Kongerigets øverste forsvarsledelse er temmelig bekymret.
For Rusland er ved at gøre klar til en “intensiveret hybridkrig”, og det er ikke længere muligt at udelukke en russisk landinvasion af et NATO-land.
Det var budskabet, da forsvarsminister Jeppe Bruus (S), chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, og forsvarschef Michael Hyldgaard 24. september måtte tænde de røde alarmer på et pressemøde, som alle vel efterhånden har hørt om.
Samme melding er kommet fra flere af Danmarks allierede, der advarer om russisk eskalation.
Nogle gange kan det virke, som om Rusland allerede har invaderet NATO. Det har de jo faktisk ikke. I hvert fald ikke endnu, hvis efterretningstjenestens vurderinger står til troende.
Men det er ikke for alle europæere, at advarslen er en nyhed. I foregående weekend var jeg på den nye journalistiske graverkonference Breakwater Festival i Polen, hvor det store tema var europæisk sikkerhed og hybridkrig.
Her var deltagere fra Balkan, Baltikum, Ukraine, Belarus og endda Rusland i form af nobelprismodtageren Dmitry Muratov samt journalister fra eksilrussiske medier.
Til en mingling i en af Gdansks gamle kirker, hvor nogle ivrige polske tjenere sørgede for at fylde alles glas godt op med hvidvin, faldt emnet på den mulige russiske invasion.
Her lød den kyniske vurdering fra nogle af de østeuropæiske journalister, at det er Vestens helt egen skyld, at man nu står med bukserne om anklerne og forsøger at hive dem op og knappe bæltet samtidig.
For i Østeuropa har de vidst i årtier, at Rusland en dag ville komme tilbage. Og det er heller ikke, fordi de ikke har forsøgt at advare det øvrige Europa.
Polen er blevet et pansret pindsvin, der har oprustet så markant, at de nu er en central magtfaktor i forsvaret af NATO’s østlige flanke. Samtidig er mere end 25.000 NATO-tropper blevet udstationeret til de baltiske lande, mens Europas største militærbase på 3000 hektar med plads til 10.000 tropper og deres familier er ved at blive bygget i Rumænien nær Sortehavet.
De lande, der grænser op til Rusland, beskytter sig selv markant bedre end dem, der ligger langt derfra. Ser man på Ukraine-støtten, der jo de facto er en beskyttelse af egne interesser, er det faktisk direkte målbart.
De fire sydeuropæiske lande Portugal, Spanien, Italien og Grækenland ligger eksempelvis helt i bund for støtten til Ukraine. Samtidig ligger Norden og Baltikum i top.
Der kan være mange gode grunde til, hvorfor det er sådan – men kigger man på et kort, så er det mest nærliggende svar det indlysende. Norden og Baltikum grænser tæt op ad Rusland.
Så man fristes lidt til at spørge: Hvor er den østlige flanke egentlig?
Den begynder i Baltikum, ja tak, så meget er åbenlyst – men når alt kommer til alt, så er det alle landene rundt om Østersøen, der står for skud. Det gælder selvfølgelig også Danmark.
Hele regionen er blevet en sprængfarlig cocktail af lige-ved-og-næsten-hændelser og skarpladte maskiner til søs og i luften, der konstant krydser hinanden i forsøg på at provokere en reaktion fra modparten.
NATO og det russiske militær ender i mere og mere direkte konfrontationer, og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig en situation, hvor det går galt.
Som Danwatch tidligere har afsløret, er Rusland allerede begyndt at tage flere midler i brug for at forsvare sine interesser i Østersøen. Det er både i form af lejesoldater, der hemmeligt sejler på skyggeflåden, og væbnede kampstillinger oven på Kaliningrads flydende gaslager.
Senest har Rusland også advaret NATO om direkte krig, hvis man forsøger at lukke for adgangen til Kaliningrad.
Allerede i 2013, altså før Rusland tog Krim-halvøen og i praksis angreb Østukraine, skete der en hændelse i Sverige, som burde have understreget alvoren for de nordiske lande.
I de tidlige morgentimer på langfredag under påsken fløj to af Ruslands supersoniske Tu-22M3 bombefly med atomkapacitet ud fra Finskebugten flankeret af fire russiske jagerfly.
På radaren var kursen sat direkte mod Sverige og Gotland, og hvor russiske fly normalt drejer af ved udgangen af Finskebugten for at ændre retning mod Kaliningrad, fortsatte disse fly mod Sverige.
Mens de nærmede sig den svenske grænse hastigt, var der ingen reaktion fra Sveriges afvisningsstyrker. For alle jagerpiloter i hele landet havde fået fri på grund af langfredag.
Selvom Sverige dengang ikke var medlem af NATO, blev to danske jagerpiloter fra NATO’s styrker i Litauen sendt på vingerne for at afvise russerne.
De russiske kampfly fortsatte kursen og drejede først af i sidste øjeblik ved den svenske grænse. Danskerne nåede ikke frem i tide. Rusland havde netop simuleret et succesfuldt atomangreb på Sverige. Fuldstændig uforstyrret.
I de følgende år fortsatte Rusland med at simulere angreb mod Skandinavien. Og Danmark.
Tilbage i juni 2014 under Folkemødet på Bornholm fløj russiske bombefly igen ud over Østersøen – denne gang med kurs mod Bornholm.
De fløj i kampformation – lavt og hurtigt – i retning af klippeøen, hvor 90.000 gæster deltog i den årlige folkeforsamling, inden de pludselig skiftede kurs og forsvandt tæt ved den danske grænse. Det lykkedes igen russerne at simulere et angreb mod Skandinavien, nu mod et sted med en stor civil forsamling.
I NATO-øvelser, som forberedelse på en invasion fra Rusland, træner man ifølge Sverige i at beskytte Bornholm, Gotland og de estiske øer Hiiumaa og Saaremaa, der skulle være nogle af Ruslands hovedmål for at sikre dominans i Østersøen.
Men mens de i baltikken har forberedt sig på krigen meget længe, fordi de har mærket truslen, er Vesten først for alvor begyndt at blive bekymret efter invasionen af Ukraine. På trods af at der længe har været tegn på, at det er gået i denne retning.
For nylig blev en dansk Fennec-helikopter ‘angrebet’ af den russiske korvette Soobrazitelny, der skød med signalblus mod helikopteren.
Da medier på et pressemøde med forsvarsminister Jeppe Bruus (S) helt forståeligt stillede kritiske spørgsmål om situationen, som i øvrigt af flere militæreksperter er blevet beskrevet som både en russisk og en dansk provokation, lukkede han ned for det hurtigt.
Når militæret siger, at det er alvorligt, så er det selvfølgelig alvorligt, var hans budskab – som skulle understrege, at nu er konflikten med Rusland virkelig ved at spidse til.
Hvis ministeren ikke havde så travlt med at lukke ned for kritiske spørgsmål, kunne man spørge, om ikke den har været det længe, og om myndighederne bare kom for sent i gang?
I Gdansk var svaret på det spørgsmål i hvert fald et klart ja.