8. april 2024

Under 0,05 procent af danske virksomheder bliver omfattet af EU’s nye lov om virksomhedsansvar

Kun 50-150 danske virksomheder og koncerner vil blive omfattet af EU's nye krav om at undgå skadevirkninger på mennesker og miljø, viser tal fra Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik. Ngo'er og eksperter er skuffede over det ringe omfang

Den nye lov om virksomhedsansvar kommer blandt andet til at omfatte Carlsberg, der fremover bliver ansvarlig for, hvordan produktionen - også i udlandet - påvirker både menneskerettigheder og miljø Foto: Ilya Naymushin/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark har mere end 300.000 virksomheder, men kun en brøkdel bliver omfattet af EU’s nye lov om virksomhedsansvar. Det viser tal, som Danwatch har indhentet fra Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik. 

Når loven, der har til formål at fastlægge virksomheders ansvar for at påvirke menneskerettigheder og miljø, er fuldt gennemført, venter Erhvervsstyrelsen, at et sted mellem 50-150 danske virksomheder og koncerner vil være omfattet.

Det svarer til mindre end 0,05 procent af det samlede antal virksomheder i Danmark.

Når antallet af virksomheder, som ventes omfattet, er så lavt, skyldes det, at den nye lov om virksomhedsansvar er blevet kraftigt udvandet i løbet af de seneste ugers forhandlinger i EU-systemet. 

Efter voldsomme protester fra bl.a. Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige er EU-landene blevet enige om et direktiv, der kun omfatter de allerstørste virksomheder med mere end 1.000 ansatte og en årsomsætning på mere end 450 millioner euro. Det svarer til 3.356.292.690 danske kroner.

Ifølge Danmarks Statistik levede kun 50 danske virksomheder op til dette krav ved den seneste firmaopgørelse i 2021. 

Dermed får den ny lov om virksomhedsansvar cirka samme udbredelse i Danmark som i resten af EU. En opgørelse fra den hollandske ngo Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO) viser, at ud af 10.142.349 registrerede virksomheder i EU bliver kun 5,421 omfattet, hvilket svarer til cirka 0,05 procent.

EU-landene blev den 15. marts enige om det såkaldte Corporate Sustainability Directive (CSDDD), der fastlægger rammerne for virksomheders juridiske ansvar for menneskerettigheder og miljø.

  • Når den nye lovgivning er fuldt indfaset, vil de største danske og europæiske virksomheder for første gang være juridisk forpligtet til at vurdere, hvilke mulige skadevirkninger deres produktion og andre aktiviteter har på menneskerettighederne og på miljøet. 
  • Vurderingerne skal omfatte såvel virksomhedens egne aktiviteter, deres datterselskabers aktiviteter og deres leverandørers aktiviteter. 
  • Loven fastslår i den sammenhæng, at virksomhederne er ansvarlige for eventuelle skadevirkninger og kan sagsøges herfor.
  • Derudover bliver virksomhederne forpligtet til at udarbejde og gennemføre planer for, hvordan de kan bidrage til at holde ​​den globale opvarmning under 1,5 °C.

Direktivet ventes at træde i kraft senere på året, hvorefter de enkelte medlemslande har to år til at integrere bestemmelserne i den nationale lovgivning. 

Hvis tidsplanen holder, vil loven omfatte:

  • 2028: Virksomheder med mere end 5.000 ansatte og en omsætning på mere end 1,5 milliarder euro 
  • 2029: Virksomheder med mere end 3.000 ansatte og en omsætning på mere end 900 millioner euro 
  • 2030: Virksomheder med mere end 1.000 ansatte og en omsætning på mere end 450 millioner euro

Kilde: EU proposal for Directive on Corporate Sustainability Due Diligence, 15. marts 2024

Historisk fremskridt

Når den nye lovgivning er fuldt indfaset, vil de største danske og europæiske virksomheder for første gang være juridisk forpligtet til at vurdere, hvilke mulige skadevirkninger deres produktion og andre aktiviteter har på menneskerettighederne og på miljøet. 

Og der er historisk, undertreger Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School og ekspert i virksomheders samfundsansvar .

“Der er første gang, FN’s Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP) bliver omsat til juridisk bindende lovgivning. Det er et stort fremskridt,” siger han og understreger, at den nye lovgivning ikke bare kræver, at virksomhederne laver risikovurderinger af, hvordan de påvirker menneskerettighederne og miljøet. 

De vil også være forpligtet til at forsøge at finde løsninger, når der sker krænkelser af menneskerettigheder eller skade på miljøet.

“En simpel compliance-tankegang vil bestemt ikke være nok. For eksempel kræver EU’s direktiv, at virksomhederne tager ansvar for at finde løsninger, når der sker krænkelser af rettigheder. Derfor fungerer en tilgang, hvor en virksomhed blot stikker af fra et problem ikke længere,” siger Andreas Rasche.

Ud over de konkrete forpligtelser, som indføres, vil den nye lovgivning blive et vigtigt udgangspunkt for fremtidige diskussioner om virksomhedsansvar, mener han. 

Samme vurdering kommer fra Institut for Menneskerettigheder.

“Det er et imponerede stykke lovgivning, som markerer et paradigmeskift i forhold til virksomheders samfundsansvar. Selv om det er blevet væsentlig mindre ambitiøst, end vi havde håbet, så er det stadig historisk, at principperne for virksomhedsansvar nu bliver en del af lovgivningen i stedet for blot at være nogle retningslinjer, som man kan følge, hvis man har lyst” siger Elin Wrzoncki, leder af instituttets Department for Human Rights, Tech and Business.

Udbredt skuffelse

Hos de mange danske og europæiske organisationer, der har forsøgt at påvirke EU til at vedtage en mere vidtgående lovgivning, er skuffelsen over resultatet udbredt.

“Lovgivningen lever ikke lever op til ambitionerne på grund af udemokratiske manøvrer fra medlemsstaternes side, som i sidste øjeblik endnu en gang har forrådt dem, de burde beskytte,” lyder det fra Sabela González García, kommunikationschef i paraplyorganisationen European Coalition for Corporate Justice (ECCJ).

“Direktivet, som det foreligger nu, bringer os kun 0,05 procent tættere på retfærdighed. Det er en dråbe i vandet og vil kun gælde for meget store, meget rige virksomheder. Det er virkelig skuffende.”

Den vurdering er Institut for Menneskerettigheder enig i. 

“Det er meget skuffende, at færre virksomheder end oprindelig planlagt bliver direkte omfattet og også at der ikke længere stilles krav til mellemstore virksomheder inden for højrisikosektorer som tekstil, minedrift og landbrug,” siger Elin Wrzoncki.

Hun bakkes op af Sanne Borges, seniorrådgiver for Erhverv og Menneskerettigheder hos Amnesty International.

“Desværre er direktivet blevet betydeligt udvandet igennem den politiske proces. Som det ser ud nu, er det kun de allerstørste virksomheder, som er omfattet, og det er stærkt kritisabelt”, siger hun.

På CBS er Andreas Rasche også skuffet over resultatet.

“Den største mangel er, at den nye lovgivning stort set ikke omfatter finanssektoren” siger han  og forklarer, at det er resultatet af kraftig lobbyvirksomhed fra branchen,

“Selv om jeg forstår kompleksiteten, er det ærgerligt, at den finansielle sektor kun bliver ansvarlig for sine leverandørers aktiviteter og ikke for, hvad deres egne penge anvendes til.  Kapitalejere og -forvaltere er jo nøgleaktører, når det kommer til menneskerettigheder og miljø, og det ville have været vigtigt at afspejle dette faktum i dette direktiv” siger Andreas Rasche.

Selv om den nye lovgivning er blevet kraftigt udvandet i løbet af EU-processen, er både Rasche og de tre organisationer dog enige om, at den nye lovgivning er bedre end ingenting.

Det nye direktiv om virksomhedsansvar ventes godkendt af EU-Parlamentet den 24. april, hvorefter ministerrådet skal give sit endelige OK. Det ventes fuldt gennemført i 2030.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right