9. januar 2023

Aalborg lagt på is: Stenrige schweizere blæser på skattely-spørgsmål

Aalborg Forsyning og bestyrelsesformand Per Clausen (EL) har bedt det schweiziske selskab Mercuria Energy Trading, som man har købt kul for over en halv milliard af, redegøre for deres ejerskab skattely – men har intet hørt i over halvanden måned.

Mercurias ejere Daniel Jaeggi (tv.) og Marco Dunand (th.) Foto: Mercuria Group. Foto: Mercuria Group.

“Det er helt nye oplysninger for os. Vi beder om at få klare svar og dokumentation for, hvordan man i det selskab håndterer skattebetaling”.

Så kontant lød det fra Aalborg Forsyning og bestyrelsesformand Per Clausen fra Enhedslisten til DR den 17. november. Udmeldingen kom efter, at Danwatch kunne afsløre, at Aalborg Forsyning har indkøbt kul for over 600 millioner kroner af det schweiziske firma Mercuria Energy Trading, der ultimativt er ejet af et selskab i skattely.

Her over halvanden måned senere har Aalborg Forsyning dog ikke hørt ét eneste ord fra Mercuria og ejerne – de to schweiziske milliardærer Marco Dunand og Daniel Jaeggi. 

Mercuria Energy Trading har hovedkvarter i Schweiz, men gennem en avanceret selskabskonstruktion ender ejerskabet via et tomt skuffeselskab i Cypern og et holdingselskab i det notoriske skattely De Britiske Jomfruøer i sidste ende på Guernsey – en lille britisk ø i den Engelske Kanal. Det afslører dokumenter fra det amerikanske børstilsyn og oplysninger fra adskillige selskabsregistre.

Professor i skat og offentlig økonomi Arjan Lejour fra Tilburg University i Holland, der er ekspert i multinationale selskaber og skatteplanlægning, vurderer Mercurias sindrige selskabskonstruktion således:

“Der er helt klart tale om skatteundvigelse, og der kan endda også være tale om skatteunddragelse”, siger han.

“Det er en struktur, der bruges af mange multinationale virksomheder til at få penge ud af EU til et skattely”, siger han.

Som udgangspunkt er det ikke ulovligt at spekulere i skattely for at betale mindst muligt i skat – også kaldet skatteundvigelse – men det betyder, at statskasser går glip af skattepengene. Drejer det sig derimod om decideret skatteunddragelse er det i strid med loven og strafbart.

Sagen er ekstra prekær for netop Per Clausen, fordi han var en af initiativtagerne til, at Aalborg Kommune – som Aalborg Forsyning er ejet af –  har tilsluttet sig charteret skattelyfri kommuner. Det har til formål at “udvikle en skattelypolitik, der sigter mod at undgå at handle med virksomheder, der misbruger skattely og laver aggressiv skatteplanlægning”.

I 2017 gik Per Clausen på Twitter med et budskab om, at Aalborg Kommune skulle stoppe med at handle med selskaber i skattely. Fornylig kunne Danwatch så afsløre, at Aalborg Forsyning, hvor Per Clausen er bestyrelsesformand, har indkøbt kul af Mercuria Energy Trading, der ultimativt er ejet af et selskab i skattely.

Og Per Clausen, der også er formand for Klima- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune, er godt irriteret over, at Mercuria ikke er vendt tilbage:

“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, fordi vi er interesseret i at få den her sag belyst – også fra deres side – og få gjort noget ved det i den udstrækning, at der er nogle problemer, som der skal gøres noget ved”.

“Det er klart, det er selvfølgelig irriterende og frustrerende. Ikke mindst fordi, at hvis man skal være ærlig, så er kulmarkedet ikke sådan et marked, hvor man bare kan gå fra det ene selskab til det andet og forvente at finde nogen, hvor alting er i den skønnest orden. Det er et besværligt marked, og det kunne være rart igen at komme ud af det, men indtil da bliver vi jo nødt til at skaffe noget kul”.

Per Clausen, rådmand for Klima og Energi i Aalborg Kommune Foto: Lars Horn / Baghuset

Hvad har I gjort i forhold til det manglende svar?

“Vi har umiddelbart inden jul sendt en rykker til dem”.

Kunne I finde på at handle med Mercuria igen, så længe I ikke har fået noget svar?

“Altså vi har en forventning om, at vi får et svar, inden vi skal lave en ny aftale. Vi har ikke lavet nogle nye aftaler med dem i den periode, der er gået”.

“Vores udfordring er den, at når vi i løbet af foråret skal have kulleverancer igen, så er de muligheder, vi har for at få det fra firmaer, som har nogen som helst sandsynlighed for skulle være bedre end Mercuria, meget lille”.

“Det er tilsyneladende ikke et marked, som tiltrækker sådan rigtigt ansvarlige investorer ret meget mere, og det er der måske ikke så meget at sige til. Kul er på mange måder dybt problematisk”.

Både dig selv og Enhedslisten har jo altid haft det som en mærkesag at bekæmpe skattely. Hvordan har du det så med, at Aalborg muligvis har købt af et selskab, der kan befinde sig i skattely?

“Det er jo rigtig skidt, hvis det er sket. Så er det selvfølgelig rigtig skidt. Vi skal jo gøre, hvad vi overhovedet kan, for at sikre at det ikke sker. Og det synes jeg er rigtig ærgerligt”.

“På den anden side må man også erkende, at når man er på disse her markeder, så vil man undertiden komme til at købe nogle ting nogle steder, hvor man finder ud af, at det var nok ikke så godt”.

“Og så må man prøve at rette op på det, og det er det, vi prøver at gøre. Så er vi bare i den helt særlige udfordring, at når det handler om kul, så kan være rigtig svært at finde nogle alternative leverandører, som der ikke er et eller andet galt med”.

Nordjyllandsværket, der hører under Aalborg Forsyning, anvendte ifølge en artikel i Ingeniøren 577.000 tons kul i 2021. Op mod 90 procent af kullet kom dengang fra Rusland. 

Derfor skulle Aalborg Forsyning finde nye leverandører efter krigen i Ukraine brød ud, og sanktionerne væltede ned over Rusland.

Som offentligt ejet forsyningskoncern er Aalborg Forsyning underlagt udbudsreglerne, men Aalborg Forsyning oplyser til Danwatch, at lige præcis kul ikke er en ydelse, der skal i  sendes EU-udbud. Derfor kunne Aalborg Forsyning godt have valgt en anden leverandør end Mercuria.

Aalborg Forsyning oplyser desuden, at eventuelle leverandører skal overholde en række CSR-krav, før de ønsker at indgå kontrakt med dem. Bestyrelsesformand Per Clausen (EL) har tidligere oplyst, hvilke CSR-krav Aalborg Forsyning stiller til deres kulleverandører i forhold til beskatning:

“Aalborg Forsyning har implementeret FNs Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGPs) og OECDs Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. Det indebærer blandt andet, at vi stiller krav til vores leverandører om, at de efterlever OECDs principper for økonomisk bæredygtighed. I forbindelse med beskatning vil det blandt andet sige, at vores leverandører skal agere ansvarligt og overholde skattelovgivningen i de lande, hvor de opererer”.

I har jo underskrevet det her charter om skattelyfri kommuner, hvor I skal udvikle en skattelypolitik, der sigter mod, at man undgår at handle med de her virksomheder. Nu fandt vi jo det her på nettet om, at de har et ejerskab i skattely. Har jeres politik været god nok i forhold til at undersøge de her kulleverandører?

“Altså jeg mener, at de informationer vi har fået, der har vi ikke kunnet se, at der var noget problem. Og det må jeg bare holde mig til. Vi har nogle procedurer, vi igangsætter. De procedurer forsøger vi at sikre bliver overholdt, og så vidt jeg kan se, er procedurerne overholdt i den her sag. Og det er klart hver eneste gang, der bliver et tilfælde, hvor man kan sige, at her er sket noget, der måske kunne være anderledes, så må vi selvfølgelig også kigge på, om procedurerne er gode nok“.

“Men jeg tror bare, man skal være ærlig at sige: At forestille sig nogle procedurer, der gør, at der aldrig kommer til at ske fejl, det er ikke særlig sandsynligt. Det afhænger også helt af, om de virksomheder, man handler med, spiller med åbne kort, eller om de forsøger at skjule ting. Og gør de det, skal man jo først opdage dem”.

Tænker du, at I skal have en mere aktiv politik om at undersøge firmaerne nærmere?

“Vi diskuterer jo hele tiden den indkøbspolitik, vi har, og om den leverer på de mål, vi har – og der kommer det her jo selvfølgelig også til at blive diskuteret, om der er mere, vi kan gøre”.

“Men når dem, som jeg er blevet varslet om har det bedste ry på markedet, også viser sig muligvis at have nogle lig i lasten – det her med skat ved vi jo ikke helt med sikkerhed endnu – så viser det jo, at det er rigtig, rigtig vanskeligt”.

Ærgrer det dig, at I ikke havde de her oplysninger om deres ejerskab i skattely inden, at Ii købte af dem, så I kunne have spurgt ind til det?

“Vi må jo gøre det her så godt, vi kan, og det har vores medarbejdere gjort. Hvis der så sker noget, man skal rette op på, så må vi jo gøre det”.

Og det kunne så være, at man fremadrettet kigger på, om man skulle have nogle andre procedurer i de her indkøbspolitikker?

“Man kan sige, at man kan undersøge tingene mere grundigt. Min klare opfattelse er bare, at vi aldrig vil kunne være helt sikre på, at der ikke er nogen, der fremstår mere rene, end de er“.

“Og så er det selvfølgelig godt, at der er nogen, som påtager sig den journalistiske opgave – som I  jo gør – med at grave et spadestik dybere og finde nogle ting, der gør, at vi bliver nødt til at kigge på tingene igen. Selv om det er træls at blive udsat for, så er det jo godt, at der er nogen, der gør det. Så det er jeg sådan set glad for. Det er den eneste måde, vi bliver bedre på, når vi bliver kigget efter i kortene”.

Og så skal I muligvis også selv gøre en større indsats?

“Jeg kan love dig, at hver eneste gang, nogen som jer ringer til os og mener at have fundet noget, så giver det anledning til overvejelser hos os om, hvad vi kan gøre bedre. Også fordi jeg har ikke – vi har ikke – noget ønske om at fremstå som nogle, der ikke overholder de her ting“.

Danwatch har også forsøgt at få svar fra Mercuria om deres selskaber i skattely, men på trods af gentagne henvendelser har vi ikke modtaget noget svar.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right