I fyrre år har Ugandas præsident heddet Yoweri Museveni. Og det gør han med allerhøjeste sandsynlighed også efter torsdagens valg i det østafrikanske land, der forventes at blive en formssag for den 81-årige præsident.
Ikke fordi et overvældende flertal af ugandere er begejstrede for Museveni – langt fra – men fordi præsidenten og hans inderkreds ikke skyr nogen midler og over årene har knægtet enhver kritisk opposition.
I 2021, da Uganda senest afholdt præsidentvalg, begik regeringen både kidnapninger og drab, og op til det forestående valg har den mest prominente oppositionskandidat – eks-sangeren Bobi Wine – ført valgkamp i skudsikker vest og militærhjelm.
Men selvom det forestående valg står mellem Museveni og Wine, så er det faktisk en tredje person, som mange spår vil blive Ugandas kommende præsident – ikke på torsdag, men inden for få år.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Dette efterår har det lille vestafrikanske land Gambia kæmpet med langvarige og gentagne strømafbrydelser. Hvad er de et symptom på, hvilken social og politisk virkelighed blotlægger de, og kan de få indflydelse på det snarlige præsidentvalg i landet? Dansk-gambianske Jacqueline Hørup Nielsen diskuterer med vært Oscar Rothstein.

Det siger Jacob Worsøe, ekstern lektor på Center for Afrikastudier og ph.d. med speciale i ugandiske forhold. Han er gæst i dagens Syd for Sahara, der analyserer den politiske situation i Uganda frem mod torsdagens valg i det østafrikanske land.
“Meget tyder på, at dette bliver Yoweri Musevenis sidste valg, og at han inden for de kommende år vil overdrage magten til sin søn, Muhoozi Kainerugaba”, siger Jacob Worsøe i programmet, hvor han og vært, Danwatch-journalist Oscar Rothstein, også diskuterer, hvorfor Museveni, trods sin autoritære linje og begrænsede udvikling af Uganda, stadig nyder opbakning i visse dele af det ugandiske samfund.
Muhoozi Kainerugaba er i dag hærchef i Uganda og er blandt andet kendt for sine koleriske opslag på sociale medier, hvor han har truet med alt lige fra at invadere nabolandet Kenya til at dræbe Bobi Wine.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.













