Europæere kan i dag frit rejse over grænserne for at arbejde. Det er en grundpille i EU – som dog de seneste år været under beskydning. Østeuropæeres indtog på det britiske arbejdsmarked var som bekendt et nøgle-argument, da briterne meldte sig ud af EU.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
På årets filmfestival CPHPIX handler de to film ‘Western’ og ‘Out’ om europæiske mænd, der må rejse til et andet EU-land for at få arbejde. Filmene ser på disse problemstillinger gennem en linse af, hvordan det opleves og føles for både arbejderne, som krydser grænsen og for de mennesker, som tager imod de fremmede.
Ligesom briterne, er danskerne også splittede i holdningen til arbejdskraftens fri bevægelighed. For godt et år siden spurgte netmediet Altinget, hvad danskerne mente og 44 procent svarede, at den frie bevægelighed grundlæggende er en ulempe, mens 39 procent svarede, at var er en fordel. 16 procent af de adspurgte svarede ‘ved ikke’.
Debatten kredser især om østeuropæere, der truer de danske arbejdstageres job. At den frie bevægelighed påvirker løn og arbejdsvilkår negativt, og giver social dumping. At det skaber en velfærdsturisme, hvor udenlandske arbejdere udnytter de mange muligheder for velfærdsydelser, som Danmark tilbyder.
Tilhængere af arbejdskraftens frie bevægelighed peger derimod på, at det er en stor fordel, at der ikke må gøres forskel på arbejdstagere i EU. Det giver europæerne bedre mulighed for at få arbejde i andre medlemslande, og der er skåret ned på bureaukratiet. Det er med til at udbud og efterspørgsel bliver tilpasset, når folk kan rejse derhen, hvor der er arbejde.
Meinhardt sidder sammen med bulgaren Adrian og nyder naturen, foto fra filmen ‘Western’, instrueret af Valeska Grisebach.
‘Western’ er en stille film med mænd af få ord. Alligevel lykkes filmen at være skabe en kraftig spænding og en uro, løber under den forsigtige handling og holder seerens interesse i et fast greb.
I ‘Western’ følger man den tyske arbejder Meinhardt, som er rejst til Bulgarien med et sjak på omkring 10 andre tyskere for at bygge et kraftværk. De bor i en lejr af skurvogne, tæt på de store maskiner, som de bruger til at grave og bore ved floderne. Tæt på lejren ligger en lille landsby. Kun nogle få af de lokale bulgarer kan tale tysk, og derfor må mændene kommunikere gennem blikke og kropssprog.
Ved hjælp af undertekster får seeren et unikt kendskab til, hvad begge sider prøver at fortælle til hinanden, uden at de selv forstår. Det er en nervepirrende position, fordi man frygter, at de misforståelser som opstår mellem mændene kan udløse en vold, som man fornemmer lurer lige ved.
Hovedpersonen Meinhardt er måske den person, som siger mindst i filmen. Derfor foregår der et detektivarbejde af Meinhardts handlinger for at forstå, hvad der foregår i hovedet på ham – både kollegerne, bulgarerne og ikke mindst seeren er i tvivl. Hvorfor tager han hele tiden ind til landsbyen? Er han i fare? Vil han kvinderne godt eller ondt? Er han utilregnelig eller loyal – er han med tyskerne, bulgarerne eller noget midtimellem?
Filmen kredser om de udfordringer, der opstår, når arbejdere fra andre lande. På et tidspunkt beslutter Meinhardt og en anden tysker at hejse et tysk flag op i en pæl på byggepladsen. En tredje sidder på en stol, mens han ser på og spørger:
“Er I totalt forrykte?”
“Ja, vi er.”
“Har I overvejet de lokale?”
“Vi laver ikke andet. Vi bygger et kraftværk til dem.”
Tyskerne demonstrerer, at deres arbejde gør noget godt for bulgarerne. Bulgarerne får et kraftværk og det bør de være taknemmelige for. Underforstået, så må tyskerne opføre sig som de har lyst til.
Det ser man også et eksempel på, en aften da tyskerne drøner rundt i deres firehjulstrækker. Da de ser en gruppe bulgarer gasser de op og knipser et tændt cigaretskod ud af bilen, mens de siger “der er gået 70 år, men nu er vi tilbage”, og griner. Henvisningen er til nazisternes tilstedeværelse under anden verdenskrig.
Men langsomt vikles lejren og landsbyen ind i hinanden, og nuancerne i de kulturelle forskelle og ligheder toner frem. Man forstår lidt for lidt, hvad der rører sig i Meinhardt, resten af sjakket og hos bulgarerne, og man efterlades med en lyst efter mere.
På sin rejse i Litauen for at finde arbejde møder Agoston mange særlige mennesker, som blandt andet den tidligere basketball spiller, som efterlader sin udstoppede kanin hos Agoston, da hun forlader ham til en tekno-fest. Foto: filmen ‘Out’, instrueret af György Kristóf.
Filmen ‘Out’, som spiller sidste gang på CPHPIX lørdag d. 7. oktober, handler om den 50-årige mand Agoston, som i en stor fyringsrunde mister sit arbejde på et atomkraftværk sammen med 40 procent af sine kolleger. Efter en rastløs periode i hjemmet, hvor han tager sig af vasketøjet og pudser sko, rejser fra Slovakiet, hvor han bor med sin kone, til Litauen hvor han har fået arbejde som svejser på en fabrik.
Fabrikken ligger i en by tæt på havet og stranden. Agoston elsker at fiske, og er glad for tanken om at rejse. Også hans voksne datter synes, at han er heldig. Han kysser konen farvel og stiger på bussen mod Litauen. Men da han kommer frem til byen, viser det sig, at hurtigt, at virkeligheden er en anden.
Han mærker, at ikke alle er glade for hans tilstedeværelse og hans nye chef holder ham i en kort snor. En dag kommer Agoston for sent, og det får straks konsekvenser.
“De behandler jer udlændinge, som om I var verdens centrum. Jeg har holdt øje med dig, du er en dovenlas. Vores land bliver ved med at sakke bagud på grund af folk som jer,” siger sjakbajsen vredt.
‘Out’ er en sort komedie om Agoston, som på sin rejse i Litauen møder mennesker, han kigger nysgerrigt og undrende på. Han møder blandt andet en kvinde, som går til tekno-fester med en udstoppet kanin i tasken og en ung mand, som kører ham ud i skoven for at tage en selfie med ham foran sit kommende gravsted, hvorpå der er malet et foto af ham selv, der står ved siden af sin storbarmede kæreste og en Mercedes.
Ligesom i ‘Western’ bevæger handlingen sig langsomt fremad. Desværre formåede ‘Out’ ikke at fastholde min interesse mellem de komiske scener, som der var langt imellem, og jeg kedede mig en smule.
Fælles for de to film er, at de fortæller nuanceret om kulturmøderne og holdningerne til den fri bevægelige arbejdskraft uden at give lette svar på, hvordan udfordringerne løses.
Amalie Linde