Migranter og flygtninge i Libyen er fortsat udsat for systematiske krænkelser af menneskerettighederne, og flere tusinde sidder fanget i de berygtede detentionscentre, hvor de udsættes for vold, afpresning og seksuelle overgreb. Danwatch har talt med fire migranter om deres oplevelser i Libyen.
Forholdene for migranter og flygtninge i Libyen fortsætter med at være kritisable, og igen i år er mange blevet fanget på Middelhavet af den libyske kystvagt og bragt tilbage til det nordafrikanske land, hvor de fleste ender i detentionscentre. Ifølge FN og menneskerettighedsorganisationer er det udbredt, at folk bliver anholdt på gaden eller fanget til søs og taget tilbage til Libyen, hvor de havner i en cyklus af vold, afpresning, tvangsarbejde og voldtægt.
I 2025 blev 24.819 migranter og flygtninge opsnappet eller reddet til søs og returneret til Libyen. Det var en stigning på 24 procent fra året før, ifølge tal fra FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR).
Alligevel fortsætter EU og medlemslande som Danmark med at støtte de libyske myndigheder og migrationskontrollen for at forhindre, at flygtninge og migranter når EU over Middelhavet.
Danwatch har interviewet fire migranter om deres oplevelser i Libyen. Deres historier trækker ligeledes tråde til de tunesiske myndigheders grænsekontrol, som EU også støtter med millioner.
Dette er de fire migranters historier om deres liv på flugt gennem Libyen, som de selv fortæller dem.
Ahmed – 17 år og fra Somalia
Kom til Libyen i januar 2026
Det var højlys dag i april, da 16-årige Ahmed pludselig blev hevet ind i en bil af uniformerede mænd midt på gaden i Libyens hovedstad Tripoli. Med bind for øjnene og hænder og fødder bundet fast blev han kørt omkring 115 kilometer mod vest til et detentionscenter i kystbyen Zuwarah.
Her blev han i flere måneder tævet og tortureret med kniv og knibtang og afpresset til at betale næsten 9.000 kroner for at komme ud.
“Det var et helvede. Jeg sultede. Jeg led. Libyen er det værste sted. Vi bliver behandlet som dyr”, siger han til Danwatch over en Whatsapp-forbindelse.
Ahmed blev efter fire måneders sult og tortur løsladt, fordi hans tante i Somalia, hvor han sidste år flygtede fra, formåede at betale løsesummen efter en indsamling i de lokale landsbyer med lovning om, at hendes nevø ville betale pengene tilbage, når han kom til Europa.
Ifølge Ahmed var mændene, der holdt ham fanget, en del af en væbnet gruppe med tilknytning til Libyens FN-anerkendte regering GNU, som samarbejder med EU og europæiske regeringer om at bremse migrationsstrømmen over Middelhavet.
De tog hans pas og telefon, og han blev dumpet i gaderne i Zuwarah uden at ane, hvor han skulle tage hen. Han mødte nogle sudanesiske flygtninge, der gav ham mad og vand og tilbød ham at få en plads i den lejlighed, de boede i.
Ahmed havde få ejendele med sig i Libyen og sov på et tyndt tæppe i en lejlighed i Zuwarah. Video: Privat
Ahmed er flygtet fra Somalia. I begyndelsen af i år forlod han sit hjemland efter en voldelig episode, hvor hans mor og far blev dræbt. Han fortæller, at mænd fra den somaliske terrorgruppe al-Shabaab, der har tilknytning til al-Qaeda, troppede op ved familiens hjem, efter at hans far havde nægtet at lade sig rekruttere.
En nat, mens hele familien sov, kom en gruppe mænd og brød ind i huset. Både Ahmeds mor og far blev skudt for øjnene af ham og hans mindre søskende. Ifølge Ahmed sagde de til ham, at hvis ikke han tilsluttede sig gruppen, ville han også blive dræbt. Han følte sig nødsaget til at flygte. Han ville ikke rekrutteres til den berygtede terrorgruppe.
“Jeg vidste, hvilke grusomheder de udsætter folk for. Det ville jeg på ingen måde være en del af. Jeg havde ikke andet valg end at flygte”, siger han.
Han drømte om at få en uddannelse og en fremtid, og han fik hurtigt kontakt til nogle i Somalia, der kunne hjælpe ham med at komme til Libyen. Han rejste fra Somalia gennem Kenya, Uganda, Sydsudan og Sudan. Rejsen tog næsten to måneder og foregik hovedsageligt til fods.
“Vi gik og gik og gik. Dag og nat. Der var ingen anden udvej. Jeg har aldrig været så udmattet og udmagret”.
Ved grænseovergangene blev de ifølge ham gemt under lastbiler for at komme videre. Rejsen kostede ham i alt omkring 8.000 kroner. For at skaffe penge til at betale smuglerne solgte han familiens lille jordlod i Somalia.
Nu forsøger Ahmed igen at skaffe penge. Denne gang for at komme med en båd til Europa. Han fortæller, at han ligesom mange andre migranter har fået job i byggebranchen, hvor han arbejder 12 timer om dagen og tjener 10 dollars. Migranter har sjældent en kontrakt, men arbejder uformelt. Ifølge FN’s Migrationsorganisation, IOM, opholder der sig næsten én million migranter i Libyen, og af dem er 77 procent aktive på arbejdsmarkedet, men kun fire procent har en kontrakt.
Ahmed satser på at komme med en af de billige smuglerbåde mod Europa, der koster omkring 2.000 kroner. Han har hørt, at der er større risiko for problemer undervejs, fordi bådens stand og motor kan være dårlig, men Ahmed vil bare væk.
“Jeg er nødt til at komme af sted. Jeg er klar til at risikere at miste livet end at blive i Libyen. Min drøm er at få en uddannelse og et arbejde. At føle at jeg har en værdi et sted. Jeg kan på ingen måde tage tilbage til Somalia. Jeg vil blive dræbt af al-Shabaab”, siger han.
Fire dage efter, at Danwatch har talt med ham over en Whatsapp-forbindelse skriver han, at han formåede at komme med en smuglerbåd til den italienske ø Lampedusa.
Af hensyn til Ahmeds sikkerhed og fremtid ønsker han ikke sit efternavn offentliggjort. Danwatch er bekendt med hans identitet.
Hellen – 22 år og fra Sierra Leone
Kom til Libyen i 2024
Hellen har fem gange forsøgt at komme til Europa i en båd fra Libyen, og alle fem gange er hun blevet fange af enten den tunesiske eller libyske kystvagt. Senest i maj forsøgte hun at komme med en gummibåd med 40 andre migranter, men de blev fanget og bragt tilbage til Libyen og sat i et af de berygtede detentionscentre i hovedstaden Tripoli ved navn Abu Salim.
“Jeg blev slået og sparket. Vi fik meget lidt mad og vand. Vi havde intet at sove på”, fortæller hun.
I tre uger var Hellen vidne til, at kvinder blev ført væk sent om aftenen og voldtaget af fangevogtere. Hun huskede deres tomme og nærmest flove blikke, da de vendte tilbage timer efter.
“Jeg blev kun skånet, fordi jeg havde et lille barn. Det var i hvert fald det, de andre kvinder fortalte mig, der havde siddet der længe”, siger hun.
De libyske fangevogtere krævede en betaling på omkring 6.000 kroner for at komme ud. De penge havde Hellen ikke. Fangevogterne ringede til nogle af hendes venner i Libyen, der lånte hende pengene.
Abu Salim detentionscenter ligger i Tripoli. Visualisering lavet med: Flourish
Hellen kom til Libyen tilbage i 2024. Hun flygtede fra Sierra Leone i 2023 i håbet om et bedre liv. Hun vidste, at der ikke var længe til, at hun skulle omskæres som et afgørende ritual for at blive kvinde. Bagefter skulle hun sælges til en gammel mand i landsbyen. Han havde i forvejen fire koner.
“Min veninde fik idéen, så vi flygtede sammen. Jeg har set, hvilke konsekvenser omskæringen og tvungen ægteskab har for kvinders liv. Det ville jeg ikke udsættes for”, siger hun.
Hun rejste gennem Guinea, Mali og til Algeriet. I grænseområdet mellem de to sidste lande mødte hun smuglernetværkets brutalitet for første gang. Hun fortæller, at hun blev voldtaget af fire mænd og blev gravid med sin datter.
“De voldtog mig, indtil jeg begyndte at bløde. Jeg besvimede af smerte og frygt”, siger hun.
Det lykkedes hende at rejse videre, og hun kom til Tunesien, hvor hun forsøgte at tjene penge, så hun kunne komme med en båd til Europa. Da hun var gravid i 8. måned satte hun sig på en båd, men efter omkring syv timer på havet blev de fanget af den tunesiske kystvagt, der transporterede hende videre til Libyen og overdrog hende til de libyske myndigheder. Det var første gang, hun prøvede at være i et af Libyens detentionscentre, men hun blev hurtigt løsladt med hjælp fra FN’s Migrationsorganisation (IOM), fordi hun var højgravid.
Lige siden har Hellen opholdt sig i Libyen og forgæves forsøgt at komme til Europa.
Når Hellen har betalt sin gæld til sine venner, vil hun spare op til at komme med en båd igen. Hun ser ingen anden udvej, selvom hun har haft fem mislykkede forsøg.
“Det er den eneste fremtid for mig og min datter. Jeg vil bare gerne give min datter et bedre liv, end det jeg har haft. Det findes ikke her i Libyen eller i Sierra Leone”, siger hun.
Af hensyn til Hellens sikkerhed og fremtid ønsker hun ikke sit efternavn og ansigt offentliggjort. Danwatch er bekendt med hendes identitet.
Anderson – 26 år og fra Sierra Leone
Kom til Libyen i juni 2026
I juni måned forsøgte 26-årige Anderson at komme med en smuglerbåd fra Tunesien til Europa sammen med sin kone og lille søn på to måneder. Mørket var faldet på, da de i en træbåd med 47 andre mennesker sejlede ud fra kysten tæt på byen Sfax i det sydlige Tunesien. I begyndelsen gik alt som planlagt, men næste dag hen ad eftermiddagen gik motoren i stykker. De så en fiskerbåd i nærheden og forsøgte at signalere, at de havde brug for hjælp.
I videoen ses Anderson ombord på båden, der er gået i stå midt på Middelhavet. Video: Privat
Anderson fortæller til Danwatch, at han tror, at fiskeren i stedet kontaktede de tunesiske myndigheder. For kort tid efter kom den tunesiske kystvagt sejlende mod dem og samlede de mange mennesker op og sejlede dem tilbage til fastlandet. Redningen blev ifølge Anderson begyndelsen på et mareridt.
I byen Sfax fik alle taget deres telefoner og ejendele. Anderson blev slået og fik hænderne bundet på ryggen, hvorefter han og hans familie blev ført ind i en bus og kørt mod grænseområdet mellem Libyen og Tunesien. Hans kone og søn græd. De havde intet mad eller vand. Ved grænsen til Libyen så Anderson, at uniformerede libyske mænd fik betaling af de tunesiske myndigheder. Anderson ved ikke, hvor mange penge der blev betalt, men han så udvekslingen. Dette er også noget, som FN, USA’s udenrigsministerium og en række ngo’er såsom Libya Crimes Watch (LCW) har dokumenteret. At migranter bliver solgt til væbnede grupper og sikkerhedsmyndigheder i det vestlige Libyen, som er involveret i organiserede kriminelle netværk med henblik på afpresning og udnyttelse.
Det var mørkt og af bumlede veje blev de kørt til et område i det nordvestlige Libyen, hvor han blev placeret i et lokale med omkring 50 andre mænd. Hans kone og baby blev adskilt fra ham og bragt til lokaler for kvinder og børn.
I byen Al Assah blev Anderson ifølge hans egen beretning holdt til fange i nogle uhumske lokaler. Visualisering lavet med: Flourish
Cellen var lille og havde ingen ventilation midt i den hede sommervarme. Kun et lille vindue gav lidt lys til lokalet. Toilettet var i stykker og kunne ikke skylle ud, og med så mange mennesker samlet på samme sted, var der en indtrængende og ubehagelig lugt af urin og afføring. De fik kun mad én gang i døgnet, der sjældent var nok til at blive helt mæt.
“Det var forfærdeligt. Jeg begriber ikke, at man kan behandle mennesker på den måde”, siger han.
For at blive løsladt blev fangerne bedt om at betale omkring 3.700 kr. De penge havde Anderson ikke, og han havde ingen familie i Sierra Leone, hvor han kommer fra, som kunne kontaktes og afpresses til at betale. I løbet af tiden i cellen blev han flere gange taget uden for og tvunget til at stå i den bagende sol, mens han blev slået med en kæp. Ifølge ham var der flere hundrede mennesker i fængslet, men antallet ændrede sig hele tiden, fordi nye mennesker blev bragt ind, mens andre blev løsladt mod betaling.
Efter tre uger i fangenskab fik han og familien hjælp fra en ngo i Libyen, der hjælper migranter og flygtninge, så Anderson og hans kone kunne blive løsladt.
Efter løsladelsen blev de kørt i taxa til området omkring byen Zuwarah. Derfra måtte de selv finde vej videre. De tog til Tripoli, hvor Anderson fik arbejde på en byggeplads, hvor han også kunne overnatte. Hans kone og spædbarn fik mulighed for at bo i et værelse i en bygning, der er under konstruktion, med andre migranter.
Anderson sammen med sin søn i det værelse, hvor de i øjeblikket bor. Video: Privat
Han forsøger at tjene penge, så de kan komme med en båd til Europa igen. Ifølge ham har han intet liv at vende tilbage til i Sierra Leone. Ingen fremtid for hans søn.
Anderson er endt i Libyen efter en lang flugt gennem Vestafrika og mod Nordafrika fra hans hjemland Sierra Leone. Ifølge ham flygtede han, fordi han blev angrebet af mennesker fra det mineselskab, hvor han arbejdede. Han havde ytret sig kritisk omkring arbejdsforholdene og ødelæggelsen af den lokale natur. En aften, da mørket var faldet på , blev han angrebet og stukket to gange i ryggen med en kniv. Han følte sig nødsaget til at flygte.
Han drømmer om et trygt liv. At hans søn får en god skolegang. At han kan arbejde og forsørge familien.
“Jeg har set mennesker dø. Jeg har været udsat for alle de grumme sider af menneskeheden. Men jeg tror stadig på lyset. På livet. Som menneske er der kun én ting, du bør gøre hver dag: Være ydmyg og venlig. Jeg ønsker bare fred og stabilitet for min familie”, siger han.
Af hensyn til Andersons sikkerhed og fremtid ønsker han ikke sit efternavn offentliggjort. Danwatch er bekendt med hans identitet.
Kadija – 27 år og fra Sierra Leone
Kom til Libyen i juni 2026
Kadija husker tydeligt følelserne, da hun i juni sad i en træbåd midt på Middelhavet og så den tunesiske kystvagt nærme sig i høj fart. Hun græd. Hyperventilerede. Bad til at de ikke ville tage hende med tilbage til Tunesien. Hun husker, at hun næsten ikke kunne rejse sig, da de hev folk ombord på kystvagtskibet.
“Det var som om, at min krop var i chok. Helt slukket fordi jeg var så ked af det”.
Inde på fastlandet fik hun taget sin telefon. Hun fortæller, at de bad hende om at smide al tøjet, så hun stod helt nøgen på række med fem andre kvinder, der var med båden. Da de havde visiteret dem, blev de kørt i en minibus mod grænsen til Libyen.
Ligesom Anderson oplevede Kadija, at de tunesiske myndigheder betalte penge til en gruppe uniformerede libyske mænd, der tog dem til nogle bygninger omkring en times kørsel fra grænsen. Her blev hun placeret i et lille lokale sammen med en række andre kvinder. Hun oplevede én gang at blive ført væk af en gruppe fangevogtere en sen aften, der tog hendes tøj af og rørte hende intime steder. Men de gjorde aldrig mere.
Kadija fortæller, at hun skulle betale en løsesum for at komme ud, og efter en måned formåede hendes mor i Sierra Leone at skaffe omkring 3.500 kroner.
Da hun blev løsladt, lykkedes det Kadija at komme med en gruppe andre migranter til Tripoli, hvor hun nu forsøger at etablere en hverdag. Hun laver lidt rengøringsarbejde, men hun ser ikke Libyen som et hjem eller land, hun skal blive i.
“Hver dag, når jeg går udenfor døren, møder jeg racisme. Og jeg har en frygt for, at politiet eller militsgrupper fanger mig og tager mig til et center igen og vil have penge”, siger hun og fortsætter:
“Jeg vil egentlig helst hjem. Hjem til Sierra Leone. Kampen om et bedre liv her eller i Europa er blevet for svær for mig. Jeg er træt. Jeg kan ikke mere”.
Hun planlægger at kontakte FN’s Migrationsorganisation (IOM), men lige nu frygter hun at tage til centrene i Tripoli, fordi organisationen den 7. september oplevede, at et af deres centre blev angrebet af uidentificerede personer. Migranter og personale blev jaget ud af bygningen. IOM har fordømt angrebet.
Af hensyn til Kadijas sikkerhed og fremtid ønsker hun ikke sit efternavn offentliggjort. Danwatch er bekendt med hendes identitet.
