Da den kenyanske ungdom i slutningen af juni gik på gaderne i landets store byer for at protestere over regeringens udkast til en ny finanslov, sad andre unge på tværs af Afrika og fulgte med online. De så noget, de kunne genkende: En brændende frustration over stigende priser, elendig velfærd og gennemgribende korruption. De så også noget, der animerede dem: Protesterne var effektive. På få dage droppede den kenyanske præsident William Ruto sit finanslovsudspil og de annoncerede skattestigninger. Ikke længe efter afsatte han hele sin regering.
I løbet af sommeren har protesterne i Kenya dannet skole. I slutningen af juli gik ungdommen i Uganda – inspireret af udviklingen i nabolandet – på gaden at vise deres utilfredshed med Yoweri Musevenis 38 år gamle regime. Og siden er protesterne også nået til Nigeria. Landets præsident, Bola Tinubu, forsøgte at komme demonstrationerne i forkøbet ved blandt andet at hæve mindstelønnen, men afværgemanøvren var forgæves. Den 1. august indledte unge nigerianere en stribe demonstrationer landet over under hashtagget #EndBadGovernanceInNigeria.
Efter mere end et år ved magten har Tinubu ikke formået at forbedre leveforholdene for den gennemsnitlige nigerianere, faktisk tværtimod vil mange indbyggere sige. Præsidentens beslutning om at fjerne årtiers statsstøtte til landets oliesektor har måske lettet presset på statskassen, men har samtidig sendt benzinpriserne på himmelflugt og gjort hverdagen markant dyrere for almindelige, arbejdende nigerianere.
Befinder vi os så nu på tærsklen til et afrikansk forår, kunne man spørge. I så fald har vi været her før, som den kenyanske forfatter og debattør Nanjala Nyabola har pointeret. Bevægelser som Y’en a Marre i Senegal (2011), Balai Citoyen i Burkina Faso (2013), Rhodes Must Fall i Sydafrika (2015) og EndSARS i Nigeria (2020) viser, at Afrika længe har haft en veludviklet protestkultur. Men sommeren 2024 fortæller naturligvis en større historie.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor tydeligt protesterne i Uganda og Nigeria har trukket på begivenhederne i Kenya. På Instagram, X, TikTok og Facebook har de unge aktivister krydsbestøvet hinanden i et hidtil uset omfang. Massernes frustrationer i de tre lande blotlægger også en grundlæggende absurditet i afrikansk politik. Med en medianalder på bare 19 år og med mere end 400 millioner mennesker mellem 15 og 35 er Afrika verdens yngste kontinent. Alligevel er landene i vid udstrækning stadig ledet af en samling gamle – rigtig gamle – mænd. Yoweri Museveni og Bola Tinubu er henholdsvis 79 og 72 år, mens Paul Biya i Cameroun er 91 år og Nana Akufo-Addo i Ghana er 80 år.
William Rutos 57 år viser, at ungdommens krav om forandring først og fremmest er et spørgsmål om manglende politiske resultater – og ikke alder. Men det er oplagt at tolke sommerens protester i Kenya, Uganda og Nigeria som et generationsopgør. Generation Z – født mellem 1995 og 2012 – i de tre lande er ikke kun frustrerede over at vokse op i dysfunktionelle økonomier. De føler sig også gjort til grin af embedsmænd, politikere og erhvervsfolk fra de ældre generationer, der over årene har fået indrettet sig sådan, at de ikke selv mærker skyggen af de udfordringer, som resten af nationen kæmper med dag for dag, time for time.