Det er omkring 1000 dage siden, at Rusland sendte tropper ind i Ukraine og dermed startede den blodigste krig på europæisk jord siden 1945. I dagene efter den 24. oktober 2022 var kravet resolut handling fra de vestlige ledere.
De efter sigende hårdeste sanktioner i historien blev indført mod Rusland, og i et hidtil uset træk valgte EU og G7-landene at gå efter Kremls aorta, hovedåren i den russiske økonomi: Olien.
Med et års tilløb kom der både europæisk importstop for olie, ventilerne blev lukket på olierørene, og vigtigst af alt, så satte Vesten en prop i den sorte champagneflaske, som skulle holde boblerne fra at skyde ud. Sagt på en anden måde, så indførte Vesten et prisloft på russisk olie, der skulle holde prisen på 60 dollars eller knap 400 kroner per tønde. For mens Vesten ikke længere selv ville købe Ruslands olie, så skulle eksporten fortsætte for at sikre det globale energimarked, men EU og G7 forsøgte at presse prisen på Ruslands olie ned under gennemsnittet for at reducere de russiske olieindtægter.
Det betyder, at de store, anerkendte vestlige selskaber ikke længere kan understøtte skibe, der sejler med russisk olie, hvis prisen på olien er over de 60 dollars. Selskaber, der er kendt for at være ekstremt sikre og pålidelige, og som har gjort olietransport en af de mest sikre transportformer til søs.
Som en del af de nye sanktionsregler lå det i kortene, at Rusland nu skulle finde alternative løsninger til de anerkendte vestlige selskaber, og selvom det var svært, kunne det lade sig gøre.
Efter Venezuela og Iran blev sanktioneret, byggede begge lande skyggeflåder, som skulle operere uden for vestlig indflydelse – men i Ruslands tilfælde er skyggeflåden langt større, end det er set før.
Og som en boomerang har sanktionerne mod Rusland ramt os i ansigtet, fordi russisk olietransport nu foregår på langt mere usikker vis end før, men stadig i vores farvande – særligt i Norden.
Konsekvenserne af sanktionerne mod Rusland har udstillet, hvor mangelfuldt det internationale system er, fordi det er afhængigt af, at alle spiller efter de samme regler, som en britisk ekspert for nylig sagde til Danwatch og Bloomberg. Når Rusland begynder at bryde reglerne, og transporten bliver mere usikker, så virker de internationale regelsæt ikke længere efter intentionerne. Og indtil videre går det meget godt med at få sejlet olie ud på skyggeflåden, selvom nogle eksperter mener, at flere konventioner og sikkerhedsregler er brudt.
Rusland er ved at opbygge et alternativt system til den vestlige olieverden, hvor Vesten i øjeblikket er fuldstændig uden indflydelse. De har fået lande som Indien og Kina med på det.
Olieverdenen er ikke kendt for gennemsigtighed, men den er om muligt blevet endnu mere uigennemskuelig end nogensinde før. Eksempelvis ejes mange af tankskibene fra Ruslands skyggeflåde af ikke-eksisterende selskaber. Vi har set dokumenter, der viser adresser på nogle af disse selskaber, og de fører til nedlagte kiosker i Indien og supermarkeder i Dubai, hvor ingen rederier nogensinde har ligget.
Til gengæld skal skibene have en ordentlig olieforsikring på grund af en international konvention, som Rusland også har underskrevet. Nu er spørgsmålet så, hvordan reglerne for den konvention skal fortolkes, da der allerede nu er tvivl om, hvorvidt Vesten kan modtage penge fra Rusland i tilfælde af et oliespild på grund af sanktionerne.
Rusland har nemlig sikret sin olietransport i et selskab under den russiske centralbank, der er stærkt sanktioneret, som Danwatch sidste uge kunne fortælle sammen med Bloomberg.
Sanktionerne har selvfølgelig haft en hård effekt på Rusland i mange sammenhænge, især på landets økonomi, men sanktionerne har også været en knytnæve i eget hoved. Derfor er det spændende at se, hvad de kommende sanktionspakker mod Rusland kommer til at indeholde.
