”En af ECXs store bedrifter er, at vi yder markedsinformation i realtid i hele landet”, siger Anteneh Degefe, kommunikations- og mediespecialist hos ECX.
”På den måde sørger vi for, at selv små bønder i øde egne er bekendte med den daglige kaffepris”.
Svag forhandlingsposition
Omkring 350 kilometer mod sydvest i Jaboo, Oromia, oplever Daniel Godebo situationen temmelig anderledes: Den 57-årige kaffebonde er en af fire millioner mindre jordejere, der dyrker kaffe i Etiopien, og han ejer og dyrker to hektar kaffeskov i Jaboo, Oromia. Regionen siges at være ‘kaffens vugge’, og den står for 65% af den etiopiske kaffeproduktion.
”Vi kender ikke markedsprisen, så jeg solgte min tørrede kaffe for 0,66 € per kilo i år, og så hørte jeg, at min nabo fik 1,10 € per kilo for sin kaffe”.
På trods af ECXs anstrengelser for at yde prisinformation til bønder som Daniel Godebo, står dårlig infrastruktur ofte i vejen mange steder, hvilket gør dem til lette ofre for private handelsmænd.
”ECX yder prisinformation i områder med udbredt elektricitet, men har sværere ved at nå ud i fjerne dele af landet”, siger Rahel Bekele, Senior Value Chain Advisor hos Oxfam GB.
Daniel Godebos fortjeneste fra kaffen skal brødføde en familie på ti, så han er langt fra begejstret for ECX. Ligesom størstedelen af små kaffebønder i området dyrker han noget frugt og producerer vildhonning for at supplere indtægten fra kaffe, fordi afkastet kan variere meget fra sæson til sæson.
”De priser, vi får, er på ingen måde sammenlignelig med det arbejde, vi lægger i det. Vi arbejder virkelig hårdt for ikke at sulte”.
Kaffebønderne har brug for hurtige penge
30-årige Biya Kamal ejer 0,5 hektar kaffeland i den nærliggende by, Somodo, og han kan heller ikke se, at de gode intentioner hos ECX har nogen effekt i virkeligheden. Han solgte sin kaffe for 0,55 € per kilo sidste år, og han fortæller om private handlende, der indsamler kaffe i regionen til den lavest mulige pris, som han tvivler på har noget som helst at gøre med markedsprisen.
“Men selv hvis jeg var sikker, kan jeg kun vente i en meget begrænset periode, da jeg skal betale regninger og skat, jeg har ikke nogen opsparing”, siger han.
Det akutte behov for penge stiller kaffeproducenterne i en svag position i prisforhandlinger med andre handlende, siger Mefthe Tadesse, landsformand hos TechnoServe, en organisation, der opmuntrer kaffebønder til at indgå i andelsforetagender og tilbyder dem lån og direkte markedsadgang.
”Fraværet af en opsparingskultur i disse lokalsamfund gør dem sårbare overfor private handlende, der ønsker at presse prisen i bund eller endda ulovlige handlende; bønderne har brug for penge dén dag, og derfor sælger de i stedet for at vente på et bedre tilbud,” siger hun.
I sidste uge hørte Biya Kamal rygter om en prisstigning, ”men få familier har kaffe derhjemme i øjeblikket, vi solgte det til lave priser, fordi vi havde udgifter, der skulle dækkes”. Han ser gerne, at regeringen blander sig, og han har sammen med andre bønder fra området klaget til distriktets embedsmænd.
”De fortalte os: det er et frit marked, bare sælg jeres geder og vent på en bedre pris!”. Men Biya Kamals familie på fem har ingen geder at sælge, to køer og et par høns går rundt i husets lille baggård, og de dyrker små mængder majs og græs for at supplere indtægten fra deres kaffe.
Forenede kaffebønder
Mangel på information gør de små bønder til lette ofre for mellemhandlernes kreative matematik.
”Jo længere en værdikæde er, desto mindre er fordelen for bønderne. At bryde denne kæde er noget af det vigtigste, og mellemhandlerne skal fjernes fra kæden”, siger Rahel Bekele.
Oxfam GB har for nyligt afsluttet deres arbejde med et kaffeværdikædeprojekt, der er rettet mod 13.000 bønder. Projektet konkluderede, at organisering i kooperativer er en af de bedste løsninger for små bønder. Af den grund stiftede Tadesse Meskele, Oromia Coffee Farmers Cooperative Union (OCFCU) i 1999. OCFCU arbejder for at styrke bøndernes position i prisforhandlinger, klæde dem på til at forlange tilstrækkelige priser og fjerne mellemmænd og handlende fra værdikæden ved at rette markedsføringen mod udvalgte eksportkøbere.
“Multinationale virksomheder har ingen interesse for bønder overhovedet, de køber etiopisk kaffe gennem ECX til markedspris”, siger Tadesse Meskele.
“Gennem foreningen kan vi sælge direkte til fairtradekøbere til priser, der er op til tre gange højere, hvilket giver bønderne en chance for at få en nogenlunde anstændig tilværelse”.
Kooperativer og gårde til kommercielt brug må sælge specialkaffe direkte, dvs. uden om ECX-systemet og på den måde kan de etablere forretningsforhold med eksportører.
Kooperativet Haro nær Jimma, Oromias størsteby sydvest for Addis, er det ældste af 240 kooperativer, som foreningen har etableret indtil nu. 738 mænd og 91 kvinder producerer her både soltørret og vasket kaffe, der bliver behandlet og sorteret på deres egne tre tørmøller og to vaskeanlæg, transporteret til OCFCUs områder i Gelan, og derefter solgt direkte til internationale købere.
”Ved at fjerne handlende og mellemlænd har vi forkortet værdikæden betydeligt, og vi kan nu betale 70% af nettooverskuddet til kaffeproducenterne”, forklarer Tadesse Meskele. Derudover tilbyder foreningen kooperativerne kapital til opgradering af deres udstyr, samt kvalitetstræninger for at kunne leve op til kravet fra internationale købere. Kooperativet lægger en del af fortjenesten til side til år med lavt afkast fra kaffehøsten og til forbedring af lokalsamfundet; i Haro har man brugt denne opsparing på en lokal skole og en drikkevandsstation”.
Tadesse Meskele arbejder for at udbrede kendskabet til kollektiv organisering blandt kaffeproducenterne.
”Indtil videre har kun 20% af bønderne organiseret sig i kooperativer, dette tal er nødt til at stige”.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]
En opgave uden fremtid
Der er skepsis over for kooperativ organisering hos Biya Kamal.
“Jeg tvivler på, at de (kooperativer red.) er så effektive. Jeg har hørt, at folk venter alt for længe på deres penge”, siger Biya Kamal. Han har været til kvalitetstræninger, men han føler ikke, at anstrengelserne bærer frugt, og han vil ikke holde op med at producere kaffe til eksport.
Daniel Gedebo øjner en fordel i at arbejde sammen med andre.
”I modsætning til mig selv, der akut har brug for penge, og som kaster min kaffe efter de handlende, har foreningen magt til at forhandle til en fornuftig pris; ingen tager sig af mine priskrav”.
Sophie Stracke
