29. nov '24Sikkerhed og våben

Forsvarets storleverandør efterforskes for korruption og bestikkelse

Våbengiganten Thales, der har store millionkontrakter med det danske forsvar, er under massiv efterforskning af britiske og franske myndigheder. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har dog ikke kendskab til, at danske ordrer eller produkter er involveret.

Defence Demonstrates A New Radar System, 't Harde 15 Feb 2024
Thales har landet kontrakter for millioner i Danmark, blandt andet angående radarsystemet Ground Master 200. Foto: Hollandse Hoogte/Ritzau Scanpix

Den franske våbengigant Thales bliver lige nu efterforsket af myndighederne i både Storbritannien og Frankrig for at have betalt bestikkelse og taget del i korruption i forbindelse med en eller flere større handler.

Det bekræftede britiske Serious Fraud Office og franske Parquet National Financier i en fælles pressemeddelelse sidste uge.

Udmeldingen om efterforskningen sker knap et halvt år efter adskillige ransagninger på Thales’ kontorer i Europa, herunder i Frankrig, Holland og Spanien, som flere internationale medier som The Guardian og Reuters har beskrevet har relation til sagen.

Virksomheden har i høj grad bidt sig fast i det danske marked, hvor de har vundet udbud på et trecifret millionbeløb og etableret våbenproduktion i Albertslund.

Kontrakter for millioner

Den danske afdeling tæller i dag mere end 45 medarbejdere på hovedkontoret i Ballerup, ligesom en række nylige aftaler illustrerer Danmark som et yndet marked for Thales.

Sidste år landede de blandt andet en ordre på fem såkaldte “Ground Master 200 Multi-Mission Compact”-radarer fra det danske forsvar. Levering af reservedele og serviceydelser til Smart S-radarsystemerne på de danske krigsskibe er også en indbringende forretning for Thales, som Forsvaret for en uge siden kastede 220 millioner kroner efter, viser danske udbudsdokumenter.

Aftalen er indgået med Thales’ hollandske afdeling, som angiveligt blev ransaget i sommer i år.

“Superradaren” sidder på fregatterne Absalon og Esbern Snare og hjælper besætningen med at lokalisere både skibe og fly på mere end 250 kilometers afstand.

Dertil har Thales en række øvrige rammeaftaler, der kan løbe op i mere end 200 millioner kroner yderligere.

Royalt skær

Thales har desuden en samarbejdsaftale med den danske radarproducent Weibel Scientific, som blev underskrevet med pomp og pragt på den danske ambassade i Paris under tilstedeværelse af Prins Joachim, daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og Frankrigs daværende forsvarsminister, Florence Parly.

”Med samarbejdet med Thales kan vi markant forbedre radarudbuddet og imødekomme behovet hos slutbrugerne. Denne blåstempling fra en førende luftforsvars og -overvågningsudbyder som Thales er en stor anerkendelse af Weibels teknologi og potentiale,” lød det fra Weibels daværende direktør, Peder R. Pedersen.

Thalesweibel
Frankrigs forsvarsattaché Vincent Samson, forsvarsminister Florence Parly, forsvarsminister Trine Bramsen (S), forsvarsindustriattaché Prins Joachim og forrest vicepræsident for Thales Land and Air Systems Christophe Salomon samt Weibels daværende direktør, Peder R. Pedersen. PR-foto: Thales

Weibel har ikke reageret på Danwatch’ henvendelse og svaret på spørgsmål om, hvorvidt sagen trækker tråde til den familieejede radarvirksomhed fra Allerød.

Det danske eventyr er dog langt fra slut for den franske gigant – og i partnerskab med Våbenfabrikken vil Thales fremover rulle håndvåben ud af fabrikken i Albertslund, som de annoncerede i midten af september.

Det er mere end 60 år siden, der senest blev produceret håndvåben på dansk jord.

FMI: Intet kendskab

Danwatch har på baggrund af sagen sendt en række spørgsmål til FMI om, hvordan de forholder sig til mistanken mod Thales, om den får indflydelse på eksisterende aftaler, og om Thales bør udelukkes fremadrettet, hvis de dømmes ved en domstol.

Dem har de ikke ønsket at svare på, men i stedet har FMI sendt et kort skriftligt generelt svar:

“FMI følger ligesom den øvrige offentlige sektor gældende udbudsregler. Vi har ikke kendskab til, at de efterforskninger, du henviser til, skulle vedrøre anskaffelser, der har med det danske forsvar at gøre”, lyder det.

Derudover har Danwatch spurgt den danske politienhed National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), om de bidrager til efterforskningen, eller selv er gået ind i sagen. Det ønsker de dog ikke at gå ind i.

“Som udgangspunkt hverken be- eller afkræfter NSK eventuelle efterforskninger mod konkrete virksomheder eller personer”, lyder det i et skriftligt svar.

Danwatch har også sendt en række spørgsmål til Thales Danmark om sagen. Dem har direktør Martin Søegaard videresendt til kommunikationschef for Nord- og Centraleuropa, Lynne Scott Walters, som har sendt et skriftligt svar:

“Thales afviser beskyldningerne, der er kommet til vores kendskab”.

Samtidig skriver Thales, at sagen angiveligt drejer sig om en kontrakt i Asien, og at de overholder “al national og international lovgivning”.

“Thales bekræfter at Parquet National Fiancier (PNF) i Frankrig og Serious Fraud Office (SFO) i Storbritannien har indledt en efterforskning i relation til fire Thales-afdelinger lokaliseret i Frankrig og Storbritannien vedrørende en kontrakt i Asien.

Thales afviser beskyldningerne, der er kommet til vores kendskab.

Selskabet samarbejder fuldt ud med PNF i Frankrig og SFO i Storbritannien.

Thales overholder al national og international lovgivning.”

Vi har lavet et spørgeskema, der tager 4-8 minutter at udfylde, og vi håber du har lyst til at give din mening om os til kende.

Det gider jeg godt