Mandag blev 100 børn i det vestlige Nigeria befriet fra fangenskab af nationale sikkerhedsstyrker. Knap tre uger tidligere var de blevet kidnappet fra en katolske skole i Niger State, St Mary’s, af bevæbnede mænd, der i de tidlige morgentimer stormede deres sovesale. Minimum 115 børn er stadig taget til fange.
Det er en spektakulær og dybt tragisk sag, men der er også noget sært forudsigeligt over den.
Nigeria befinder sig i en regulær kidnapningskrise. Kort før stormløbet mod St Mary’s blev 25 skoleelever kidnappet fra en skole i Kebbi State, og inden da var 38 mennesker blevet taget til fange, da en bevæbnet gruppe angreb en kirke i Kwara State.
I begge tilfælde er samtlige af de tilfangetagne blevet befriet, men kidnapningerne, der typisk bliver begået af islamistiske terrorgrupper eller lokale bander, udstiller den skrøbelige sikkerhedssituation i Afrikas folkerigeste land.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Dette efterår har det lille vestafrikanske land Gambia kæmpet med langvarige og gentagne strømafbrydelser. Hvad er de et symptom på, hvilken social og politisk virkelighed blotlægger de, og kan de få indflydelse på det snarlige præsidentvalg i landet? Dansk-gambianske Jacqueline Hørup Nielsen diskuterer med vært Oscar Rothstein.

I dagens Syd for Sahara prøver vi at forstå, hvad kidnapningerne siger om Nigeria, et land, hvor den amerikanske præsident Donald Trump påstår, at den kristne del af befolkningen er udsat for folkemord.
Vært og Danwatch-journalist Oscar Rothstein har lektor emeritus på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Niels Kastfelt, i studiet. Han har studeret nigerianske forhold i en menneskealder og snakker blandt andet flydende hausa, det dominerende sprog i det nordlige Nigeria.
Sammen diskuterer de, hvordan kidnapningerne stiller Nigerias præsident Bola Tinubu og skriver sig ind i Donald Trumps påstand om systematisk forfølgelse af kristne i landet.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.













