Åbner i en ny fane
Tøj og tekstil05/07/2017

Dansk tøjmærke producerer på eksploderet tøjfabrik i Bangladesh – mindst 13 døde

En ulykke på en tøjfabrik i Bangladesh, hvor det danske tøjmærke Rexholm/ID får syet tøj, dræbte mandag mindst 13 mennesker og sårede 50, ifølge udenlandske medier. Rexholm udtaler, “det er en trist situation”.
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

En dødsulykke skete mandag på en fabrik, som er tæt samarbejdspartner med det danske tøjfirma Rexholm A/S, som også går under navnet ID Identity. 13 personer er dræbt og 50 personer er sårede. Mange af dem er i kritisk tilstand, beretter udenlandske medier.

I 15 år har Rexholm fået syet tøj på fabrikken Multifabs ltd. Thomas Husted, som er managing director i firmaet, skriver til Danwatch, at “det er en trist situation – og vi prøver på nuværende tidspunkt at danne os et overblik.”

Læs også: Mode og Massebesvimelser

Ulykken skete ifølge Rexholm, da en trykbeholder i farveriet eksploderede under klargøring til produktionsopstart mandag aften. Eksplosionen fik et tag og vægge til at styrte sammen i den seks-etagers høje bygning, skriver Al Jazeera.

Fabrikken er nu afspærret og en officiel undersøgelse er i gang. Blandt de dræbte er både personer, som arbejder på fabrikken men også forbipasserende uden for fabrikken og flere personer er savnede, skriver nyhedsbureauet AP.

Eksplosion på fabrikken Multifabs i Bangladesh har dræbt mindst 13 personer. Her ses skaderne fra eksplosionen. Photo: IndustryAll.

Rexholm vil kræve indsigt

Danwatch har spurgt Thomas Husted fra Rexholm, hvordan ulykken kunne ske.

“Det har jeg desværre ikke de rette forudsætninger til at udtale mig om – men vi vil efterfølgende kræve indsigt i vedligehold og service intervaller er overholdt.”

Hvad gør I nu for det ikke sker igen?

“Som nævnt ovenfor så kræver vi vished omkring vedligehold og service intervallerne på sådanne maskiner er overholdt,” skriver Thomas Husted i en mail til Danwatch.

Hvad vil I gøre for de sårede og de efterladte?

“I første omgang har vi sat vores lokale kollegaer til at få overblik og konkret viden om hvem der er omkommet og hvem de efterlader. Derefter vil vi påtage os det moralske ansvar vi kan og tage initiativ til at hjælpe de efterladte videre med en økonomisk håndsrækning – sammen med fabrikken og øvrige kunder.”

Rexholm havde i 2016 en nettoomsætning på 354 millioner kroner. Tøjfirmaet er større end Samsøe Samsøe, JBS undertøj og Ole Lynggard ifølge Finans.dk. Firmaet sælger profil-, firma- og reklamebeklædning, og forhandles ikke i detailhandlen.

I 2013 kollapsede den ni-etagers store fabriksbygning på Rana Plaza i Bangladesh og dræbte mindst 1.135 tekstilarbejdere. Det er den hidtil største ulykke i tekstilindustriens historie.

Vi opdaterer historien løbende.

Mere om samme virksomhed

Rexholm

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.