17. marts 2022

Pandemien raser i Kina. Det rammer Apple og de kinesiske fabriksarbejdere hårdt.

Alles øjne og øre er rettet mod Ukraine. Og med god grund. Det er den altdominerende krise i vores verden lige nu. Men for bare tre måneder siden var COVID-19 de fleste danskeres største bekymring. Selvom pandemien har sluppet sit tag om Danmark, raser den stadig andre steder i verden. I denne uges Nyhedsoverblik forlader vi (næsten) krigen i Europa for at se nærmere på konsekvenserne af det nylige udbrud af COVID-19 i Kina.

Foto: Mu Feng/AP/Ritzau Scanpix

Forestil dig at bo på dit arbejde. Og at du ikke kan forlade matriklen. Du er nemlig i en coronaboble med dine kollegaer. I sover sammen, spiser sammen og arbejder sammen. Det er lige nu hverdagen for tusindvis af kinesiske fabriksarbejdere. 

Det største udbrud af COVID-19 i to år har ramt Kina. Derfor blev omkring 12 millioner indbyggere i den kinesiske storby Shenzhen søndag bedt om at arbejde hjemme, den offentlige transport blev indstillet og al ikke-nødvendig produktion lukkede ned – herunder en af Apples vigtigste leverandører Foxconn.

Shenzhen bliver kaldt Kinas Silicon Valley, fordi byen huser produktion, der er afgørende for den globale forsyning af elektronik og mekanik. En nedlukning af millionbyen kan give store problemer for multinationale virksomheder, hvilket vi også vil kunne mærke herhjemme. Løbende afbrydelser og forsinkelser i de globale forsyningskæder har de sidste to år blandt andet ført til en fortsat mangel på microchips. Udover Apple har også Toyota og Volkswagen lukket produktioner som følge af den nuværende kinesiske nedlukning. 

Foxconn producerer blandt andet Iphones, Ipads og Mac-computere for Apple. “En længere periode med nedlukninger kan brede sig som ringe i vandet og påvirke andre komponenter og give produktmangel,” siger en analytiker fra Foxconn til CNBC. Få dage før nedlukningen i Shenzhen præsenterede Apple deres nye iPhone SE og en luksusudgave af en Mac Studio computer. 

Derfor har virksomheden efter blot tre dages nedlukning startet dele af produktionen op igen. Men kun de produktionsområder, der også har sovesale. Fabriksarbejderne skal altså bo på produktionsområdet. På den måde skaber Foxconn en coronaboble, som vi er velkendte med herhjemme – i dette tilfælde bestående af produktion og arbejdere. Som Foxconn selv siger til CNBC, kan de med dette “closed loop” følge statens retningslinjer og samtidig opretholde produktionen. De siger dog ikke noget om, hvordan de vil forholde sig til udbrud af corona inden for den her boble.

Foxconns fabrikker er berygtet for sine arbejdsforhold. The Guardian har tidligere beskrevet, hvordan fabriksarbejdere, der boede på produktionsområdet begyndte at begå selvmord, fordi de blev deprimerede.

Kinesiske arbejdere står i kø for at blive testet for COVID-19 på en Foxconn fabrik.

Vi har samlet seneste nyt om corona i et overblik her:

  • Faren lurer i Ukraine: COVID-19 er med god grund ikke en nærværende bekymring hos Ukrainerne. Siden invasionen den 24. februar er al testning blevet indstillet. Men med millioner af flygtninge forsamlet i togvogne og på modtagecentre er der fare for, at coronavirussen vil spredes massivt, skriver New York Times. Allerede nu har der vist sig tilfælde af polio blandt de flygtede. En sygdom der ellers var udryddet i Europa i oktober.
  • På arbejde med corona: Hos den skotske supermarkedskæde Wilko har butiksmedarbejdere og lagerarbejdere fået besked om at tage på arbejde, selvom de testet positiv med COVID-19. Hvis de alligevel bliver hjemme med sygdommen, er det uden løn. Det viser en undersøgelse af det britiske medie The Mirror.
  • Trist rekord: Tirsdag var dødstallet for COVID-19 rekordhøjt i Sydkorea. Omikronvarianten spredes lige nu med høj hast i landet. Den seneste uge har der i gennemsnit være omkring 337.000 nye smittede hver dag, skriver nyhedsbureauet AP.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down