22. november 2018

Asparges i danske supermarkeder skaber vandmangel i Peru

Produktionen af asparges og avokado er skyld i tørke i Peru, hvor nogle områder kun har adgang til drikkevand i tre timer hver 20. dag, viser ny rapport. Aspargesene ender på hylderne i danske supermarkeder.

Aspargesplukker i Ica-dalen i Peru. Foto: Swedwatch

Hele landsbyer i Perus Ica-dal er ved at tørre ud. Småbøndernes frugter og grøntsager visner, og dalens beboere har meget begrænset adgang til drikkevand. Det skyldes en stigende storproduktion af især asparges og avocado, der suger enorme mængder grundvand ud af jorden.

Det konkluderer de to svenske organisationer Swedwatch og Diakonia i en ny rapport. Efter et besøg i dalen dokumenterer de, hvordan vandmanglen blandt andet forringer lokalbefolkningens sundhed.

“Når du ikke har nok vand, så påvirker det din hygiejne. Børnene her er ikke vant til at vaske deres hænder. Der er mange sygdomme, såsom diarré, der spreder sig på grund af manglen på vand. Det berører både børn og ældre mennesker,” fortæller en beboer fra det berørte område, Santacruz de Villacurí, i rapporten.

Adgang til drikkevand er en menneskeret, og ifølge FN’s retningslinjer har detailkæder og andre opkøbere af varer et medansvar for de eventuelle krænkelser, som er sket i løbet af varens produktion.
Det viser sig, at asparges fra de tørkeramte områder i Peru også ender i danske supermarkeder.

Lokalbefolkningen får vand hver 20. dag

Avokadoproduktion kræver enorme mængder vand. Danwatch har tidligere kunnet dokumentere, hvordan plantager i dele af Chile har skabt akut vandmangel for lokalbefolkningerne, og situationen i Peru ser ud til at have udviklet sig efter samme mønster.

Den globale efterspørgsel på avokado og asparges har fået storlandbrug til at udvide produktionen, og landbrugssektoren optager nu 90 procent af grundvandet i Ica-regionen.

Alt imens har de lokalsamfund, som Swedwatch og Diakonia har besøgt, i bedste tilfælde adgang til vand tre timer om dagen – og i værste tilfælde i omtrent tre timer hver 20. dag.

”De store landbrugseksportører kan gøre, hvad de vil. De bliver ved med at udvinde vandet, og der sker intet, for myndighederne ser bare gennem fingre med det,” siger en bonde fra et lille landbrug i Pueblo Nuevo i Ica til Swedwatch.

[Citat1]

De drænende asparges ender i Danmark

Asparges fra Ica-dalen kan findes på hylderne i både Coops, Salling Groups og Dagrofas butikker i Danmark. Salling Group sælger også avokado fra dalen. De oplyser til Danwatch, at de samarbejder de med mærkningsordningen Global G.A.P. og Fair for Life ordningen, der stiller krav til vandforbrug.

Det samme gør Coop, som tilmed oplyser, at de samarbejder med deres leverandører omkring problematikken, som er velkendt for detailkæden.
Hos Dagrofa indrømmer CSR-chef Mogens Werge, at der bør gøres mere for at komme problemerne i industrien til livs.

”Vi må erkende, at vi har et problem her,” siger han. Han peger samtidig på, at sagen relaterer sig til større problemstillinger såsom detailkædernes forhold til klimaforandringer, og varer, der efterspørges af forbrugerne året rundt.

Rema 1000 og Lidl får ikke leveret asparges fra Ica-dalen.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down