Over hele verden bliver folk betalt for at fortælle, at deres familiemedlemmer er døde med corona. Bill Gates har opdigtet virussen for at tjene penge på at vaccinere hele klodens befolkning. Og corona er et påskud for, at alle skal have en mikrochip indopereret i kroppen. 

Det er nogle af de konspirationsteorier om coronavirus, som i øjeblikket har størst tilslutning i det armenske samfund. 

Danwatch har tidligere fortalt om dilemmaerne i, at tech-giganter er begyndt censurere falske corona-opslag som aldrig før. I Armenien kædes udbredelsen af falske nyheder på nettet og tv nu direkte sammen med, at smitten er vokset voldsomt over de seneste måneder.

De armenske myndigheder satte ellers hårdt ind overfor corona med strenge karantæneregler i midten af marts, og smitten så i den første måneds tid ud til at være holdt under kontrol. Men folk nægtede i stigende grad at overholde forholdsreglerne, og samtidig med at landet åbnede op i begyndelsen af maj, eksploderede antallet af smittede så.

I løbet af juni har der dagligt været registreret 400-700 nye tilfælde af smittede i landet, der kun har knap tre millioner indbyggere, og Armeniens sundhedsminister annoncerede i sidste uge, at hospitalerne ikke længere har kapacitet til nye patienter.

Alligevel tror mange armenere stadig ikke på, at coronavirus er så alvorligt, som myndighederne gør det til. Det fortæller Marianna Grigoryan, prisbelønnet undersøgende journalist og chefredaktør på armenske webmedie MediaLab, som Danwatch samarbejder med.

I marts, da coronavirus begyndte at sprede sig i Italien og resten af ​​Europa, syntes Armenien at have sygdommen under kontrol. Hvad skete der?

”Da vi registrerede første tilfælde 1. marts, lukkede regeringen skoler, børnehaver og alle uddannelsesinstitutioner. Man forsøgte at indføre karantæne, men man var ikke klar nok i sin kommunikation og sendte en masse blandede signaler. Og derefter var regeringen ikke i stand til at kontrollere situationen. For eksempel var supermarkederne stopfulde under påske, og det har nok fået smitten til at sprede sig hurtigere.”

“Samtidig har mange medier delt falske historier om virussen, ofte med det hovedtema at virussen overhovedet ikke findes. Og det er noget, som folk virkelig tror på, og som påvirker udbredelsen af smitten. Mange mennesker gider ikke at bære masker, at blive hjemme eller lade være med at stimle tæt sammen. Til dels fordi myndighederne ikke har formået at få budskabet igennem om situationens alvor.”

Hvordan påvirker det sundhedssystemet lige nu?

“For nyligt annoncerede sundhedsministeren, at vi ikke har kapacitet til at modtage nye mennesker på hospitalerne. Hvis du har 700-800 nye sager hver dag, er der på et tidspunkt ingen mulighed for at behandle disse mennesker. Der har allerede været tilfælde, hvor folk er døde, mens de har ventet forgæves på at modtage behandling. I de seneste dage er læger fra Frankrig begyndt at ankomme for at hjælpe. Georgien har også tilbudt at sende hjælp, og vi venter også læger fra Rusland”.

Kan du fortælle noget mere om de falske nyheder, som er i omløb i Armenien?

“En af de største historier er, at Bill Gates eller andre udlændinge vil placere mikrochips i dig for at kontrollere dig. En anden historie er, at corona er blevet opfundet, så nogle mennesker kan vaccinere hele verdens befolkning. Måske lyder det sjovt for en person, der sidder i Europa, men du kan finde mange videoer om de her ting. De mennesker, der spreder historierne, bruger virkelig effektive former for manipulation for at få det budskab frem, at der i virkeligheden ikke findes nogen virus.”

“I medierne kan du se mange historier og endda pressekonferencer, hvor personer, der præsenterer sig selv som læger, for eksempel siger, at du ikke behøver at tage maske på, eller hvor det påstås, at folk er blevet lovet penge, hvis de fortæller, at deres far er død af corona.”

Og de her historier har konsekvenser?

“Folk tror desværre på det. Jeg har talt med flere mennesker, der siger, at det hele er løgn, og at der overhovedet ikke er nogen virus. Der er en landsby, som er blevet fuldstændigt lukket ned på grund af corona, og selv her, er der mange, der ikke tror, at virus findes. Der er folk, som er bange for, at de vil få indopereret en chip, hvis de går til lægen. Og i bankerne, hvor man skal have checket sin temperatur for at komme ind, vil nogle mennesker ikke tillade det, fordi de er bange for, at termometeret skal bruges til at indsætte en chip i dem”.

Hvordan spredes de her falske nyheder, og hvem står bag dem?

“Faktisk spredes de her historier særligt af grupperinger med tilknytning til den tidligere regering, som virker til at have en interesse i, at den nuværende regering klarer det dårligt med at få styr på corona.”

”Det lyder måske mærkeligt, men de spredes endda via tv-stationer. Vi har flere tv-stationer, der ejes af folk, der er tilknyttet den tidligere regering. Og så spredes det selvfølgelig online og via sociale medier. Både lokalt fra Armenien men også fra steder som Rusland.”

Den armenske premierminister har særligt anvendt sociale medier til at forsøge at informere om corona. Hvad er det han har gjort?

“Han begyndte at lægge billeder op på Facebook af folk, som ikke overholdt corona-forholdsreglerne, og bad folk om at sende ham fotos, hvor folk bryder reglerne. For eksempel uploadede han fotos af køer til bankerne, hvor folk ikke holdt afstand og ikke havde masker på. Og videoer fra restauranter, hvor folk fejrer fødselsdage og bryllupper.”

“Det har modtaget en hel del kritik, og det er da også ret specielt. Men på den anden side tror jeg også, at det har hjulpet folk til at forstå, at de ikke bør opføre sig sådan, når vi nu ser den her stigende mængde tilfælde”.

Det er nemt at få indtrykket af, at det værste er drevet over. Coronasmitten har i ugevis været på tilbagetog i Danmark, mens vi i denne uge har åbnet fitnesscentre og fået lov at holde sommerbryllupper. Men kigger vi ud over de danske og europæiske grænser, er situationen mere alvorlig, end den har været på noget andet tidspunkt under den globale pandemi. Søndag d. 7. juni blev der på et enkelt døgn registreret over 136.000 nye tilfælde af corona på verdensplan. Det er mere end i noget andet døgn i løbet af pandemien. “Selvom situationen i Europa bliver bedre, forværres den globalt,” sagde generaldirektør i verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde mandag d. 8. juni  Generaldirektøren tilføjede, at antallet af nye smittede de seneste uger næsten kontinuerligt havde været på mere end 100.000 i døgnet. Og at 75 procent af tilfældene kommer fra de samme ti lande, primært i Sydamerika og Sydasien. En gennemgang fra The Economist viser, at tre ud af fire nye tilfælde for tiden sker i fattige lande. Danwatch har den seneste tid dækket en række af disse lande gennem vores partnermedier for at vise, hvilke konsekvenser corona har i fattige lande.  Beretningerne er ubehagelige, men vigtige. Samtidig har forskere den seneste tid arbejdet i et hidsigt tempo for at forstå, hvilke samfundskonsekvenser pandemien har, og deres resultater bekræfter, hvad vi hører fra de enkelte lande. 

Corona er et større problem, end vi lige kan se

I de fattige lande, der nu bliver ramt hårdt af corona, må man forvente, at antallet af smittede er langt højere end de officielle tal, fordi der ikke er mulighed for at lave lige så mange tests som i rigere lande. Det er samtidig et symptom på, at sundhedssystemerne i disse lande slet ikke er klædt på til at håndtere corona og kan knække under det pres, som pandemien lægger på dem. Det er blandt andet tilfældet i Afghanistan, hvor sundhedssystemet har lidt under årtiers krig, udbredt fattigdom og sygdomme som polio, der er udryddet i resten af verden. Derfor har det været en umulig opgave, at holde styr på corona i Afghanistan, fortæller Asad Kosha, der er chefredaktør på mediet Kabul Now. Det måske bedste eksempel på problemerne I Afghanistan er den begrænsede mulighed for at analysere coronatests: “Afghanistan har en befolkning på over 36 millioner. Problemet er, at selvom sundhedsmyndighederne siger, at de prøver at løse problemet, så er virkeligheden den, at der i hele landet kun er et hospital i Kabul, der har faciliteterne til at undersøge og analysere prøverne,” fortæller Asad Kosha.

Langt til hospitalet

Brasilien forsøgte landets omstridte præsident Jais Bolsonaro for nyligt at skjule landets smitte og dødstal, der for tiden er større end noget andet sted i verden. Men efter retslige indsigelser fra landets opposition krævede en højesteretsdommer, at den brasilianske regering igen begyndte at offentliggøre tallene, der har fået eksperter og WHO til at omtale landet som det nye epicenter for virussen.  I flere uger har man talt om, hvordan hospitalerne i storbyen São Paulo er ved at kollapse, og fodboldstadioner er blevet indrettet som nødhospitaler. Den tilstand gælder nu det meste af landet, og det er også tilfældet i nabolande som Chile og Peru, hvor smitten også er svær at kontrollere.  Imens har smitten bredt sig til regnskoven og de oprindelige folk, der ikke har den samme modstandsdygtighed over for corona som resten af samfundet, fortæller André Campos, der er undersøgende journalist på mediet Reporter Brasil.  “Vi har jo set det historisk – at oprindelige folk, der lever isoleret, kan være særligt sårbare overfor sygdomme udefra, fordi deres immunsystem ikke er vant til dem,” siger André Campos. I begyndelsen af maj havde staten Amazonas, hvor de fleste oprindelige folk lever, 19,4 coronadøde per 100.000 indbyggere. Til sammenligning har hele Brasilien 4,4 coronadøde per 100.000 indbyggere. Dødeligheden i Amazonas er altså fire gange så stor.. Det har dog ikke kun at gøre med immunforsvar, men også sundhedssystemet, der er nærmest ikke eksisterende i områderne tæt ved regnskoven. For eksempel er byen Tefé i Amazonas 550 kilometer væk fra Manaus, den nærmeste by med et reelt hospital, og det er i forvejen overbelagt.  “Det gælder jo for de fleste af de her små samfund, at de ligger meget langt fra de moderne hospitaler og sundhedssystemer. For mange folk i Amazonas kræver det to-tre dage i båd at nå et hospital med en respirator,” fortæller Andre Campos.

It’s the economy stupid!

Udover dårligt immunforsvar og et dårligt sundhedssystem, udgør fattigdom også et problem i sig selv for de oprindelige folk. Dårlig sanitet og manglende mulighed for at isolere sig, skubber på problemet. Det samme gør sig gældende i en lang række af de lande, der lige nu er hårdest ramt af corona. Her lever store dele af befolkningen fra hånden til munden, og der er ikke noget socialt sikkerhedsnet, hvis de mister deres arbejde.  Derfor står de ofte med et valg mellem sult og risikoen for at blive smittet. Det gælder blandt andet for buschaufføren U Ba Maw, der kører linje 22 gennem Myanmars hovedstad Yangon. “Selv med risikoen og de færre penge, må vi buschauffører fortsætte med at køre igennem pandemien,” siger U Ba Maw til Danwatchs partnermedie Frontier Myanmar. “Sulten tager os måske før virussen”. Den samme historie fortæller gadesælgere i Kabul, der er vendt tilbage til deres boder på trods af risikoen for smitte. De er simpelthen nødt til at tjene nogle penge. I Brasilien er den sociale isolation også kun et privilegium for dem med flest penge, fortæller Andre Campos fra Reporter Brasil. Imens står hundredetusindvis af tekstilarbejder i Sydøstasien helt uden muligheden for at gå på arbejde, fordi den manglende efterspørgsel på tøj har lukket fabrikkerne, de arbejdede på – og nu kan medarbejderne hverken forsørge sig selv eller deres familier. En analyse fra FN-organisationen WFP, der bekæmper sult, viser, at corona forværrer den sultkrise, der i forvejen plagede verden, ret markant. Ifølge WFP er corona godt i gang med at fordoble antallet af sultende i verden, så 265 millioner kan ende med at sulte inden årets udgang.

En ond spiral

Samtidig er corona en ond økonomisk spiral, der ikke bare rammer de fattige hårdest, men også betyder at langt flere bliver fattige. Vi ved ikke præcis, hvor mange coronakrisen vil skubbe ud i fattigdom, men det er mange. Vurderingen fra Verdensbanken lyder på, at 50 millioner flere vil blive skubbet ud i ekstrem fattigdom og leve for under 1,90 dollar om dagen. Andre konkluderer på baggrund af et studie gennemført af King’s College i London, at pandemien kan skubbe en halv milliard mennesker ud i fattigdom. Det svarer til, at den globale kamp mod fattigdom bliver sat 30 år tilbage. Konsekvenserne kan ses meget konkret på i Kabuls gader, fortæller Asad Kosha fra Kabul Now: “Arbejdsløsheden stiger, fattigdommen stiger, antallet af tiggere stiger, og vigtigst af alt, så har den store del af befolkningen, der var afhængige af deres daglige lønninger, mistet deres indkomst, og de har ingenting at leve af.” På samme måde står Libanon i en svær situation, hvor landet møntfod liraen er faldet til under den halve værdi, samtidig med at priserne i landet er steget, så folk ikke har råd til deres basale nødvendigheder. Ifølge beregninger fra den libanesiske regering, vil 75 procent af landet befolkning have brug for økonomisk støtte for at få mad på bordet. “Mere end 40 procent af den libanesiske befolkning arbejder i dag-til-dag-jobs, og hvis de ikke arbejder, får de ikke løn. Og vi taler om et land, hvor sociale ydelser nærmest ikke eksisterer,” fortæller Alia Ibrahim, der er medstifter og direktør på det libanesiske medie Daraj, som Danwatch arbejder sammen med: “Det betyder, at hvis du bliver syg, kan du ikke komme på hospitalet. Hvis du har brug for mad, er der ikke nogen, der sørger for dig.” 

Kvæler politiske bevægelser

Libanon var i forvejen i en svær økonomisk situation, da corona resulterede i en nedlukning af landet. Siden oktober har landet været præget af store protester over landet økonomi og politisk korruption. For den libanesiske regering kom corona som en gave, fordi de med kravene om social afstand kunne undertrykke protesterne, fortæller Danwatchs partnermedie Daraj: “ Noget af det første, regeringen for eksempel gjorde for at få folk til at isolere sig, var at sende politi til downtown Beirut for at fjerne demonstranternes telte, der var der,” siger Alia Ibrahim. På samme måde blev protester i Chile og Hong Kong lagt ned på grund af lockdowns. Imens er en lang række landet blevet mere autoritære. I Brasilien fremhæver landet præsident, Jais Bolsonaro. at han har hæren bag sig, hvis nogen vil kritisere hans politik. Og i Cambodia har regeringen indført særlige nødlove med autoritære elementer: “Meget af den indeholder nogle vidtrækkende begrænsninger af ytrings- og pressefriheden, og myndighederne kan nu lukke medier, som publicerer ting, der påvirker den offentlige orden eller sikkerhed – eller ting, som regeringen vurderer, vil skabe frygt og protester,” fortæller Nop Vy, direktør for Cambodian Center for Independent Media, som Danwatch samarbejder med. På trods af undertrykkelse er folk dog begyndt at gå på gaden igen. I de fattige forstæder til Chiles hovedstad Santiago går folk imod kravet om at blive indendøre for at protestere over regeringens håndtering af corona. I Brasilien forsøger folk at finde nye måder at protestere mod præsident Jais Bolsonaros autoritære metoder. I Hong Kong, Iran og Libanon går folk på gaden på trods af smittefare. “Realiteterne er, at du har en stor del af befolkningen, der lider. Ikke af fattigdom, ikke af arbejdsløshed, ikke af manglende sociale ydelser, men det hele på en gang. Oven i det kom isolationen, og det er fornærmende, når man siger til folk midt i deres vrede demonstrationer: ‘Sæt din vrede til side, sæt din sult til side og gå hjem, fordi du måske kan blive smittet af en virus,’” siger Alia Ibrahim fra Daraj i Libanion.

Ingen ved rigtig hvem eller hvor mange, der er smittet med corona i Myanmar. 

Officielt er under 250 mennesker blevet smittet med corona i det sydøstasiatiske land, hvor der bor over 53 millioner mennesker. Men landet har kun foretaget omkring 20.000 tests, og de fleste regner med, at langt flere er smittede, end hvad de officielle tal viser. Landets militærdiktatur kritiseres for at famle i blinde.

Landets hovedstad Yangon har udgangsforbud om natten, og dele af byen er under delvis lockdown på grund af virussen. Men i mange tilfælde er det op til folk selv og deres lokalsamfund at administrere nedlukningen og sikre værnemidler til folk. Samtidig er landet på mange måder gået i stå, fordi den internationale efterspørgsel på det tøj, som bliver lavet på en stor del af landets fabrikker, er forsvundet. 

På trods af manglende passagerer og risikoen for at blive smittet fortsætter Yangons buschauffører med at køre deres ruter gennem storbyen.

“I sidste ende, tjener jeg ikke særligt meget, fordi der er færre mennesker, men jeg kører stadig for at gøre det nemmere for passagererne,” fortæller chaufføren U Ba Maw til Frontier Myanmar:

“Vi risikerer at blive udsat for smitte, fordi vi ikke kan holde styr på, hvem der stiger af og på bussen.”

“Selv med risikoen og de færre penge, må vi buschauffører fortsætte med at køre igennem pandemien,” siger U Ba Maw.

Til at starte med sagde Brasiliens præsident Jair Bolsonaro, at coronavirussen var “fake” og opdigtet. Så slog han den hen som en “lille forkølelse”. For nyligt ændrede han så kurs og sagde, at Brasilien er “i krig” mod corona. Men han holder stadig på, at en nedlukning af samfundet vil være mere skadelig for økonomien og befolkningen, end den fortsatte spredning af virus vil.

Resultaterne af præsidentens politik ser nu ud til at vise sig. Med 330.000 smittede blev Brasilien i sidste uge det land i verden med næstflest bekræftede tilfælde af coronavirus.

Den økonomiske stagnation, som corona har medført, får flere brasilianere ind i erhverv, som ryder Amazonas-regnskoven. I kombination med manglende kontrol fra myndighedernes side er skovrydningen nu steget med hele 64 procent i april sammenlignet med sidste år ifølge Brasiliens National Institute for Space Research. Som Danwatch tidligere har beskrevet, bliver regnskoven ryddet for blandt andet at give plads til kvæg til kødproduktion.

Og med skovrydningen når corona også lettere ud til afsides dele af Amazonas og skovens oprindelige befolkninger, som er ekstra sårbare. Lige nu ser dødeligheden ud til at være dobbelt så høj blandt oprindelige folk som blandt resten af Brasiliens befolkning. 

Det fortæller André Campos, journalist og redaktør på mediet Reporter Brazil, som Danwatch samarbejder med.

Hvordan er situationen i Brasilien i forhold til corona lige nu?

“Skal du forstå, hvad der sker i Brasilien lige nu, er USA en god parallel. Bolsonaro har taget en meget ekstrem position, hvor han længe slet ikke har anerkendt, at corona er et problem. Og i dag siger han stadig, at det skaber flere problemer at holde folk adskilt end at lade være.

På delstatsniveau og i de store byer er der klare retningslinjer om social afstand. Men mange overholder det slet ikke – enten fordi de lever under forhold, hvor det simpelthen ikke er muligt. Eller fordi de udøver en form for civil ulydighed.”

Hvordan har brasilianerne reageret på Bolsonaros ret kontroversielle corona-politik?

“Ligesom alt, hvad der sker i Brasilien for tiden, er situationen meget polariseret. Sundhedsfaglige spørgsmål er pludselig blevet næsten ideologiske. Omkring en tredjedel af befolkningen er helt på Bolsonaros linje, og mange af dem er hardcore tilhængere, som samler sig i gaderne og kræver, at de lokale guvernører lukker samfundet op igen. Samtidig protesterer mange mod præsidentens politik men uden at gå på gaden. Så det kan for eksempel være ved at larme ud af vinduerne under hans taler på TV. Det hele er meget følelsesladet.”

“På grund af både hans corona-politik og et stigende antal sager om korruption og magtmisbrug, er der nu flere politikere og myndigheder, som ytrer mistillid til Bolsonaro. Men hans svar på det har været meget autoritære, og han har endda antydet, at han har hæren bag sig, hvis nogle skulle finde på at stille ham for en rigsretssag. Så det hele er enormt ustabilt og alvorligt, og det er svært at forudse, hvordan situationen vil udvikle sig i den nærmeste fremtid.”

Hvordan påvirker corona i øjeblikket skovrydning i Amazonas?

“Satellitovervågning indikerer lige nu, at afskovningen i løbet af første kvartal i år er meget højt – endnu højere end sidste år, hvor vi havde skovbrande og den internationale opmærksomhed på det. Der mangler kontrol og inspektion på området af en hel række grunde, herunder corona-krisen, der gør det svært at få folk ud i felten. Men også på grund af mangel på ressourcer og politisk vilje fra regeringen. Den økonomiske situation tyder også på, at skovrydningen vil stige yderligere. Vores valuta er blevet devalueret meget på det seneste, så der er penge at hente ved at eksportere til det globale marked med internationale priser. Normalt når det sker, bevirker det, at flere dele af skoven ryddes for at give plads til  landbrugsaktiviteter.”

Hvordan påvirker det landets oprindelige folk?

“Afskovning sker ofte i afsides områder, i nye grænseland. I dele af Brasilien har du stadig samfund, der lever næsten totalt isoleret fra omverdenen. Og vi har jo set det historisk – at oprindelige folk, der lever isoleret, kan være særligt sårbare overfor sygdomme udefra, fordi deres immunsystem ikke er vant til dem. Det er en virkelig stor bekymring for mange af de oprindelige samfund – også for dem, der har hyppigere kontakt med resten af det brasilianske samfund. For det gælder jo for de fleste, at de ligger meget langt fra de de moderne hospitaler og sundhedssystemer. For mange folk i Amazonas kræver det to-tre dage i båd at nå et hospital med en respirator. Så mange af disse grupper går en meget hård tid i møde med corona – endnu hårdere end resten af det brasilianske samfund gør”.

En nødsituation er ikke en passende tid for kritik. Nogenlunde sådan har budskabet lydt fra magthavere  verden over, siden corona-pandemien brød ud. Det har ført til, at myndigheder og virksomheder uden den store modstand har blokeret kritiske medier under påskud af at begrænse “fake news” om virussen. Ligesom undtagelsestilstanden har givet mulighed for at tage helt nye metoder i brug til masseovervågning af befolkninger.

Tendensen har været den samme i Libanon, hvor myndighederne i deres indsats mod smittespredning har øjnet muligheden for at forbyde de store regeringskritiske protester, som har stået på i landet siden oktober sidste år. En stor del af libaneserne har på den måde været tvunget væk fra gaderne i et par måneder nu. 

I mellemtiden er landets igangværende politiske og økonomiske krise imidlertid kun blevet forværret. Alene i april er Libanons møntfod, liraen, faldet til under halvdelen af sin værdi. Imens er inflationen steget, og den almindelige libaneser har svært ved at få råd til dagligvarer. Ifølge nye regeringsberegninger kan 75 procent af befolkningen snart have brug for økonomisk støtte for at få mad på bordet. Og Verdensbanken regner med, at halvdelen af Libanons befolkning i løbet af 2020 vil ryge under fattigdomsgrænsen.

Landet står på kanten af en statsbankerot, og for at klare skærene har landets regering bedt valutafonden IMF om et lån på ti milliarder dollar. Men det er ikke gratis at låne den slags penge, og Libanon er i forvejen et af de mest forgældede lande i verden.

Den økonomiske krise er efterhånden en større bekymring for libaneserne end coronasmitte, og derfor er det snart ikke længere muligt at forhindre folk i at genoptage masseprotesterne. Det fortæller Diana Moukalled, journalist og stifter af mediet Daraj, Danwatchs samarbejdspartner i Beirut, da vi fanger hende i slutningen af april.

Har Libanons regering udnyttet coronakrisen?

”Ja, Covid-19 har uden tvivl været en gave for regeringen. Lige siden oktober har befolkningen været på gaden for at demonstrere mod landets ledere, og nu fik myndighederne så en chance for at sige ’alle må blive hjemme, I kan ikke gå ud og demonstrere’. Vi så det særligt i centrum af Beirut på Martyr Pladsen, hvor folk plejede at samles for at protestere. Selv efter folk var gået hjem og pladsen var tom, var det første, myndighederne gjorde, at gå ned til centrum og rive alle protestteltene ned og brænde dem. Altså, teltene var tomme, og man gjorde det alligevel! Det var et signal, man ville sende”.

”Nu siger alle de regeringsvenlige stemmer, at tiden ikke er inde til protester, og at demonstrationerne skader økonomien. Men folk er blevet hjemme i mere end en måned, og økonomien er kun forværret i mellemtiden. Det er ikke de folkelige protester, som skader økonomien, det er den dårlige regeringsførelse”.

Er det særligt coronakrisen, som påvirker Libanons økonomi lige nu?

”Corona var bare prikken over i’et. Før Covid-19 var landet allerede ét stort rod. Protestbevægelserne er blevet til som svar på den udbredte korruption blandt myndighederne og regeringen. Og nu er det finansielle system så brudt sammen. 4000 lira svarer i dag til en dollar – det er et fald på mere end 130 procent af dens værdi på ingen tid. Så der er en enorm krise. Samtidig har myndighederne prøvet at indskrænke ytringsfriheden og lukke ned for kritiske røster. Libaneserne har skullet finde sig i meget, og man må sige, at den økonomiske krise lige nu har langt værre konsekvenser for befolkningen end Covid-19”.

Er der risiko for, at myndighedernes forbud mod protester vil vise sig mere permanente?

“Det er meget svært for myndighederne at forhindre folk i at sige deres mening, men de prøver bestemt at gøre det sværere. Folk protesterer stadig på alle mulige måder. Du kan se folk lufte deres holdninger på sociale medier eller finde på alle mulige teknologiske løsninger, og enkelte protesterer stadig i gaderne. Økonomien og situationen er virkelig opslidende for folk. Men jeg tror også, at den her katastrofale situation vil få endnu flere mennesker på gaden, og jeg regner med at se flere protester.. Ja, myndighederne kommer til at slå ned på det, men vi er ikke Syrien, vi er ikke Egypten, vi er ikke Iran og ikke engang Tyrkiet. I Libanon har vi en tradition for åbenhed. Så selvom jeg forventer hårde modsvar fra myndighederne, tror jeg ikke, at de for alvor vil være i stand at stoppe protestbevægelserne og de mange kritiske røster lige nu”.

Tingene udviklede sig voldeligt

Dagen efter interviewet med  Diana Moukalled brød protester ud i byen Tripoli i det nordlige Libanon. De følgende dage blev folk ved med at gå på gaden og pludselig udviklede tingene sig voldsomt. Demonstranter kastede molotow-cocktails mod banker, men det var en ellers fredelige demonstrant, for hvem det endte fatalt.

Den libanesiske hær fyrede tåregas, gummikugler og enkelte skarpe skud ind i en demonstration i Tripoli. En ung mand ved navn Fawaz Fouad al-Samman blev ramt og døde, mens 20 andre blev såret. 

“Regeringen og myndighederne har brugt mange kræfter på at dæmme op for den politiske situation i Beirut. Men hvis du ser uden for Beirut i for eksempel Tripoli, så fortsætter demonstrationerne,” fortæller Alia Ibrahim, medstifter og direktør af Daraj, da Danwatch kommer igennem til hende via Zoom i slutningen af maj. 

“Og demonstrationerne fortsætter ganske enkelt, fordi folk står over for ekstremt svære økonomiske problemer. I Tripoli gik folk på gaden og græd og skreg og var meget vrede, og én blev dræbt. En ung far blev skudt og døde. Alt han sagde, var, at han ikke kunne blive hjemme.” 

“Situationen er den, at du har en stor del af det libanesiske samfund, der lider af fattigdom, arbejdsløshed og manglende sociale ydelser på en gang, og oven i det kommer indespærringen. Det er fornærmende, når man midt i deres protester beder folk om sætte deres vrede til side, sætte deres sult til side, og gå hjem, fordi de kan blive ramt af en virus.”

“Bliv hjemme og dø i stilhed. Det er, hvad den libanesiske befolkning hører fra deres regering,” siger Alia Ibrahim

Det er svært at ignorere skrigene fra mødre, der får flået deres nyfødte børn fra dem. Eller spædbørnene, som få timer efter deres fødsel, bliver båret ud af et hospital svøbt i blodplettede tæpper, moderløse.

Just som Afghanistan var forsvundet fra den internationale dagsorden, fik det igen opmærksomhed, da bevæbnede mænd d. 12. maj stormede en fødselsklinik i Kabul og dræbte 24 personer, herunder spædbørn, nybagte mødre og sygeplejersker. De grusomme billeder gik verden rundt, men lige så hurtigt som Afghanistan var dukket op i alles bevidsthed, lige så hurtigt lod det til at forsvinde igen.

I en verden lukket ned af corona kan det være svært at holde verdens opmærksomhed, men angrebet på fødselsklinikken viser, hvor alvorlig et kaos, Afghanistan er blevet ramt af i forbindelse med den globale pandemi.: 

Angrebet, som en fraktion af Islamisk Stat har taget skylden for, er ellers ikke en isoleret hændelse. Langt fra. Samme dag som angrebet på fødselsklinikken eksploderede en bombe under en begravelse og dræbte 24 mennesker. Imens er landets sikkerhedsstyrker i krig mod den islamistiske bevægelse, Taleban, der kontrollerer store dele af landet, og siden den 1. marts i år i gennemsnit har udført 55 angreb om dagen. 

“Angreb som det her er virkelig forfærdelige og demoraliserer almindelige afghanere. I takt med at antallet af angreb stiger, mister de håbet,” siger Asad Kosha, chefredaktør på Kabul Now på en skrattende forbindelse fra Afghanistan.

Kampe på flere fronter

Asad Kosha fortæller om et Afghanistan, hvor udbruddet af corona forværrer et allerede eksisterende kaos. Pandemien har udskudt de planlagte fredsforhandlinger mellem regeringen og Taleban, og ifølge BBC fortsætter Taleban sine angreb med en større intensitet end normalt. Samtidig resulterer corona-krisen i, at mange mister deres job i et land, hvor mere end halvdelen af befolkningen i forvejen lever for under en dollar om dagen. Landet står i et politisk kaos efter et valg i marts, hvor begge præsidentkandidater erklærede sig som vindere af valget og dermed præsident, hvilket ikke har gjort det nemmere at håndtere krisen. Og for de afghanere, der bliver alvorligt syge af corona, er der kun et lille håb om overlevelse, fordi landets sundhedssystem i forvejen lå i ruiner, skriver blandt andre The Guardian.

“Sagen er, at Afghanistan kæmper flere kampe lige nu, hvor Corona er en af dem, og det giver nogle alvorlig udfordringer, særligt for den fattige del af samfundet,” fortæller Asad Kosha. 

Afghanistan har kun registreret 11.000 smittede og 219 døde af corona, “men det faktiske antal smittede og døde er højere, end hvad de officielle numre viser,” forklarer Asad Kosha.

– Det afghanske sundhedssystem er i forvejen presset af folk med krigsskader og en fattig underernæret befolkning. Hvordan har man håndteret corona i den situation?

“Regeringen har taget initiativ til række midlertidige sundhedsfaciliteter for at adressere den krise, der er kommet af coronaudbruddet, men det virkede ikke særlig godt af flere forskellige årsager. For det første har ikke været nok udstyr til at håndtere corona, og for det andet er det er det afghanske sundhedssystem underbemandet og mangler udstyr generelt,” fortæller Asad Kosha.

Næsten umuligt at teste folk

Problemet med sundhedsfaciliteter ses blandt andet i Zabul i det sydlige Afghanistan, hvor sundhedsmyndighederne er rykket ind i et hospital, der ellers var blevet forladt efter Taliban i september sidste år angreb hospitalet, dræbte næsten 40 mennesker og ødelagde de fleste af bygningerne. Da The Guardian i begyndelsen af maj besøgte hospitalet, havde de handsker og masker, men ventede stadig på at få to respiratorer fra Kabul.

I Helmand, hvor danske soldater har kæmpet, har de hverken udstyr eller penge, fordi det hele er blevet opslugt af korruption — et udbredt problem i Afghanistan. Der er end ikke et sted, hvor man kan isolere de syge, fortæller en lokal politiker til The Guardian og tilføjer, at “både krigen og corona” dræber folk i provinsen.

Den grundlæggende udfordring er, fortæller Asad Kosha, at Afghanistans provinser ikke har faciliteterne til at teste for corona.

“Afghanistan har en befolkning på over 36 millioner. Problemet er, at selvom sundhedsmyndighederne siger, at de prøver at løse problemet, så er virkeligheden den, at der i hele landet kun er et hospital i Kabul, der har faciliteterne til at undersøge og analysere prøverne.”

Herat i det vestlige Afghanistan langs grænsen til Iran har været epicentret for udbruddet af corona i Afghanistan. Det tager mindst fire timer gennem snævre bjergpas at komme fra Herat til Kabul, men ofte er rejsen helt umulig, fordi afghanske sikkerhedsstyrker kæmper mod Taleban i bjergene.  Det amerikanske medie Vox fortæller, at prøver ofte går tabt på vejen mellem Kabul og Herat.

De afghanske myndigheder ved godt, at det står galt til. I begyndelsen af marts advarede landets sundhedsminister Ferozuddin Feroz om, at hvis ikke folk holdt social distance kunne halvdelen af landets befolkning blive smittet og mere end 100.000 ville dø. Og i sidste uge erkendte landets vicepræsident Amrullah Saleh, at folk døde, fordi der ikke var tests nok.

“Det her kom bag på os — en nation fanget midt i vold og kampe, som også kæmper med intern fordrivelse,” sagde Amrullah Saleh til BBC:

“Vores sundhedsinfrastruktur var ikke designet til at håndtere et hyper-event som en coronavirus-pandemi” 

Det er de fattige, der rammes hårdest

Konsekvenserne af corona rækker dog langt ud over det rent sundhedsmæssige, forklarer Asad Kosha.

“Arbejdsløsheden stiger, fattigdommen stiger, antallet af tiggere stiger, og vigtigst af alt, så har den store del af befolkningen, der var afhængige af deres daglige lønninger, mistet deres indkomst, og de har ingenting at leve af,” fortæller Asad Kosha.

Afghanistan var i forvejen et af de lande i verden med den højeste arbejdsløshed, og den højeste andel af folk, der lever under fattigdomsgrænsen. Det er nu blevet endnu værre.

Asad Kosha fortæller, at regeringen har taget initiativ til at uddele fem naan-brød til fattige familier, men det er langt fra nok til at brødføde folk, og en del af nødhjælpen når ikke frem til folk på grund af korruption.

I den centrale provins Ghor udviklede nødhjælpsudelingen sig for nylig voldeligt. 

“Sikkerhedsstyrker åbnede ild mod demonstranter, der protesterede mod fordelingen af nødhjælpen,” forklarer Asad Kosha om episoden, hvor seks civile døde.

Ifølge Afghanistans indenrigsministerium åbnede sikkerhedsstyrkerne ild, fordi der var bevæbnede folk i demonstrationen, som angreb myndighedernes lokale kontor. Men Amnesty International har krævet en undersøgelse af episoden, og mener, at sikkerhedsstyrkerne tog unødvendige og overdrevne midler i brug.

Fredsforhandlinger udsat af corona

Den 29. februar i år underskrev USA en fredsaftale med Taleban efter 18 års krig. Samtidig garanterede USA, at de amerikanske tropper og Nato-tropper ville forlade Afghanistan inden for 14 måneder. Det var planen, at fredsforhandlinger mellem Taleban og Afghanistans regering skulle følge i kølvandet på aftalen, men de er blevet udskudt og forstyrret af corona, fortæller Asad Kosha. 

Samtidig står Afghanistan i en politisk krise. I februar erklærede en valgkommission, at Ashraf Ghani havde vundet det omdiskuterede præsidentvalg, der foregik sidste år, men den politiske rival Abdullah Abdullah ville ikke acceptere resultatet. Samme dag som Ashraf Ghani blev indsat tog Abdullah Abdullah, den præsidentielle ed. Afghanistan har altså to præsidenter, der har haft utrolig svært ved at dele magten, og det har fået USA til at tilbageholde mange millioner dollar i bistand.

“For nyligt underskrev de endelig en aftale om deling af magten, og nu forventer man endelig, at regeringen kan handle som en samlet enhed i fredsforhandlingerne,” fortæller Asad Kosha.

I mellemtiden har Taleban udnyttet det politiske kaos og corona krisen til at intensivere deres angreb. 

“Officielt siger dele af Taliban, at de vil samarbejde i kampen mod corona, men på jorden har de ikke gjort noget for at stoppe udbruddet af corona. De har fortsat med at angribe afghanske sikkerhedsstyrker og offentlige bygninger,” fortæller Asad Kosha.

Office of the Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR) under det amerikanske militær, skriver, at antallet af angreb fra Taleban ligger over, hvad der er normalt på denne tid af året, og der bliver i gennemsnit lavet 55 angreb om dagen.  Over for Washington Post fortæller flere kilder, at Taleban har udnyttet den nuværende situation til at regruppere og skrue op for deres angreb igen. 

Ifølge Asad Kosha, er det i alle tilfælde den fattige del af befolkningen, der bærer den største byrde i den nuværende situation, hvor vold, politisk kaos og fattigdom giver corona de optimale betingelser for at sprede sig på aller hurtigste og farligste vis. Men netop den fattige del af den afghanske befolkning har mistet troen på, hvad myndighederne siger, og tvivler på, at corona virkelig eksisterer eller er så farlig som myndighederne siger.

Som Hossein Ali, en gadesælger, der er vendt tilbage sin  bod, siger det til Kabul Now:

“Jeg foretrækker at dø af corona frem for at blive latterliggjort af regeringen”.

I Yangon, Myanmars tidligere hovedstad, sidder Sonny Swe ligesom sine kolleger og arbejder hjemme for at mindske risikoen for smitte af Covid-19 blandt millionbyens indbyggere.

Det er nu ikke fordi, man har kunnet opretholde en egentlig lockdown i Myanmar, hvor de færreste er så privilegerede, at de kan blive hjemme, hvis de skal have mad på bordet. Som Danwatch tidligere har beskrevet, rammer corona-krisen særligt regionens millioner af tekstilarbejdere i takt med, at internationale modebrands ruller ordrer for milliarder tilbage. Og i Myanma, som på få år har åbnet en økonomi op omkring særligt tekstilindustrien, er det et ekstra hårdt slag.

Med 181 bekræftede smittede med Covid-19 har selve sygdommen stadig ikke ramt landets befolkning særligt hårdt. Man regner med, at den kommer til at kulminere over de næste måneder, i takt med at Myanmars tusinder af migrantarbejdere vender hjem fra andre lande i regionen, og vejret bliver koldere. Det fortæller Sonny Swe, direktør og stifter af nyhedsmagasinet Frontier Myanmar til Danwatch.

“Jeg tror, de næste par måneder vil blive kritiske. Der er blevet indført maskepåbud, men jeg kan se, at mange mennesker stadig ikke bærer masker – sikkert fordi, at antallet af smittede stadig er lavt. Det handler jo nok om det her med, at man har svært ved at tage det alvorligt, før man ser det med sine egne øjne. Så folk tager det for afslappet lige nu – hvilket jo ser ud til at være en fase, som de fleste lande har været igennem.”

“Hvis du ser på geografien for de bekræftede tilfælde, så er der særligt mange, der er berørt i Yangon. Det kan have at gøre med de studerende, der kommer tilbage fra udlandet. Men det er særligt en konsekvens af de titusinder af migrantarbejdere, der i øjeblikket vender hjem fra Thailand og Kina. Det er især sådan, smitten spreder sig i øjeblikket”.

Hvad er situationen for Myanmars økonomi og tekstilindustri i øjeblikket?

“Myanmar har i forvejen en meget svag økonomi. Så en pandemi rammer hårdt. Og derfor tror jeg heller ikke, ​​at regeringen kan tvinge en fuldstændig nedlukning af samfundet – skønt vi nu har udgangsforbud fra klokken 10 om aftenen til klokken fire om morgenen.”

“I forhold til vores tekstilindustri har vi dybest set opbrugt alle nødvendige forsyninger til at kunne producere noget. Vi har arbejdskraften, men vi har ingen råmaterialer på lager. Så fabrikkerne lukker. Selv hvis du er så heldig at have råvarer, så er alle ordrer og al efterspørgsel jo stoppet – der er intet på efterspørgselssiden, og der kommer intet fra leverandørsiden. En del af ejerne har bare lukket deres fabrikker og er stukket af. Uden at tage sig af arbejderne eller noget andet.”

“Der er en fabrik, der producerer værnemidler, som stadig kører. Jeg tror, ​​vi lige har sendt omkring 100.000 eller 200.000 stykker beskyttelsesudstyr til England. Så den fabrik får stadig ordrer. Men nu siger arbejderne til gengæld, at de ikke længere ønsker at arbejde der på grund af forholdene. Så det hele er forholdsvis kaotisk”

Påvirker corona-virussen på nogen måde de væbnede konflikter i Myanmar?

“De forskellige væbnede grupperinger reagerer i øjeblikket forskelligt på krisen. Men for de mennesker, der er fanget i områder med kampe, tror jeg, at bekymringen er langt større for at blive ramt af kugler og bomber end at blive smittet med Covid-19. Derudover er der dårligere internet og adgang til information i de dele af landet, så mange er slet ikke ordentligt informeret om, hvad det er, der foregår.”

Hvordan forestiller du dig, at situationen udvikler sig i de næste par måneder?

“Vi har været heldige at have oplevet hedebølge de sidste par uger, hvor temperaturerne har været helt oppe på 40-41 grader. Det har sandsynligvis bremset virussen en smule. Men i juli og august får vi regn, og det er normalt vores influenzasæson. Så vi er endnu først ved at bevæge os ind i stormen”.

”Myanmar har lige fået et lån på 50 millioner dollars fra Verdensbanken, som regeringen vil bruge i forbindelse med corona-krisen. Og vi har lokale virksomhedsejere, der donerer penge til testudstyr. Så tingene går langsomt fremad. Men vi er ikke de amerikanske eller britiske myndigheder. Og når du ser på New York, Storbritannien eller Italien, så har du at gøre med stærke sundhedssystemer, som alligevel har meget svært ved at kontrollere smitten. Vi kan ikke opgradere vores sundhedssystem inden for et par få måneder. Så vi må se, hvad der sker. Vi krydser fingre lige nu.”

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down