Er Malis hovedstad Bamako i fare for at blive indtaget af islamistiske terrorister? Det er det store spørgsmål i Vestafrika i disse uger.
I oktober indledte JNIM – en terrorgruppe med forbindelser til al-Qaeda – en blokade af Bamako, der betyder, at byen og dens over tre millioner indbyggere i ugevis har været mere eller mindre afskåret fra brændstof.
Blokaden understreger med al tydelighed, at terrortruslen i Mali er ude af kontrol. Landets militærregering tog magten i maj 2021 med lovning om at sikre fred og stabilitet, men mere end fire år efter har terrorismen kun bredt sig.
For få år siden var den koncentreret i det centrale og nordlige Mali, men nu bliver der i stigende grad begået angreb i også vest og syd.
Det sker, selvom Mali de seneste år har haft et tæt forsvarssamarbejde med Rusland, der har støttet den maliske hær med både våben og lejesoldater – netop for at bekæmpe militante islamister.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Dette efterår har det lille vestafrikanske land Gambia kæmpet med langvarige og gentagne strømafbrydelser. Hvad er de et symptom på, hvilken social og politisk virkelighed blotlægger de, og kan de få indflydelse på det snarlige præsidentvalg i landet? Dansk-gambianske Jacqueline Hørup Nielsen diskuterer med vært Oscar Rothstein.

I dagens Syd for Sahara – Danwatchs ugentlige Afrika-program produceret og udgivet i samarbejde med Radio IIII – spørger vi derfor, hvad blokaden af Bamako siger om Malis partnerskab med Rusland, og hvilke konsekvenser situationen kan få for landenes fremtidige forhold.
Vært og Danwatch-journalist Oscar Rothstein har seniorforsker og Mali-ekspert, Signe Marie Cold-Ravnkilde, i studiet. Hun beskriver, hvordan JNIM’s fremfærd gør det malisk-russiske samarbejde sårbart, men tvivler på, at det vil få langsigtede konsekvenser for de to landes parløb.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.














