Åbner i en ny fane
Sikkerhed og våben24/09/2026

Minister efter afsløring: Vi er ikke Ruslands legeplads

Reaktionen kommer efter flere Danwatch-afsløringer om et firma i Københavns Nordhavn, der trækker tråde dybt ind i Rusland.
Pressemøde om regeringens arbejdsprogram
Erhvervsminister Martin Lidegaard vil ikke have, at Ruslands krig i Ukraine kan blive finansieret gennem Danmark. Jonathan Damslund/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Opdateret klokken 09.13 med uddybende kommentarer fra erhvervsminister Martin Lidegaard.

En ejer, der er tidligere KGB-spion, en direktør, der er sanktioneret for at hvidvaske penge for Vladimir Putin og et lukrativt samarbejde med Ruslands statslige olieselskab Rosneft.

Det kunne lyde som enhver anden succesfuld forretning i Moskva, men virksomheden holder til i et kontorhotel med store vinduespartier i Københavns mondæne Nordhavnskvarter.

Nu får afsløringerne erhvervsminister Martin Lidegaard (R) til at reagere. 

“Danmark og EU skal ikke være en legeplads for russiske virksomheder, der er med til at finansiere den russiske krigsmaskine. Det er netop derfor, vi i EU har indført hårde sanktioner”, siger han til Danwatch. 

Udmeldingen kommer, efter at flere eksperter har opfordret myndighederne til at gå ind i sagen om det mystiske selskab Inter Energia, der er drevet fra Letland og Schweiz af personer med tråde til Moskva. 

Danwatch har spurgt erhvervsministeren, om myndighederne undersøger omstændighederne ved Inter Energia og lignende virksomheder, der kan have tråde til sanktionerede selskaber og personer. Ministeriet oplyser, at han ikke kan udtale sig om den konkrete virksomhed og derfor taler generelt om regeringens linje. 

Inter Energia ejer en tredjedel af gasselskabet Itera Latvija sammen med Rosneft, der ejer de øvrige 66 procent. Selskabet har over 300 millioner kroner i aktiver, der er blevet indefrosset af de lettiske myndigheder. 

Penge, som Rosneft ellers ville have mulighed for at råde over. Hverken Itera Latvija, Inter Energia eller Rosnefts cypriotiske skuffeselskab Davonte Holding, er blevet sanktioneret af EU. 

Det til trods for, at Rosneft er underlagt nogle af de strengeste sanktioner, EU har skruet sammen. 

Det er altså på Letlands eget initiativ, at de russiske aktiver er blevet indefrosset. De danske myndigheder er fortsat ikke gået ind i sagen, og Erhvervsstyrelsen har oplyst til Danwatch, at de ikke ønsker at kommentere på konkrete virksomheder.

Martin Lidegaard oplyser til Danwatch, at de danske myndigheder ikke har i sinde at gå solo om sanktioner ligesom Letland. Staten foretrækker at gøre det i samarbejde med EU.

“”Sanktioner skal ramme hårdest muligt. Samtidig er det vigtigt, at vi sikrer, at virksomhederne ikke bare rykker videre til det næste EU-land, hvor de ikke er sanktioneret. Derfor foretrækker vi, at bruge EU til at stække russiske virksomheder, der er med til at finansiere Ruslands krig i Ukraine”, siger han i et skriftligt svar. Han tilføjer:

“Lad mig derudover gøre det helt klart, at vores myndigheder løbende holder et skarpt øje og reagerer effektivt og handlekraftigt, hvis nogen er i nærheden af at overtræder gældende sanktioner”.

Opfordrer myndigheder til undersøgelse

Danwatch har under dækningen af Inter Energia talt med flere eksperter, som advarer om, at selskabet kan bruges til alt fra sanktionsomgåelse og hvidvask til at betale privatpersoner for at begå sabotage i Danmark. 

Senest lød det fra seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel, at der er mange mystiske og lyssky forhold ved Inter Energia, der bør undersøges nærmere. 

“Det er selvfølgelig problematisk. Hvad der reelt ligger bag er svært at gennemskue, men der sker jo mange suspekte ting”, sagde han.

“Det er oplagt, at de danske myndigheder har kig på de her ting”.

Det samme mener Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, som i dag er uafhængig forsvarsanalytiker.

Han kaldte det “vanvid”, at myndighederne ikke har taget handling.

“Myndighederne skal skrue bissen på ligesom i Letland. Jeg vil stærkt advare imod, at sådan noget her får lov til at foregå”, sagde han.

Erhvervsminister Martin Lidegaard siger til Danwatch, at:

“Fra dansk side går vi ind for de hårdest mulige sanktioner. Vi skal styrke Ukraine og svække Rusland – ikke gøre det lettere for Rusland at føre krig”.

Danwatch har tidligere forsøgt at få en kommentar fra Erhvervsstyrelsen om Inter Energias ejerforhold og aktiviteter i Danmark. 

Styrelsen har oplyst, at den ikke kan kommentere på den specifikke sag, men at den som udgangspunkt undersøger sager, hvor der er mistanke om sanktionsbrud.

Hvis mistanken er stærk nok, bliver sagerne overdraget til politiet.

Mere om samme virksomhed

Inter Energia, Itera Latvija, Rosneft

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.