”Det er naturligvis meget beklageligt, at en del af vaniljeproduktionen i Madagaskar tilsyneladende foregår under de forhold som Danwatch har beskrevet. Jeg mener helt grundlæggende, at virksomheder, også de danske, har et ansvar for at adressere de negative indvirkninger som deres forretning skaber”, udtalte Erhvervsministeren Brian Mikkelsen til samrådet.
Forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger, som har 13 års dansk og international erfaring med straffe- og menneskerettighedssager, mener ikke, at virksomhederne har gjort deres hjemmearbejde godt nok.
“Virksomheder kan jo ikke bare lukke øjnene og håbe, at alt er i orden. Hvis de skriver, at de ikke vil acceptere børnearbejde, så skal de også gøre sig den ulejlighed at tjekke, om deres leverandører overholder det. Ellers er det en gratis omgang. Det er ikke sådan, det klaver skal spille”, udtalte Poul Hauch Fenger til Danwatch i forbindelse med undersøgelsen ‘Vaniljens skjulte pris’.
“Virksomheder har et ansvar gennem hele leverandørkæden for de produkter de sælger, og for at adressere de negative indvirkninger de forårsager, i overensstemmelse med internationale principper, retningslinjer og konventioner på området”, slår Erhvervsministeren Brian Mikkelsen fast.
Erhvervsministeren mener, at der er brug for gode dog frivillige rammer, der skaber motivation for at virksomhederne samarbejder med leverandører, ngo’er, regeringer og andre virksomheder i branchen om at løse udfordringerne. Især FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, mener Erhvervsministeren, er et godt udgangspunkt.
Næstformand for Udenrigspolitisk Nævn og udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) deltog også aktivt i samrådet.
“Det som vi måske savner lidt, det er de konkrete værktøjer, for så kunne vi træde ordentlige arbejdstagerrettigheder igennem og så kunne vi sikre at den her form for udnyttelse af arbejdskraft ikke fandt sted,” udtalte Hækkerup til ministrene.
Ministeren for Udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs nævner, at det er særligt relevant at fremhæve Danmarks samarbejde med Sustainable Trade Initiative, i sagen om børnearbejde og gældsslaveri i Madagaskars vaniljeproduktion, som arbejder med at fremme bæredygtig handel i en række globale værdikæder i udviklingslande, herunder vanilje.
Samarbejdet med STI er et eksempel på et tværsektorielt samarbejde, som både Ministeren for Udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs og Erhvervsministeren Brian Mikkelsen, mener blandt andet kan være med til at bidrage til at løse lignende problematikker. De er også entydigt enige om at udbredelse af viden om internationale retningslinjer globalt set og rammer for dialog nationalt set skal styrkes.
Udviklings- og arbejdsmiljø ordfører Christian Juhl (EL) er ikke tilfreds med samrådets udfald og de to ministres svar fortæller han til Danwatch.
“Det er jo stort set standard svar de giver. Det rigtig nok at vi har nogle organisationer, der skal kigge på de her ting, men der er to svagheder i det. På handelsområdet er det, at det alt sammen er via dialog og frivillighed, og det kan man godt gøre blandt de bedste virksomheder.” Juhl henviser her til de 1000 største virksomheder, som ved lov skal rapporterer om deres samfundsansvar i deres årsrapporter.
“Jeg mener vi er nødt til at dele virksomheder op i to tre kategorier, dem der kan og vil selv, dem der gerne vil men ikke kan, altså dem som skal have rådgivning og hjælp, og så dem der hverken kan eller vil, og der skal være en strammere behandling og det skal vi have fundet et system til”, foreslår Udviklings- og arbejdsmiljø ordfører Christian Juhl (EL) og udtaler afslutningsvis, at han ser fremskridt i forhold til alene det, at Erhvervsministeren og Ministeren for Udviklingssamarbejde anerkender problemet og understreger, at det er uacceptabelt.