I to måneder har israelske kampfly med dansk militært udstyr bombet Gazastriben. Lige så længe har vores blik mødt billederne af desperate voksne, der løber af sted med døde eller hårdt sårede børn i armene efter israelske bombardementer.
Siden Hamas-angrebet i det sydlige Israel den 7. oktober er der ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder blevet dræbt omkring 6.000 børn i Gaza. Seks tusinde. FN betegner tallene fra de Hamas-kontrollerede myndigheder som troværdige.
USA og FN opfordrer Israel til at gøre mere for at beskytte civile, mens menneskerettighedsorganisationer vurderer, at bombardementer af ambulancer, lejlighedskomplekser og flygtningelejre udgør mulige krigsforbrydelser.
I Holland har menneskerettighedsorganisationer nu sagsøgt staten, fordi de har tilladt eksport af reservedele fra Holland til israelske F-35-kampfly under den igangværende krig.
De hollandske afdelinger af ngo’erne Oxfam, Amnesty, The Rights Forum og Pax anklager den hollandske stat for at være medansvarlig for krigsforbrydelser i Gaza, og kræver at eksporten af reservedele til kampflyene standses.Organisationerne hævder, at eksporten strider mod blandt andet FN’s våbentraktat, som Holland (ligesom Danmark), har tilsluttet sig. Den hollandske regering hævder på sin side, at der ikke er endelige bevis for at F-35-flyene er involveret i grove overtrædelser af krigens love i Gaza.
Centralt i retssagen er et lækket dokument fra den hollandske ambassade i Tel Aviv, hvor i ambassaden advarer det hollandske udenrigsministerium om risikoen for at F-35-kampflyene vil blive brugt til mulige krigsforbrydelser.
Der forventes at falde dom i sagen allerede i slutningen af næste uge, siden domstolen kører sagen som en hasteprocedure på grund af de igangværende krigshandlinger.I Australien skal domstolene forholde sig til, om staten kan mørklægge våbeneksport til Israel. Her er organisationen Australian Centre for International Justice (ACIJ) sammen med tre palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer gået rettens vej for at få indsigt i, om Israel bruger australske våben og ammunition i bombardementerne af Gazastriben.
Australien har de sidste seks år givet 322 militære eksporttilladelser til Israel, men detaljer om hvilket udstyr, der er sendt til Israel, har den australske regering ikke givet indsigt i.
Også i Storbritannien ønsker menneskerettighedsorganisationer at gå rettens vej for at standse våbeneksport til Israel. Organisationerne Global Legal Action Network samt palæstinensiske Al-Haq har onsdag varslet et retsligt opgør med den britiske stats våbeneksporttilladelser til Israel, som følge af krigshandlingerne i Gaza.Herhjemme fortsætter den danske eksport til F-35-flyene, der produceres i USA. Israels militær råder for nuværende over i alt 36 F-35 fly med danske dele, mens yderligere 29 fly er bestilt.
Nyhedsoverblik
Velkommen til denne uges nyhedsoverblik, der skal handle om at flere stater, der eksporterer våben og militært udstyr til Israel, nu skal forsvare eksporten for domstolene.

Organisationer sagsøger stater for våbeneksport til Israel
Hvad har Danwatch afdækket om dansk våbeneksport til Israel?
Det var alt for dette overblik.
Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.
De bedste hilsner
