“På én fabrik lykkedes det mig at få 530 arbejdere i fagforening, og vi åbnede et kontor på fabrikken. Der er fire millioner arbejdere på tekstilfabrikkerne i Bangladesh, og vi stopper ikke, før alle er organiserede i en fagforening”.Der er ingen passive ofre her. Kun kvinder og mænd, der kæmper for deres rettigheder og usentimentale scener fra deres hverdagsliv.
Instruktørerne Hannan Majid og Richard York fra Rainbow Collective har filmet i Bangladesh i flere år og har tidligere produceret de to dokumentarfilm ‘The Machinist’ (2010) og ‘Tears in fabric’ (2013). Deres nyeste dokumentarfilm, ‘Udita’ væver optagelser fra de to film sammen med nye optagelser og lykkes på den måde med at tegne et fint portræt af, hvordan kampen for bedre vilkår i tøjindustrien i perioden 2010 til 2015 langsomt begynder at give resultater.
Udita, der kan oversættes til “at opstå”, er også historien om gryende selvbevidsthed og kollektiv identitet blandt arbejderne i en industri, der først for alvor får verdens opmærksomhed efter katastrofen på Rana Plaza og dødsbranden på fabrikken Tazreen.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Mere end bare ofre
Vi møder Razia Begum, der mistede sine to døtre og en svigersøn, da Rana Plaza kollapsede, og Shohibita Rani, der fortæller om at være fanget i flammerne på Tazreen. Det er fortællinger, der brænder sig fast, men ‘Udita’ forfalder ikke til de offer-klicheer, der desværre ofte præger dokumentarer og journalistik om tøjindustrien i Bangladesh. Alt for ofte portrætteres de kvindelige arbejdere alene som hjælpeløse ofre, som Vestens forbrugere burde fatte sympati for og redde.
‘Udita’ handler ikke om Vestens forbrugeres dårlige samvittighed, og instruktørerne har sparet fortællerstemme, eksperter og iagttagere, der traditionelt fortæller, hvad der må gøres. Der er ikke kun nærbilleder af sørgmodige ansigter i svag belysning, som fortæller om overgreb og knuste drømme. Tilbage står de kvindelige tekstilarbejdere som handlekraftige aktører, som selv fortæller deres historie. Og vi følger dem i deres hverdag i hjemmet, på gaden og fagforeningskontoret. De venter ikke på redningsmænd.
Blik indefra
Dokumentarens forløb over fem år gør det muligt at portrættere den øgede faglige organisering blandt tekstilarbejderne, der nåede et højdepunkt i 2013, hvor voldsomme protester første til en stigning i mindstelønnen.
Filmen er først og fremmest en vigtig modvægt til de gængse fremstillinger af tøjindustrien i Bangladesh, hvor arbejderne ofte reduceres til passive statister i en forestilling, hvor hovedrollerne er tildelt internationale modekoncerner, fabriksejere og vestlige forbrugere.
Den positive skildring af organiseringen og syerskernes selvbevidsthed kan måske efterlade en med et lidt for optimistisk billede. Det er ikke ‘Udita’, der gør én klogere på, hvor lille en andel af arbejderne, der er organiseret, problemerne med fupfagforeninger eller statens manglende beskyttelse af fagforeningerne.
‘Udita’ giver et godt indblik i syerskernes liv og skabelsen af en kollektiv identitet som arbejdere. Men det er selvfølgelig også et begrænset indblik, der ikke gør en klogere på, hvilke systemiske problemer industrien lider under.
Søren Henriksen
