Renk i det allernordligste Sydsudan plejede at være en udpræget transitby. Det var et sted, som handelsrejsende på tværs af Sydsudans grænse til Sudan 40 kilometer nordpå passerede, ikke et sted, hvor man slog sig ned.
I dag, tyve måneder efter krigen i Sudan brød ud, bosætter hundredvis, hvis ikke tusindvis, af nye familier sig hver eneste dag i Renk, en broget samling af jordhytter, blikskure og mere permanente bebyggelser bundet sammen af knoldede veje af jord og sand, tydeligt mærkede efter den netop overståede regnsæson.
Byen, der ligger på Den Hvide Nils østlige bred, er den første, man når til, når man kører ind i Sydsudan fra Sudan. Dermed har Renk også modtaget langt de fleste af de mere end 800.000 mennesker, der er flygtet ind i Sydsudan siden april 2023.
Blandt dem er Mohammed og Aishah. Begge er i begyndelsen af 40’erne og er åbenlyst mærkede af livet på flugt. Deres kinder er sunket ind i ansigtet, mens kindbenene skyder den modsatte vej. Deres øjne er matte.
Ægteparret ankom til Renk i februar i år fra en landsby nær Ad-Damazin i det sydøstlige Sudan efter flere uger undervejs til fods, på æsel og i bil. Forinden havde RSF-soldater stormet deres hus og lille landbrug med maskingeværer. På vejen til Renk blev de berøvet deres i forvejen sparsomme ejendele.
På ellevte måned bor de og deres syv børn nu klumpet sammen på 3-4 kvadratmeter under en presenning langs et hegn i en af FN’s flygtningeorganisation UNHCRs såkaldte transitcentre i Renk. To tynde madrasser er stablet ovenpå hinanden i den ene side for at gøre plads til et lille bålfad, hvor Aishah rister et par håndfulde cashewnødder.
For at lette presset på grænseområdet vil UNHCR gerne have fordelt de mange flygtninge rundtomkring til mere permanente lejre i resten af Sydsudan, men for Mohammed og Aishah er det attraktivt at blive tæt på grænsen. Også selvom transitcentrene er overfyldte.
“Vi vil ikke væk herfra, før resten af familien er kommet over grænsen”, siger Mohammed, der ikke ved, hvad krigen har gjort med hverken hans anden kone og deres otte børn eller hans søskende.
Krigens absurditet
Det eneste usædvanlige ved Mohammed og Aishahs historie er, at den ikke er spor usædvanlig. Renk er et regulært rædselskabinet af de mest nederdrægtige forbrydelser begået af begge krigens parter, både den sudanesiske hær og RSF: Tortur, kidnapninger, voldtægter, plyndringer og likvideringer. Oveni kommer et nyligt udbrud af kolera.
Og alt dette er alene i Renk: Derudover kommer millioner flere ofre i Darfur, South Kordofan, Khartoum og Gezira.
Få illustrerer krigens absurditet bedre end advokat Waheb Abdallah Saleem (billede), der ankom til Renk i starten af november sammen med sin kone Salwa – en nu tidligere embedskvinde i det sudanesiske finansministerium – og deres fem børn. I en uge endnu skal de bo i deres nødtørftige telt i et af Renks transitcentre. Herefter går turen med båd til Malakal, en større by længere nede ad Den Hvide Nil, og derfra videre med UNHCR-fly til en af Sydsudans større flygtningelejre i Aweil i den vestlige del af landet.
Fra krigens begyndelse var Waheb og Salwa fast besluttede på at blive i hjembyen Sinja så længe som muligt, men til sidst var der ingen vej udenom at søge mod Sydsudan. Fordi familien ikke var flygtet straks, da RSF indtog Sinja i sommer, vurderede hæren, at de måtte sympatisere med RSF. På sociale medier efterlyste de Waheb og forlangte ham dræbt.
Omvendt mente RSF, at familien var på hærens side. Under RSFs belejring af Sinja var RSF-soldater en dag brudt ind på en netcafé i byen, hvor de havde fundet Ali, familiens ældste søn på 18 år, foran en af computerne. Ali var i gang med at læse nyt om krigens udvikling i resten af Sudan, men blev beskyldt for at være i færd med at lække oplysninger til hæren. Ali blev arresteret og banket. Kun ved et rent tilfælde slap han fri, da RSF-soldaterne, der holdt ham fanget, farede på hinanden over interne stridigheder.
“Jeg ved ikke, hvordan vi vil kunne vende tilbage til Sudan. Selv i fredstid vil det være svært, fordi uanset hvem der ender på magten – hæren eller RSF – vil vi være beskyldt for at have holdt med modparten”, siger Waheb.
Han tror, at der går minimum 10 år, før krigen i Sudan er ovre.
“Jeg har intet håb for fred mellem hæren og RSF. Krigen ender ikke før, Sudan bliver splittet op i to eller flere, nye selvstændige nationer”, siger han.
Danwatchs tur til Sydsudan var arrangeret af UNHCR. Danwatch afholdte alle udgifter selv.