“Det er et købers marked, men køberne er ligeglade”

Søren Henriksen
Husk at dele
Vi har undersøgt dette
Undersøgelse

Den tabte tråd

Bangladesh er Vestens billige tøjproducent. Men billigt tøj kommer med en pris. Underbetaling, overgreb, chikane og trusler er stadig hverdagen i en industri, hvis politiske indflydelse er enorm. I sidst ende er det dog køberne, der har magten til at skabe forandringer, siger fabriksdirektør.
Søren Henriksen
Når man lander i Dhakas lufthavn mødes man af billboard-reklamer for lynlåse, denim-leverandører og tekstilmesser. Man lades ikke i tvivl om, at beklædningsindustrien er Bangladeshs økonomiske rygrad. Men rollen som et af Vestens foretrukne billige produktionslande er kommet med en pris.

I løbet af de sidste 10 år har 1800 arbejdere mistet livet i beklædningsindustrien i Bangladesh. Katastrofen i 2013, hvor mindst 1100 arbejdere mistede livet under murbrokkerne, da fabrikskomplekset Rana Plaza kollapsede, blev startskuddet til forbedringer i sikkerheden på fabrikkerne. Men to år efter er manglende arbejdstagerrettigheder og dårlige arbejdsforhold stadig nærværende problemer. Arbejdere fortæller om en hverdag, hvor verbale overgreb, chikane og trusler for at komme få minutter for sent eller bede om lov til at gå på toilettet, er almindelige arbejdsvilkår.

Eksplosiv vækst

I dag arbejder mindst fire millioner arbejdere i flere end 5000 fabrikker, der i 2014 eksporterede for mere end 24 milliarder dollars (169 milliarder kroner, red.). Udenlandske investeringer blev for alvor tiltrukket af den bangladeshiske beklædningsindustri i 1980’erne, da Bangladesh og andre små udviklingslande var sikret let adgang til amerikanske og vesteuropæiske markeder under Multifiber-aftalen, et kvotesystem, der indtil 2005 regulerede den globale handel med beklædning og tekstiler. Kvotesystemet var oprindeligt designet til at beskytte tekstilindustrien i Vesten mod billige produkter fra Indien og Kina. Og da den globale handel med tekstiler blev givet fri frygtede mange derfor, at Bangladesh måtte kapitulere til Kina. Men frihandel blev ikke noget problem for Bangladesh, tværtimod. Ekstremt lave lønninger og produktionsomkostninger gjorde fortsat Bangladesh til et attraktivt produktionsland, der fortsatte med at øge sin andel af verdenseksporten.

I dag er Bangladesh med næsten seks procent af verdenseksporten den andenstørste eksportør af beklædning efter Kina, der sidder på over 40 procent af den globale eksport.

Bangladesh's levebrød

Tøjindustrien er den vigtigste industri i Bangladesh.

Industrien står for mere end ti procent af BNP og for 78 procent af landets samlede eksport.

Industrien beskæftiger fire millioner arbejdere, hvoraf 80 procent er kvinder.

Omkring 20 millioner menneskers levebrød afhænger direkte eller indirekte af beklædningsindustrien.

Bangladesh's levebrød

Tøjindustrien er den vigtigste industri i Bangladesh.

Industrien står for mere end ti procent af BNP og for 78 procent af landets samlede eksport.

Industrien beskæftiger fire millioner arbejdere, hvoraf 80 procent er kvinder.

Omkring 20 millioner menneskers levebrød afhænger direkte eller indirekte af beklædningsindustrien.

Magtfuld kæmpe

Industriens størrelse afspejles også i dens politiske indflydelse. Ifølge interesseorganisationen  Transparency Internationals tal fra 2014 var 10 procent af medlemmerne af Bangladeshs parlament ejere af tøjfabrikker, og mange flere havde indirekte interesser i beklædningsindustrien. En del af penge, der er tjent i den eksplosivt voksende tøjindustri, er også blevet investeret i aviser og mediehuse. Ifølge flere iagttagere, bla. den uafhængige amerikanske ngo, Freedom House, er de økonomiske interesser med til at skævvride dækningen af beklædningsindustrien. Dét billede bekræfter journalist ved Daily Star i Bangladesh, Mohammad Abu Bakar Siddique:

“Medierne dækker branchens vækst og resultater, men kun en sjælden gang rapporterer journalister fra fabrikkerne, og når de gør, berører de kun symptomerne; ulykkerne og brandene, men ikke årsagerne, som er de elendige arbejdsforhold, den dårlige sikkerhed eller de enorme miljøproblemer. Det er den hvide elefant i rummet, som ingen taler om”, siger han.

Svag fagbevægelse

Fagbevægelsen er en ringe modvægt til fabriksejernes indflydelse. Selvom mange nye fagforeninger er blevet dannet siden Rana Plaza, er det stadig under fem procent af arbejderne i beklædningsindustrien, der er medlemmer af en fagforening. Det internationale pres for forbedringer i Bangladeshs beklædningsindustri, der fulgte efter Rana Plaza-katastrofen, opfattes ikke ubetinget som et rygstød, når man spørger de faglige ledere. Ifølge Sultana Begum, der selv er tidligere syerske og nu leder af fagforeningen Muktir Sangram Garments Sramik Federation, har det store fokus på bygningskonstruktioner og nødudgange afledt en del af opmærksomheden for arbejdernes rettigheder.

“Den store opmærksomhed på fabrikssikkerheden har taget fokus væk fra det, som er vigtigst for arbejderne, f.eks. højere lønninger, bedre arbejdsvilkår og retten til at organisere sig”, forklarer hun.

Ruhul Amin, der er generalsekretær i landets største fagforening, Garment Workers Trade Union Center er enig:

“Arbejderne får det ikke nødvendigvis bedre, fordi fabrikkerne bliver sikrere. Selvfølgelig skal fabrikkerne være sikre, men det, som forbedrer arbejdernes liv, er, at de kan få mad på bordet”, siger han.

Mindsteløn ikke fuldt implementeret

Netop en løn, der er til at leve af, har været et hovedkrav fra den bangladeshiske fagbevægelse, og i 2013 lykkedes det at få gennemført en markant stigning i den månedlige mindsteløn til 5300 taka, hvilket cirka svarer til 462 danske kroner. På to ud af de syv fabrikker, DanWatch har besøgt i december 2014, var mindstelønnen dog ikke implementeret.

Og selv når mindstelønnen er implementeret, er den ikke til at leve af, påpeger A.K.M Nasim, der er senior juridisk konsulent hos American Center for International Labor Solidarity. Derudover forklarer han, at: “Mange fabrikker implementerer minimumslønnen, men følger ikke løntrinene, hvilket betyder, at mange arbejdere, der burde være placeret på et højere på løntrin på grund af opgaver og anciennitet, bliver degraderet eller aldrig rykker op i lønsystemet”.

Køberne har et ansvar

Arbejdernes krav om bedre løn og købernes stigende krav til sikkerhed sætter fabriksejerne under pres, forklarer Mahiuddin Mufaruqui, der er direktør for fabrikken Multifabs, der bl.a. producerer for danske Rexholm. I sidste ende er det dog køberne, der har magten til at skabe forandringer, mener han:

“Jeg er ikke interesseret i at slå mine arbejdere ihjel, men jeg kan ikke betale for alt. Det er et købers marked, men køberne er ligeglade. Køberne siger til os, at vi skal betale minimumslønnen, men de vil ikke betale mere for produkterne. De siger, at vi skal forbedre fabrikkerne, men de vil ikke betale for det”, Mahiuddin Mufaruqui.

Relaterede nyheder
Mere om samme ...

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.