Åbner i en ny fane
Energi01/10/2026

Løkke “havde gerne set” fuld stop for dansk hjælp til russisk gas

Mens truslen fra Rusland vokser, servicerer det fynske værft Fayard stadig skibe, der fragter russisk gas for milliarder. Lars Løkke Rasmussen mener, at et forbud, der først træder i kraft fra næste år, allerede burde være indført.
Pressemøde i Finansministeriet om regeringens 2035 plan
Lars Løkke Rasmussen støtter et forslag om at fremrykke sanktioner, der vil ramme det danske skibsværft Fayard.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ønsker hårdere sanktioner mod Rusland og mere pres på landets økonomi for at bremse krigen i Ukraine. 

Nu retter han kritik mod det danske skibsværft Fayards service af de skibe, som transporterer flydende russisk gas (LNG) til Europa. Skibene er en vigtig komponent i Ruslands eksportindtægter.  

Ifølge Danwatchs oplysninger er Fayard det sidste værft i Europa, der fortsat tilbyder denne type service til skibene. Og lige nu har værftet besøg af tankeren Nikolay Yevgenov, der er ved at blive klargjort til nye fragter med russisk LNG.  

Danwatch har spurgt regeringen om de støtter idéen fra flere EU-politikere om at fremrykke sanktionerne, så det allerede nu bliver ulovligt for Fayard at servicere LNG-tankere, der fragter russisk gas fra Yamal-anlægget.

Det bekræfter Lars Løkke Rasmussen (M) i et skriftligt svar til Danwatch:

“Jeg havde gerne set, at forbuddet trådte i kraft tidligere”, skriver udenrigsministeren, som tilføjer, at han er tilfreds med, at servicering af LNG-skibene er blevet en del af sanktionerne.

Fayard: “Vi forstår godt, at udenrigsministeren”

I og med at Fayard indtil årsskiftet fortsat lovligt kan servicere skibe som Nikolay Yevgenov, siger udenrigsministeren dermed direkte, at værftets service burde være blevet stoppet langt tidligere.

Og det har Fayard, som Danwatch har været i kontakt med, fuld forståelse for. 

“Vi forstår godt, at udenrigsministeren gerne ville have udfaset russisk LNG tidligere end 2027, og dermed også den logistik til europæiske terminaler, havne og services forbundet med importen af gassen til Europa fra Yamal anlægget”, skriver Fayard i en mail. 

Men værftet oplyser samtidig, at de “støtter EU’s energipolitiske linje og sanktionerne over for Rusland og følger de beslutninger, som politikerne træffer.”  

De sanktioner, som Lars Løkke henviser til og som indeholder et “forbud mod at servicere isbrydere og LNG-tankskibe” med russisk gas, træder først i kraft fra næste år. 

Og indtil da benytter Fayard altså muligheden for at fortsætte serviceopgaverne, selv om alle andre europæiske værfter frivilligt har valgt at stoppe.

“Så længe der fortsat importeres russisk LNG via havne i Holland, Belgien og Frankrig, sejler der skibe til og fra europæiske havne, og de skal serviceres, blandt andet for at sikre den maritime sikkerhed for mennesker og miljø i europæiske farvande og havne”, oplyser Fayard.

Fayard støtter EU’s energipolitiske linje og sanktionerne over for Rusland og følger de beslutninger, som politikerne træffer. Vi forstår godt, at udenrigsministeren gerne ville have haft udfaset russisk LNG tidligere end 2027, og dermed også den logistik til europæiske terminaler, havne og services (herunder værfter som en blandt mange aktører) forbundet med importen af gassen til Europa fra Yamal anlægget. Anlægget er i øvrigt medejet af TotalEnergies, som opererer størstedelen af den danske produktion af olie og gas i Nordsøen.

Fayard driver ikke forretning med Rusland – det gør EU, som køberen af russisk LNG ved sin import af store mængder siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022. I år har EU valgt at importere rekordstore mængder LNG fra Yamal anlægget til Europas energiforsyning. Så længe der fortsat importeres russisk LNG via havne i Holland, Belgien og Frankrig, sejler der skibe til og fra europæiske havne, og de skal serviceres, blandt andet for at sikre den maritime sikkerhed for mennesker og miljø i europæiske farvande og havne. Det samme gælder skibe, der sejler med andre råvarer, som europæiske lande, herunder Danmark, fortsat importerer fra Rusland, og som derfor anløber danske og europæiske havne.

Sagen er havnet i EU-Kommissionen

Fayards beslutning har også tidligere udløst kritik, både i Danmark og internationalt. 

Senest kunne Danwatch fortælle, at sagen havnet i EU-Kommissionen.  Her har Det Europæiske Folkeparti (EPP-Gruppen), den største centrum-højre gruppe i Europaparlamentet, rejst problemstillingen. 

De kræver et øjeblikkeligt stop for Fayards servicering af skibene.

Og nu får kritikken altså yderligere saft og kraft fra den danske udenrigsminister, som forgæves forsøgte at få EU med på Danmarks krav om et fuld stop, nu og her, for service af skibene.

“Danmark har længe presset på for at sætte en stopper for servicering af LNG-skibe, der sejler med russisk gas i EU, hvilket lykkedes med 20. sanktionspakke,” siger han.

Også tankeren Nikolay Yevgenov sniger sig uden om sanktionerne, fordi skibet hverken sejler under russisk flag eller ejes af et russisk selskab. 

Det er også først fra 1. januar 2027 at forbuddet udvides til også at omfatte alle LNG-tankere, der opererer i eller fra Rusland.

Øget trusselsbillede og Ruslands økonomiske krise

Løkkes kritik af Fayard kommer på et tidspunkt, hvor truslen fra Rusland mod Danmark og NATO er rykket helt op på den sikkerhedspolitiske dagsorden.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) revurderede således den 24. september truslen fra Rusland mod Danmark. 

Og den er steget betragteligt. FE vurderer blandt andet, at der er “risiko for, at Rusland vil iværksætte begrænset militært angreb

mod et eller flere NATO-lande”, og at “Rusland vil eskalere sin hybridkrig yderligere”.

Samtidig er presset på den russiske økonomi stigende. 

FE vurderer, at Rusland står foran en økonomisk krise, fordi energi udgør en væsentlig del af den russiske stats indtægter.

Rusland er fortsat meget afhængig af indtægter fra salg af LNG og de specialbyggede såkaldte Arc7-tankere, herunder Nikolay Yevgenov, som fragter gassen, og som aktuelt er til service hos Fayard.   

Flere spor fører til Danmark

Det danske spor til Putins krigsøkonomi går ikke kun gennem Fayard på Fyn, men trækker også tråde til et dansk selskab, der ejer det firma, som håndterer den kommercielle drift af seks tankere.

Danwatch har tidligere afsløret, hvordan den kommercielle drift af Nikolay Yevgenov og fem andre LNG-tankere i april blev flyttet fra Skotland til et selskab i Singapore. 

Selskabet er ejet af det danske holdingselskab Seapeak Maritime Holdings (Denmark), der er en del af den amerikansk kontrollerede Seapeak koncern. 

Flytningen af opgaven blev gennemført, lige efter at EU og Storbritannien annoncerede de skærpede sanktioner mod russisk LNG. 

Og det er netop den type af aktiviteter, den danske regering og Lars Løkke Rasmussen vil have stoppet via nye sanktioner mod Rusland. 

“Regeringen støtter fortsat op om de hårdest mulige sanktioner mod Rusland, der kan opnås enighed om i EU,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.