, som handelsrejsende på tværs af Sydsudans grænse til Sudan 40 kilometer nordpå passerede, ikke et sted, hvor man slog sig ned. 

I dag, tyve måneder efter krigen i Sudan brød ud, bosætter hundredvis, hvis ikke tusindvis, af nye familier sig hver eneste dag i Renk, en broget samling af jordhytter, blikskure og mere permanente bebyggelser bundet sammen af knoldede veje af jord og sand, tydeligt mærkede efter den netop overståede regnsæson. 

Byen, der ligger på Den Hvide Nils østlige bred, er den første, man når til, når man kører ind i Sydsudan fra Sudan. Dermed har Renk også modtaget langt de fleste af de mere end 800.000 mennesker, der er flygtet ind i Sydsudan siden april 2023. 

Blandt dem er Mohammed og Aishah. Begge er i begyndelsen af 40’erne og er åbenlyst mærkede af livet på flugt. Deres kinder er sunket ind i ansigtet, mens kindbenene skyder den modsatte vej. Deres øjne er matte. 

Ægteparret ankom til Renk i februar i år fra en landsby nær Ad-Damazin i det sydøstlige Sudan efter flere uger undervejs til fods, på æsel og i bil. Forinden havde RSF-soldater stormet deres hus og lille landbrug med maskingeværer. På vejen til Renk blev de berøvet deres i forvejen sparsomme ejendele. 

På ellevte måned bor de og deres syv børn nu klumpet sammen på 3-4 kvadratmeter under en presenning langs et hegn i en af FN’s flygtningeorganisation UNHCRs såkaldte transitcentre i Renk. To tynde madrasser er stablet ovenpå hinanden i den ene side for at gøre plads til et lille bålfad, hvor Aishah rister et par håndfulde cashewnødder. 

For at lette presset på grænseområdet vil UNHCR gerne have fordelt de mange flygtninge rundtomkring til mere permanente lejre i resten af Sydsudan, men for Mohammed og Aishah er det attraktivt at blive tæt på grænsen. Også selvom transitcentrene er overfyldte. 

“Vi vil ikke væk herfra, før resten af familien er kommet over grænsen”, siger Mohammed, der ikke ved, hvad krigen har gjort med hverken hans anden kone og deres otte børn eller hans søskende. 

Krigens absurditet

Det eneste usædvanlige ved Mohammed og Aishahs historie er, at den ikke er spor usædvanlig. Renk er et regulært rædselskabinet af de mest nederdrægtige forbrydelser begået af begge krigens parter, både den sudanesiske hær og RSF: Tortur, kidnapninger, voldtægter, plyndringer og likvideringer. Oveni kommer et nyligt udbrud af kolera. 

Og alt dette er alene i Renk: Derudover kommer millioner flere ofre i DarfurSouth KordofanKhartoum og Gezira

Waheb Og Kone

Få illustrerer krigens absurditet bedre end advokat Waheb Abdallah Saleem (billede), der ankom til Renk i starten af november sammen med sin kone Salwa – en nu tidligere embedskvinde i det sudanesiske finansministerium – og deres fem børn. I en uge endnu skal de bo i deres nødtørftige telt i et af Renks transitcentre. Herefter går turen med båd til Malakal, en større by længere nede ad Den Hvide Nil, og derfra videre med UNHCR-fly til en af Sydsudans større flygtningelejre i Aweil i den vestlige del af landet.

Fra krigens begyndelse var Waheb og Salwa fast besluttede på at blive i hjembyen Sinja så længe som muligt, men til sidst var der ingen vej udenom at søge mod Sydsudan. Fordi familien ikke var flygtet straks, da RSF indtog Sinja i sommer, vurderede hæren, at de måtte sympatisere med RSF. På sociale medier efterlyste de Waheb og forlangte ham dræbt.

Omvendt mente RSF, at familien var på hærens side. Under RSFs belejring af Sinja var RSF-soldater en dag brudt ind på en netcafé i byen, hvor de havde fundet Ali, familiens ældste søn på 18 år, foran en af computerne. Ali var i gang med at læse nyt om krigens udvikling i resten af Sudan, men blev beskyldt for at være i færd med at lække oplysninger til hæren. Ali blev arresteret og banket. Kun ved et rent tilfælde slap han fri, da RSF-soldaterne, der holdt ham fanget, farede på hinanden over interne stridigheder.

“Jeg ved ikke, hvordan vi vil kunne vende tilbage til Sudan. Selv i fredstid vil det være svært, fordi uanset hvem der ender på magten – hæren eller RSF – vil vi være beskyldt for at have holdt med modparten”, siger Waheb.

Han tror, at der går minimum 10 år, før krigen i Sudan er ovre.

“Jeg har intet håb for fred mellem hæren og RSF. Krigen ender ikke før, Sudan bliver splittet op i to eller flere, nye selvstændige nationer”, siger han.

Danwatchs tur til Sydsudan var arrangeret af UNHCR. Danwatch afholdte alle udgifter selv. 

Hvad ellers?

Underfinansiering: Krigen i Sudan bliver igen og igen kaldt den værste humanitære krise i verden. Og det er vel at mærke i en tid, hvor det ellers ikke skorter på væbnede konflikter andre steder på kloden. Alligevel er nødhjælpsarbejdet i både Sudan og nabolande som Sydsudan kronisk underfinansieret. I Sudan har FN’s flygtningeorganisation UNHCR kun modtaget 42 procent af de fornødne midler, mens tallet i Sydsudan er 47 procent. Som konsekvens får flygtningene i Renk kun tilbudt den allermest kritiske humanitære assistance, forklarer Charlotte Hallqvist, UNHRCs hovedtalsperson for de nordiske og baltiske lande, til Danwatch.

“Det vil sige ly, mad, latriner og livreddende lægehjælp. Og det står på ingen måde mål med det enorme humanitære behov, der er i både Sudan og Sydsudan. Vi ville meget gerne kunne gøre en større indsats, men krigen i Sudan udspiller sig desværre i et mørke uden omverdenens opmærksomhed. Læg dertil, at vi har at gøre med nogle lande, der allerede inden april 2023 var voldsomt udfordret af en række andre kriser; klimaforandringer, internt fordrevne og forskellige andre væbnede konflikter”, siger hun.

Proxy: Generelt skal man være forsigtig med at fremstille krigen i Sudan som en stedfortræderkrig. Det er først og sidst sudanesiske magthavere og deres motiver, styrker og svagheder, man skal forstå, hvis man skal forstå, hvorfor krigen udspiller sig, som den gør. Men det er åbenlyst, at krigen i Sudan også er påvirket af udenlandske aktører. General Abdel Fattah al-Burhan får blandt andet våbenstøtte af Iran og politisk opbakning fra Egypten, og RSF modtager våben fra De Forenede Arabiske Emirater, mens Rusland og Kina forsøger at holde sig på god fod med begge parter. Alle disse lande – og flere til – ser deres snit til at udnytte krigen i Sudan til at vinde indflydelse i et geostrategisk vigtigt land. Med 800 kilometers kyst ud mod Det Røde Hav er Sudan uomgængelig for alle med enten regionale eller globale stormagtsdrømme. Det er kun blevet tydeligere og tydeligere, som krigen er skredet frem.

Holde øje med...

Olie: General Abdel Fattah al-Burhan har netop besøgt Sydsudans hovedstad, Juba, hvor han mødtes med præsident Salva Kiir. Sydsudans økonomi er dybt afhængig af olieeksport via en rørledning, der løber gennem nabolandet mod nord. Rørledningen blev ødelagt i krigens begyndelse og er først nu ved at være klar til igen at kunne transportere sydsudanesisk olie ud til kysten. Offentlige ansatte i Sydsudan har ikke fået løn i et lille år, og inflationen er løbet løbsk – i høj grad som konsekvens af den stoppede olieeksport.

Nye kampe: Få dage efter jeg vendte hjem fra Renk, udbrød der kampe mellem SAF og RSF i netop grænseområdet. Begge parter forsøger at kontrollere grænseovergangen Jodah, som leder ind til Renk. Efterfølgende er strømmen af flygtninge ind i Sydsudan tredoblet, skriver UNHCR. I sidste uge krydsede 20.000 mennesker grænsen. En eventuel spredning af kampene til Renk vil have uoverskuelige humanitære konsekvenser.

Fred: Saudi-Arabien og USA har ad flere omgange forsøgt at indlede fredsforhandlinger mellem hæren og RSF. Men indtil videre er fredsmøder i både Jeddah og Geneve mislykkedes. Senest i Geneve i september var krigens parter end ikke i direkte kontakt med hinanden, men kommunikerede kun gennem amerikanerne og saudierne. Taqaddum, en sudanesisk alliance af civile krigsmodstandere ledet af eks-premierminister Abdallah Hamdok, er parat til at forestå fredsforhandlinger på sudanesisk jord, men der er foreløbigt ingen tegn på, at hæren eller RSF vil takke ja til tilbuddet.

Det var alt for denne gang. Jeg går på tidlig juleferie og er derfor først tilbage i din indbakke i det nye år.

I mellemtiden er tips, ros, ris og idéer som altid velkomne på or@danwatch.dk

Vi skrives ved

Oscar Rothstein