Imidlertid fanger de ikke-industrielle fiskere ikke altid tilstrækkeligt til at forsørge sig selv og deres familier. Kun tre procent af de 15.000 ikke-industrielle fiskerbåde, som står for 80 % af Mozambiques havfiskeri, har motor. De fleste af dem mangler derfor den nødvendige motorkraft, der kunne bære dem længere ud på havet, hvor den store fangst er.
Lorenzo Armado, der arbejder som fisker i Tofo, forklarer, at de ikke finder fisk tæt på stranden: ”Vi er nødt til at sejle flere mil ud fra kysten, og det er hårdt, når man bruger håndkraft”. Så når fiskelicenser, husholdning og andre regningerne skal betales, er han nødt til at supplere indkomsten med arbejde på de lokale landmænds marker, før han kan sætte mad på bordet til sin familie.
Fisk udgør en væsentlig del af mozambiquernes proteinindtag og er derfor en vigtig del af deres fødevaresikkerhed. Men selv for fiskerne i Tofo kniber det med at få proteiner nok. ”Jeg kæmper for at fange tilstrækkelig med fisk til familien. Når det ikke lykkedes, er vi nødt til selv at købe dem på markedet”, beretter fiskeren Francisco Fernando.
Til trods for den beskedne fangst er der ikke mange alternativer, når bådene kommer tomme hjem. Ifølge Pedro Rafael, chef for den lokale gruppe af fiskere i Tofo, er fiskeri mere eller mindre det eneste erhverv, som fiskerne kender til, og de kan ikke uden videre skifte karriere. ”Det her er vores arbejde”, understreger han.
Carsten Terp
