Det er ikke længere business as usual, når 30-40 danske handelsskibe hver dag passerer Nigerias kyst. Guineabugten i Vestafrika har de seneste år overtaget titlen fra Somalia som verdens centrum for piratangreb.
Sømænd på danske og internationale containerskibe lever i konstant frygt for, at maskerede pirater med AK-47 geværer i hånden sejler op på siden af skibet i en sort speedbåd og forsøger at hejse sig ombord og kidnappe besætningen.
Og frygten er ikke ubegrundet. Sidste år blev omkring 150 besætningsmedlemmer kidnappet i Guineabugten. Og mellem november 2020 og januar 2021 blev tre danske handelsskibe fra redderierne Mærsk og Torm angrebet af pirater.
Det var dråben for brancheorganisationen Danske Rederier, der gennem længere tid har lagt pres på regeringen for en dansk militærintervention.
Den 25. maj vedtog samtlige partier undtagen Enhedslisten så at sende et militært bidrag i form af fregatten Esbern Snarre, en Seahawk-helikopter og op mod 195 besætningsmedlemmer afsted på en fem måneders antipiratmission til Guineabugten.
Udsendelsen begynder til november og formålet er simpelt: Med verdens femte største handelsflåde skal Danmark forsvare danske og internationale handelsskibes sikkerhed i Guineabugten. Det er samtidig en historisk enerådig militærmission, som hverken udføres i samarbejde med NATO, FN eller EU.
Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor internationale olieselskaber har travlt med at forlade Nigerdeltaet efter årtier med oliespild og miljøødelæggelser i jagten på profit i Nigerias mest olierige region på bekostning af lokale landmænd og fiskere, som New York Times netop har rapporteret om.
Ifølge flere Nigeria-eksperter, som Danwatch har talt med, er det netop denne giftige cocktail af olieselskabernes ødelæggelse af Nigerdeltaet og den nigerianske regerings forsømmelse af befolkningen i den olierige region, der er nøglen til at forstå, hvorfor Guineabugten står med så stort et piratproblem i dag.
I dette lys er Danmarks militariserede tilgang til piratbekæmpelse en kortsigtet løsning og man vil ikke få bugt med pirateriet på længere sigt, så længe man ikke løser de bagvedliggende problemer i den enorme flodregion, mener eksperterne.
Hvis du sejlede gennem det enorme Nigerdelta i det sydlige Nigeria for få årtier siden, var du blevet mødt af badende elefanter, fiskere i stammebåde med fyldte fiskenet, mangrover så langt øjet rækker og måske endda en vestafrikansk løve, der slukkede tørsten i flodbredden.
Nigerdeltaet er en af verdens største flodregioner, hvor tusindvis af floder, bække og vandløb i konkurrence med hinanden snor sig gennem det tropiske landskabet, indtil det ferske vand møder det salte havvand i Guineabugten.
Men i dag ligner Nigerdeltaet et dystopisk mareridt. Området er et af de mest forurenede i verden. Det rige dyreliv er fordrevet, afgrøder er væk, fiskene er få og tykke lag af råolie omklamrer mangrovetræerne i vandkanten.
Siden det hollandske olieselskab Royal Dutch Shell opdagede olie i området i 1956, er den skovtætte flodregion blevet decimeret til et område, hvis primære funktion er at skabe profit for internationale olieselskaber og Nigeria, som i dag er Afrikas største olieproducent, hvoraf majoriteten af produktionen kommer fra Nigerdeltaet.
“Deres interesse er at skabe profit på menneskers bekostning. De er interesseret i at generere penge, de er ikke interesseret i menneskeliv,” siger Jonah Gbemre, en lokal miljøaktivist i Nigerdeltaet, om olieselskaberne til rettighedsorganisationen ActionAid.
I løbet af 2010’erne så olieselskaber som Shell sig nødsaget til at indgå en række forlig og betale millioner i erstatning til ødelagte lokalsamfund, der sagsøgte selskabet. Shell har også påbegyndt oprydningsarbejde i større områder af Nigerdeltaet, men organisationer som Amnesty International har gentagne gange anklaget den hollandske olieproducent for at forsømme opgaven.
Væbnet oprør og pirateri har plaget Nigerdeltaet siden 1990erne, hvor lokale begyndte at mobilisere sig og begå væbnede sabotageaktioner mod de internationale olieselskaber, der siden oliens opdagelse har spildt flere hundrede millioner liter olie ud i deltaets økosystem, ifølge en rapport fra 2011.
“Oprøret i Nigerdeltaet har sine rødder i kampen for ressourcekontrol, kampen for de oprindelige folks rettigheder og kampen for retfærdighed i forhold til olierigdomme,” siger den nigerianske professor Tarila Marclint, der forsker i sikkerhedsproblemer i Nigerdeltaet ved Vesalius Universitet i Bruxelles.
“De internationale olieselskaber samarbejder med den nigerianske regering, forurener Nigerdeltaet og underminerer de lokale samfunds levebrød og fordriver lokale fra deres land. Det har skabt de frustrationer, som førte til mobiliseringen af lokalsamfundene mod olieselskaberne,” forklarer han.
Den politiske oprørskamp mod olieselskaberne og regeringen i Abuja, ledt af oprørsgrupper som Movement for Emancipation of Niger the Delta (MEND), blev gennem 00’erne udført med metoder som kidnapning af oliearbejdere og olietyveri fra rørledninger samt væbnede angreb på olieinstallationer og nigerianske sikkerhedsstyrker.
En amnesti-aftale med den nigerianske regering i 2009, gjorde enden på det militante oprør, hvis erklærede mål var at kæmpe for en bedre ressourcefordeling, og i sin kamp formåede at reducere Nigerias olieproduktion med en tredjedel for at presse regeringen og olieselskaberne.
Nutidens pirateri i Guineabugten, som udspringer fra Nigerdeltaet, er på mange måder efterdønningerne af 90erne og 00’ernes oprørskamp mod olieselskaberne og den nigerianske regering, forklarer Dakuku Peterside, tidligere direktør for det nigerianske agentur for søfartssikkerhed (NIMASA).
“Pirateriets vækst i Nigerdeltaet kan ikke afkobles fra de politiske, økonomiske og udviklingsmæssige spørgsmål, der gør sig gældende i regionen. Folk føler, at de giver så meget til den økonomiske udvikling af landet, men at de får lidt eller intet til gengæld,” siger han til Danwatch.
“Miljøet, vandet og landet er forurenet. Folk, der traditionelt har været landmænd og fiskere, har fået deres levevej ødelagt. Når de ikke kan gå ud at fiske eller dyrke deres jord, er de nødt til at finde en anden måde at overleve på. Så de vender sig mod kriminalitet for at tjene til dagen og vejen,” siger Peterside.
Både Tarila Marclint og Dakuku Peterside understreger dog, at fortællingen om arbejdsløse fiskere og landmænd, der har fået ødelagt deres levebrød af olieselskabernes grådighed og den nigerianske regerings forsømmelse af området, ikke alene kan forklare pirateriet i Guineabugten, der udspringer fra Nigerdeltaet.
En del af forklaringen skyldes ifølge Peterside, at nogle mennesker blot har en “kriminel mentalitet” og at det er grådighed, der først og fremmest driver dem. Nogle af piraterne og deres bagmænd er ikke selv fra Nigerdeltaet, men de kommer udefra for at udnytte lovløsheden i området til at begå kriminalitet, forklarer han.
“Folk, der traditionelt har været landmænd og fiskere, har fået deres levevej ødelagt. Når de ikke kan gå ud at fiske eller dyrke deres jord, er de nødt til at finde en anden måde at overleve på. Så de vender sig mod kriminalitet for at tjene til dagen og vejen,”
“I forbindelse med oprøret opstod andre former for vold og kriminalitet, der ikke nødvendigvis er et udtryk for lokalsamfundets frustrationer,” siger Tarila Marclint og understreger, at der også eksisterer et væsentligt element af “kriminel opportunisme”.
I en nyudkommet rapport med titlen “Pirater i Nigerdeltaet, mellem brunt og blåt vand” fra FN’s Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og kriminalitet (UNODC) kortlægger den danske forsker Katja Lindskov Jacobsen det moderne pirateri i Guineabugten.
FN-rapporten, som er finansieret af Udenrigsministeriet, fortæller blandt andet, hvordan Nigeria har overhalet Somalia som verdens piratcentrum og hvordan fire-seks piratgrupper styrer de kriminelle operationer i Guineabugten fra baser skjult dybt inde i Nigerdeltaets snoede vandveje.
“Piraterne sejler ud i Guineabugten fra Nigerdeltaet, hvor de har deres gidsellejre og infrastruktur, og så angriber de og hvis de har succes, tager de gidslerne med tilbage til Nigerdeltaet, hvor de oftest sidder fanget i fire-seks uger, hvis forhandlingerne går som forventet,” forklarer Katja Lindskov Jacobsen til Danwatch.
Antallet af kidnapninger er fordoblet de sidste fem år og udlændinge udgør 89 procent af de kidnappede, sammenlignet med 38 procent for fem år siden, ifølge rapporten.
Alligevel har der ikke været så stor international fokus på Guineabugten, som der var på Somalia. Og det skyldes ifølge Jacobsen de lave løsesumme.
“Nigerianske pirater har været kloge i forhold til Somalia, hvor løsesummerne eksploderede så meget, at det internationale samfund satte foden ned og sagde, at det vil vi ikke gå med til,” siger Katja Lindskov Jacobsen.
“Nigerianske pirater har holdt løsesummer og kidnapningernes længde på et meget lavere niveau,” uddyber hun.
Hun fremhæver også, at selv om der er mange kidnapninger og angreb på internationale rederier, er pirateri i Guineabugten en relativt beskeden forretning.
“At pirateriet sidste år var en forretning som ’kun’ udløste omkring 4 mio. dollars (cirka. 25 millioner kroner) i løsesummer til piratgrupper, sætter de relativt høje omkostningerne ved lande som Danmarks og Italiens antipirat-missioner i et nyt lyst”.
Ud over Forsvarets fregatbidrag til bekæmpelse af pirateri i Guineabugten, fokuserer Danmarks antipiratindsats på kapacitetsopbygning og samarbejde med maritime myndigheder i Nigeria, Ghana og Elfenbenskysten.
I Udenrigsministeriets Prioritetspapir for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet 2019-2022 nævnes bl.a. at piratbekæmpelsen “forudsætter en samtænkt tilgang, der ikke kun tager fat om problemerne til søs, men også adresserer de underliggende årsager på land”.
“Årsagerne kan bl.a. være konflikter, terrorisme, ustabilitet, organiseret kriminalitet, svage statsstrukturer, arbejdsløshed og fattigdom,” klargører prioritetspapiret, men der nævnes ingen konkrete tiltag, som Danmark har iværksat for at adressere disse bagvedliggende årsager.
Og faren ved en sådan sikkerhedscentreret tilgang, som synes gennemgående for den danske tilgang til bekæmpelse af pirateri, er kortsigtet og utilstrækkelig, mener Nigeria-ekspert Tarila Marclint.
“At sætte fregatter ind i Guineabugten kan ikke stoppe volden. Det er en kortsigtet tilgang og vil ikke løse problemet på længere sigt,” siger han til Danwatch.
“Lande som Danmark bør investere i lokalsamfundene for at forbedre deres liv og udvikle lokalsamfundsbaserede sikkerhedsmekanismer, der præventivt kan addressere de problemer, som skaber vold og pirateri,” uddyber han.
Katja Lindskov Jacobsen fra Københavns Universitet, der står bag FN-rapporten om pirateri i Nigerdeltaet, er enig i, at et fregatbidrag på sin vis er en kortsigtet løsning, men understreger samtidig, at Danmarks muligheder for på egen hånd at adressere de bagvedliggende årsager til pirateriet er begrænset.
“Et fregatbidrag kan ikke gøre noget ved de underliggende årsager. Det er utroligt kompleks. Vi kan fx ikke bare gå ind og skabe jobs til alle dem i Nigerdeltaet, som oplever arbejdsløshed og andre udfordringer som manglende skole osv.” siger hun.
“Et andet problem er, at et fregatbidrag ikke kommer til at fange topniveauet af pirater, fordi de befinder sig til lands, hvor de f.eks. er med til at finansiere og styre pirateriet. Det kan have en kortvarig afskrækkende effekt på pirateriet, men hvis succeskriteriet er at dæmme op for pirateri på længere sigt, så tror jeg, at man kan få svært ved opnå det.”
Danwatch har spurgt Danske Rederier, hvorfor det er vigtigt med en dansk militærmission til Guineabugten, som interesseorganisationen har arbejdet for, selvom den fem måneder lange mission ifølge Forsvarsministeriet koster samfundet 80 millioner kroner i meromkostninger, og der indtil videre ikke er blevet kapret danske skibe i Guineabugten.
“Det handler om sikkerhed for de søfarende. Den psykiske belastning og de ar, som et piratangreb sætter, især hvis det går helt galt, det kan altså bare ikke gøres op i penge,” udtaler Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier.
“Vores interesse går først og fremmest på beskyttelse af søfarende og handelsskibene, men der er ikke nogen tvivl om, at hvis man skal piratproblemet til livs, er der nogle mekanismer, som man fra politisk hold skal ind og løse på land,” uddyber hun.
Danwatch har spurgt både Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Nigeria, hvilke konkrete tiltag Danmark har taget for at adressere de bagvedliggende årsager til pirateri i Guineabugten. Men de har ikke besvaret vores henvendelse.
Florian Elabdi
