En militær oprørsgruppe, der af FN og menneskerettighedsgrupper anklages for at begå krigsforbrydelser og massakrer mod civile, kontrollerer værdifulde miner i det østlige DR Congo.
Mineralerne fra minerne finansierer oprørsgruppens krigsførelse.
Af samme grund stilles der krav om, at mineralerne ikke skal finde vej til vores mobiltelefoner og computere.
Det gør de så bare alligevel, viser en ny undersøgelse fra organisationen Global Witness.
Organisationens undersøgende journalister dokumenterer, hvordan oprørsgruppen M23, der kontrollerer store dele af det østlige DR Congo, tjener store penge på de såkaldte Rubaya-miner, hvorfra omkring 15 procent af verdens samlede mængde af mineralet coltan udvindes.
Mineralet bruges i elektronik, såsom mobiltelefoner, tablets og computere.
Kan ikke spores
Global Witness estimerer, at mere end 2.000 tons coltan er smuglet ud af DR Congo til nabolandet Rwanda, der også støtter oprørsgruppen både militært og økonomisk.
Der er typisk mellem 0,1 og 1 gram coltan i en mobiltelefon.
Organisationens undersøgelse er baseret på et års feltarbejde i DR Congo, hvor de blandt andet har interviewet en række coltan-smuglere.
I Rwanda blandes mineralet med lovligt udvundet coltan, hvorefter det registreres som rwandisk og eksporteres videre primært til Kina, før det omsmeltes og ender i den globale elektronikindustri.
Det betyder, at de kontrolmekanismer og sporingssystemer, der skal hindre konfliktmineralerne i at ende i vores elektriske biler, computere og telefoner, ikke virker efter hensigten.
Og problemet er stigende, vurderer Peer Schouten, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og forsker i netop konfliktmineraler, blandt andet fra DR Congo.
“Sporbarheden bliver generelt dårligere. Vi bliver stadig mindre sikre på, om vores forbrug er med til at finansiere de her konflikter”, siger han.
Standarder udvandes
Problemet skal ikke bare findes i smugling og sammenblanding af mineraler fra forskellige miner, forklarer seniorforskeren.
Overordnet set bliver standarderne for kontrol og sporbarhed med produkterne, der i stor grad stammer fra EU og USA, udvandet af, at Vesten i stadig mindre grad dominerer elektronikmarkedet. Og af at vi forbruger stadig mere elektronik.
“Samtidig med, at vi arbejder for en grøn omstilling, bliver vores materielle fodaftryk stadig større. Vi forbruger mere og mere elektronik, og kræver, at det skal være tilstrækkeligt billigt til, at vi gider købe det”, siger Peer Schouten.
I praksis har vi derfor opbygget et system, hvor de miljømæssige og sociale standarder for mineraludvinding i den vestlige verden er så høje, at det ikke er økonomisk profitabelt at udvinde mineralerne her.
“Derfor henter vi dem fra lande, hvor de sociale og miljømæssige standarder er meget lave. Og omkostningerne betales så af nogle andre, i form af krig og konflikt, miljøødelæggelse og dårlige arbejdsvilkår”, siger han.
Samtidig er Vesten ikke længere lige så relevant, mener seniorforskeren. Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo handler i dag mere med Kina og De Forenede Arabiske Emirater end med Vesten, fortæller han.
“Derfor har Vesten heller ikke længere den samme magt til at sætte standarder. Og de konkurrerer med elektronikfirmaer, der ejes af skuffeselskaber i andre jurisdiktioner, eller mod virksomheder fra eksempelvis Kina”, siger Peer Schouten.
Vælger Temu og Tiger
Et estimat er, at oprørsgruppen M23 tjener omkring en million amerikanske dollar om måneden på konfliktmineralerne.
Gruppen kontrollerer store dele af det østlige DR Congo, og udover coltan-minerne inkluderer det to byer, der hver især er større end København, samt grænseovergangene til Rwanda.
De opkræver også skatter og indfører egne regler og love i området.
“Ingen havde forventet, at M23 ville komme til at kontrollere så store dele af Den Demokratiske Republik Congo. Det, vi er vidne til, tilsvarer, at en væbnet gruppe overtog hele Sjælland”, siger Peer Schouten.
Samtidig forholder EU sig relativt passivt til problemet med konfliktmineralerne, mener han.
“Det ubehagelige spørgsmål er, om vi overhovedet ønsker at kende sandheden – og om vi er villige til at betale den højere pris for bæredygtigt udvundne mineraler. Hvor mange bekymrer sig reelt om det?”
“Apple og Samsung gør måske en vis indsats for at kontrollere deres forsyningskæder, men mange forbrugere køber billige produkter fra Temu eller Tiger-butikker uden at tænke over mineralernes oprindelse. Samtidig er det civilbefolkningen i DR Congo, der betaler den højeste pris”, siger seniorforskeren.