Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben29/10/2026

Statsrevisorer: Rigsrevision bør undersøge millioner til falsk våbenfabrik

71 millioner danske skattekroner til Ukraine er kommet på afveje. Nu efterlyser to statsrevisorer bedre kontrol med statens midler, og forsvarsministeren kaldes i samråd.
FV26: Ministeroverdragelse i Forsvarsministeriet
Både tidligere forsvarsminister Troels Lund Poulsen og den nuværende, Jeppe Bruus, bør forklare sig i sagen om den danske betaling til Datasel, lyder det blandt andet.Emil Nicolai Helms/Emilnicolaihelms/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

En velment donation fra Forsvarsministeriet til Ukraine er endt i en alvorlig sag om svindel, efter at 71 millioner danske skattekroner er havnet hos en falsk våbenproducent i Italien.

De skulle egentlig være gået til artillerigranater, men ikke én eneste granat er blevet leveret for pengene. Det var daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der gav hånd på donationen i april 2025.

Det burde aldrig være sket, og må aldrig ske igen, mener to statsrevisorer, som Danwatch har talt med.

Derfor kræver de nu, at sagen skal til grundig gennemgang hos Rigsrevisionen.

”Den her sag er jo helt grotesk. Man har simpelthen ikke kunne se forskel på billeder fra computerspil, AI og virkeligheden”, siger statsrevisor Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti med henvisning til Danwatchs afsløring om, at den falske våbenproducent brugte netop den type billeder på sin hjemmeside.

”Det er oplagt, at Rigsrevisionen vurderer den her konkrete sag og ser på, hvad vi egentlig bruger pengene på, når vi har brugt mere end 70 milliarder kroner til støtte for Ukraine. Når man bruger så mange penge og har travlt med at skaffe granater og andet, så er der stor risiko for korruption og misbrug”.

Danwatch har tidligere forsøgt at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen samt nuværende forsvarsminister Jeppe Bruus (S), men ingen af dem har ønsket at udtale sig.

En anden statsrevisor, Steffen Larsen fra Liberal Alliance, bakker op om, at Rigsrevision skal undersøge sagen.

”Rigsrevisionen bør kigge på det. For det er dybt bekymrende og skader tilliden, som borgerne skal have til systemet. Man burde spørge esterne: Hvem, hvad og hvordan køber vi det ammunition. Hvis man ikke gør det, har man ikke gjort det, man burde”, siger han.

Indkalder også til samråd

Udover at Rigsrevisionen skal have undersøgt sagen nærmere, så mener Anders Vistisen også, at ministrene skylder en grundig forklaring.

Derfor vil han indkalde til samråd med Jeppe Bruus og finansminister Peter Hummelgaard (S).

”Jeg vil bede om, at vi i finansudvalget kalder forsvarsministeren og finansministeren til samråd og får styr på, hvordan det her kan være sket, og hvorfor man ikke tager ansvar for, at danske skattekroner er endt hos den her virksomhed. Man har betalt 71 millioner kroner, før man opdager, at noget er galt”, siger Vistisen.

Han mener desuden, at der skal kigges på mere end blot den enkelte donation for at finde ud af, om der er tale om et ”systematisk problem eller bare en del af de penge, der er brugt” på donationer.

Steffen Larsen mener også, at ministrene er nødt til at forklare sig. Adspurgt om det gælder både Troels Lund Poulsen og Jeppe Bruus, svarer han:

”Det er jo grundlæggende en absurd sag. Jeg synes absolut, at Folketingets medlemmer skal interessere sig for denne her sag og finde ud af, hvad der er foregået. Hvad har forsvarsministrene vidst? Det skal klarlægges”, siger Steffen Larsen, der ikke længere selv sidder i Folketinget.

Danwatch arbejder på at få kommentarer fra Jeppe Bruus  og Troels Lund Poulsen, samt fra de fire øvrige statsrevisorer. Der er tale om Stephanie Lose fra Venstre, socialdemokraterne Leif Lahn Jensen og Benny Engelbrecht samt SF’eren Peter Westermann.

Mere om samme virksomhed

Datasel

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.