Her går EU til kamp mod Kinas dominans over Afrikas kobber

I Solwezi i det nordvestlige Zambia er vejene lavet af rødbrun jord, der i regnsæsonen bliver til ufremkommeligt pløre. Husene består af grove mursten, mudder og blik, og børnene spiller fodbold lavet af plastikposer holdt sammen af møre elastikker. 

Nogle steder, i hvert fald. 

I samme Solwezi finder man store villaer, internationale fastfoodkæder og velassorterede supermarkeder, hyppigt frekventeret af en lokal elite af indere, sydafrikanere, amerikanere, canadiere og franskmænd.  

Kontrasterne fortæller en større historie. Indtil for få årtier siden var det meste af dagens Solwezi dækket af skov. Så fandt man enorme mængder kobber i jorden under Solwezi, og hurtigt begyndte et sammenrend af minefolk fra hele verden at komme til området. I dag driver det canadiske mineselskab First Quantum Minerals en af Zambias største kobberminer i Solwezi. 

Derfor planlægger man også, at den såkaldte Lobito-korridor skal skære gennem byen.

Korridoren er en mere end 1300 kilometer lang jernbane, der vil forbinde Zambia og DR Congos mineralrige regioner med en udskibningshavn i Lobito, Angola. Og både EU og USA er massivt involveret. Faktisk er korridoren det enkeltstående infrastruktur-projekt, der fylder allermest i EU’s Afrika-politik med en samlet investering på over to milliarder euro. 

EU kan godt lide at kalde Lobito-korridoren for en udviklingskorridor. De slår på, at den skaber jobs og styrker handelsbetingelserne i de lande, den løber igennem. Men det er højest den halve historie: 

“Når EU – og USA for den sags skyld – kaster sig ind i arbejdet med at anlægge en jernbane gennem Zambia, DR Congo og Angola, er den primære motivation ikke jobskabelse eller anden lokal udvikling. For Vesten handler det om at sikre sig adgang til kritisk vigtige råstoffer som kobber i en verden med øget geopolitisk konkurrence”, siger Malyombo Mumbi, zambisk konsulent hos Crossboundary Advisory, hvor han rådgiver kunder om Lobito-korridoren og andre forhold i Zambias mineindustri. 

Med andre ord: Først forvandlede kobberet Solwezi fra bush til by, og nu er det rustfarvede metal også ved at gøre Solwezi til en geopolitisk arena. 

Kampen om kobberets vej ud

Kobber er muligvis det vigtigste råstof i hele verden. Det bruges i stort set alt, der er strøm i – fra elkabler og mikrochips til køleskabe og kaffemaskiner. 

Derfor er kobber også genstand for ophedet geopolitisk konkurrence. Alle skal bruge kobber, og i øjeblikket overstiger efterspørgslen udbuddet. Der er simpelthen brug for mere kobber, end hvad der er tilgængeligt på verdensmarkedet. 

Zambia er verdens syvende-største kobberproducent, men ligger inde med nogle af verdens største uudnyttede beholdninger. Eksperter vurderer dermed, at Zambias betydning for den globale kobberforsyning bliver vigtigere og vigtigere i de kommende årtier. 

I årtier har Kina været en magtfaktor i udvindingen af kobber i Afrika. Ikke mindst i Zambia. I 1998 købte China Nonferrous Metal Mining Company (CNMC) 85 procent af Chambishi-minen, en stor kobbermine, og siden har mange hundrede kinesiske selskaber investeret i zambisk kobber. Og flere er givetvis på vej: I 2024 lød det, at Kina forventede at skyde yderligere 5 milliarder dollars i Zambias kobberindustri frem mod 2031. 

Siden har den zambiske regering også meddelt, at de fra næste år er klar til at acceptere betaling i kinesiske renminbi for eksport af kobber  – en yderligere styrkelse af de finansielle bånd mellem Zambia og Kina.  

“Oprindeligt er Lobito-korridoren tænkt som et led i Europas forsøg på at stække Kinas magt i Afrika. Siden er EU også begyndt at udvikle projekter om fødevaresikkerhed og klimaresiliens langs korridoren, og dem vil de gerne brande sig på, fordi fortællingen er god, men udgangspunktet er, at Europa forsøger at positionere sig i det globale kapløb om adgang til kritiske mineraler”, siger Francesco Rampa, programleder i tænketanken European Centre for Development Policy Management, hvor han i flere år har fulgt og analyseret udviklingen af Lobito-korridoren. 

Man fornemmer tydeligt EU’s konkurrence med kineserne, når man ser på et kort over Lobito-korridorens planlagte forløb. I 1970’erne byggede Beijing en over 1800 kilometer lang jernbane – Tazara – fra byen Kapiri Mposhi i Zambia og til kysten i Dar es Salaam i Tanzania. Sådan har kineserne siden haft nem adgang til eksport fra Zambias kobberbælte, og i 2025 blev Kina, Zambia og Tanzania enige om at modernisere jernbanen. 

Efter planen skal Lobito-korridoren tage sin begyndelse akkurat samme sted som Tazara-jernbanen – i Kapiri Mposhi. Men i stedet for at strække sig østover, skal den gå vestover; i ét spor ind i DR Congo og i et andet til Solwezi og videre ind i Angola, hvor de to spor slår sig sammen og fortsætter ud mod Lobito ved Atlanterhavet. Dermed vil eksporten af zambisk kobber til vestlige markeder blive væsentligt nemmere og billigere.

I teorien i hvert fald, for en analyse fra European Centre for Development Policy Management viser, at Kina også sætter betydelige aftryk på Lobito-korridoren. Et sted mellem 80 og 95 procent af det kobber, der i dag finder vej til havnen i Lobito ender i Kina – og ikke i USA eller Europa. Samtidig flyder der kinesiske penge rundt i flere af de virksomheder og investorer, der spiller en stor rolle i korridoren. 

“At bygge en alternativ transportkorridor, er ikke det samme som at vinde kontrol over kobberet. Lobito-projektet ændrer ikke på, at mange af Zambias største kobberminer er ejet af kinesiske virksomheder, og at en stor del af forarbejdningen af kobberet bliver foretaget i Kina”, siger Malyombo Mumbi. 

Læs også: Vi har brug for kobber. Priscilla har brug for sin jord

10/10/2026

Undersøger mulige danske investeringer 

Lobito-korridorens strategiske vigtighed for Europa betyder, at private europæiske virksomheder flokkes om projektet. 

“Alle vegne jeg kommer, taler folk om Lobito-korridoren”, sagde Bruno Chevalier, Afrika-chef i den paneuropæiske brancheorganisation BusinessEurope, da EU og Den Afrikanske Union afholdt topmøde i Angolas hovedstad, Luanda, i november 2025. 

Indtil videre holder danske aktører sig på sidelinjen, men det kan hurtigt ændre sig. 

I en mail forklarer Udenrigsministeriet, at det er en klar dansk prioritet “at bakke op om EU’s Global Gateway-strategi”, unionens strategiske initiativ til at mobilisere investeringer i blandt andet infrastruktur i det globale syd. 

“Lobito-korridorprojektet befinder sig fortsat i en tidlig fase, men Impact Fund Denmark (statslig investeringsfond, red.)  ser i øjeblikket på et projekt under korridoren i Zambia. Samtidig arbejdes der på at afklare, om – og hvordan – Danmark kan engagere sig yderligere i korridoren, herunder i samarbejde med danske virksomheder”, lyder det i mailen. 

Lobito-korridoren forventes færdig mellem 2030 og 2032, men det er usikkert om tidsplanen er realistisk. Korridoren er en kombination af eksisterende og ny infrastruktur på tværs af tre lande, og hvor fremskredent arbejdet er, varierer meget afhængigt af, hvor man retter blikket hen.

I Solwezi er man slet ikke gået i gang med at anlægge den planlagte jernbane, der skal forbinde Zambias kobberminer med Angola. Denne del af korridoren – en 830 kilometer lang ny jernbane – forventes færdigfinansieret i slutningen af 2027, hvorefter opførelsen kan gå i gang. 

Lokalt er håbet ikke så meget, at Lobito-korridoren vil gøre det nemmere og billigere at eksportere kobber til vestlige markeder, men at projektet vil stimulere den zambiske økonomi. 

“Når vi taler om Lobito-korridoren, taler vi altid om de råstoffer, man vil kunne transportere ud af Zambia, men hvis projektet skal have gavn lokalt, skal korridoren også udnyttes til at styrke handlen ind i Zambia og forbedre markedsadgangen for det zambiske erhvervsliv”, siger Malyombo Mumbi.