Novo, Novo, Novo. Der findes ingen danske virksomheder som i de senere år har fået lige så meget positiv omtale som den danske medicinalgigant Novo Nordisk. Tidligere på ugen stjal selskabet igen alle overskrifter, da koncernchef Lars Fruergaard Jørgensen foran pressen kunne præsentere et rekordregnskab, der lød på svimlende 104 mia. kroner i driftsoverskud – hvilket ikke mindst skyldes de to storsællerter Ozempic og Wegovy.
De mange milliarder er også godt nyt for statskassen. I det nye regnskab fremgår det, at Novo i 2023 betalte 16,2 mia. kroner i indkomstskat herhjemme, og landets politikere har da også tidligere lovprist selskabets betydning adskillige gange. Eksempelvis er Novo nævnt hele 31 gange i prognosen for den danske økonomi – også kaldet Økonomisk Redegørelse – som regeringen fremlagde i september måned.
Det har til gengæld ikke givet helt den samme genlyd, når der har været kritisk omtale af Novo. Eksempelvis satte Danwatch i 2023 fokus på en massiv kritik af Novo’s prispolitik i USA. Flere internationale organisationer og den amerikanske stat Californien advarede således om, at Novos høje priser kan koste menneskeliv, fordi et voksende antal patienter ikke har råd til den livsvigtige medicin.
Danwatch har også skrevet om, hvordan det nordafrikanske land Algeriet tidligere har anklaget Novo for at medvirke til landets mangel på insulin, hvilket kan have fatale konsekvenser for landets diabetespatienter.

