Åbner i en ny fane
Sæbe, parfume, make-up01/06/2021

Hvorfor er der ingen kontrol af økologisk kosmetik og hudpleje? Det skal minister svare på

Økologisk hudpleje og kosmetik er ikke omfattet af kontrol som økologiske fødevarer. Ministeren skal nu svare på hvorfor.
Cosmetics on dark background
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Mens økologiske fødevarer jævnligt kontrolleres af Fødevarestyrelsen, så er der ingen kontrol med, hvorvidt økologisk kosmetik og hudpleje faktisk indeholder naturlige og økologiske ingredienser i det omfang, det skal. Kun Forbrugerombudsmanden kan tjekke, om virksomhederne lever op til deres markedsføring, og det beror for det meste på, at forbrugerne selv skal klage.

Salget af økologisk kosmetik og hudpleje er boomet de senere år, og det er svært for forbrugerne at vide, om indholdet i “naturlig” og økologisk hudpleje og kosmetik faktisk er naturligt og økologisk, mener Venstres forbrugerordfører Anne Honore Østergaard, der nu kræver svar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S). 

“Forbrugerne er en drivkraft for virksomhedernes sunde, naturlige og grønne valg, og det er vigtigt, at forbrugere kan navigere ordentligt, så det er nemt at tage dette valg. Derfor er det vigtigt med tilsyn, der skal sikre, at forbrugerne kan stole på virksomhederne”, siger Anne Honoré Østergaard (V). 

Hvordan skal forbrugerne stole på økologisk kosmetik?

Erhvervsministeren skal tage stilling til, hvorfor Ø-mærket ikke også omfatter økologisk kosmetik, og hvordan myndighederne kontrollerer, at kosmetik rent faktisk er økologisk og stemmer overens med markedsføringen på det enkelte produkt. Endelig skal ministeren svare på, hvor mange sager, Forbrugerombudsmanden har haft om økologisk kosmetik.

Siden 2019 har Forbrugerombudsmanden haft to sager vedrørende økologisk hudpleje, der er videresendt til Miljøstyrelsen, viser en aktindsigt hos Forbrugerombudsmanden, som Danwatch har fået.

Anne Honoré Østergaard vil også have ministerens svar på, hvad Erhvervsministeriet har tænkt sig at gøre for at styrke forbrugeroplysningen og forbrugertilliden til markedsføringen af økologisk kosmetik.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.