Lad mig begynde med rubrikken. Den er nemlig ikke helt min egen, men mere eller mindre hugget fra den kenyanske politolog Ken Opalo. For nyligt skrev han på X:
“Alle ser ud til at have en Afrika-plan. Undtagen dem, der styrer kontinentets hovedstæder”.
Opalo refererede til en artikel, der beskrev Tyrkiets fremfærd i Afrika. Og på denne dag, hvor Danmark også har fået en officiel Afrika-strategi, er hans kommentar værd at dvæle ved. Vi befinder os nemlig i en tid, hvor alverdens regeringer gentæker deres Afrika-politik.
I sidste uge lancerede Norge en ny Afrika-strategi. I maj gjorde Italien. I 2023 gjorde Holland og Rumænien, og også Storbritannien og Canada har hver en strategi på vej. Serbien, Polen, Tjekkiet og Ungarn har alle bebudet et fornyet og øget fokus på Afrika, og oveni kommer alle de seneste par års endeløse Afrika-topmøder; det nordisk-afrikanske, det russisk-afrikanske, det sydkoreansk-afrikanske, det saudisk-afrikanske, det japansk-afrikanske, det amerikansk-afrikanske, det kinesisk-afrikanske.
Strategierne og topmøderne varierer i indhold – fra klima og menneskerettigheder til olie og våben. Men de har allesammen ét grundlæggende budskab til fælles: Nu er det Afrikas tur. Alt for længe har Afrika været marginaliseret i international økonomi og politik, og det går ikke i en verden, der bliver stadig mere afrikansk. I 2050 er hvert fjerde menneske på kloden Jorden fra Afrika.
Den danske Afrika-strategi spiller samme sang. “Vi må erkende, at vi i Danmark og Europa i mange år har fokuseret engagementet med afrikanske lande primært på udviklingssamarbejde og humanitær støtte. Vi har ikke for alvor anerkendt Afrikas rolle i international politik”, lyder det indledningsvist. Derfra lægges der blandt andet op til øget samhandel og kulturudveksling, ligesom der varsles åbninger af nye samt udvidelser af eksisterende ambassader på kontinentet. Danmark forpligter sig endvidere på et opgør med Afrikas historiske “underrepræsentation i internationale fora”, primært FN.
Strategien har været længe undervejs, og der er ingen tvivl om, at Udenrigsministeriet er gået grundigt til værks. Erhvervsliv, civilsamfund og forskere er blevet hørt – i Danmark såvel som i Afrika – og både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) har rejst flittigt på kontinentet siden regeringsdannelsen. Man fornemmer tydeligt, hvordan man har ønsket at gøre op med stereotyperne. Strategien understreger, at Afrika er andet og mere end pinsler og armod, ligesom der bliver gjort et nummer ud af den banale, men vigtige pointe om, at Afrikas 54 lande er dybt forskellige og derfor også kræver dybt forskellige tilgange.
Sandheden er dog, at Afrika-strategier som den danske er og bliver noget frugtesløse, uanset hvor gennemarbejdede og velmente de er. Strategien kan givetvis styrke det danske aftryk i Afrika, akkurat som den er tiltænkt, men det er hverken den danske, norske, hollandske eller sågar russiske eller kinesiske Afrika-strategi, der anviser vejen for kontinentet. Det gør kun Afrikas egen Afrika-strategi.
Dermed er vi tilbage ved Ken Opalo og hans diagnose af et tidstypisk paradoks. Mens statsledere uden for Afrika har travlt med at tænke forkromede tanker om Afrikas fremtid, og hvordan de bedst kan blive en del af den, kan det være svært at få øje på, hvad Afrikas egne statsledere egentlig vil med Afrika – og om de overhovedet har en samlende idé for kontinentet?
De afrikanske lande handler fortsat forsvindende lidt med hinanden. Kun omkring 15 procent af al handel i Afrika foregår mellem lande på kontinentet – til sammenligning foregår mere end 58 procent af handelen i Asien mellem asiatiske lande. Et fransk pas giver visumfri adgang til flere afrikanske lande end et nigeriansk. Flynettet er flere steder så dyrt og hullet, at en rejse fra Cameroun til Algeriet kræver en mellemlanding i enten Paris eller Istanbul. Og da Schweiz – og ikke en afrikansk hovedstad – for nyligt var værter for forhandlingerne om en våbenhvile i Sudan, var det ikke en enlig undtagelse, men symptomatisk for konfliktløsningen i Den Afrikanske Union, hvor man ofte snakker om “afrikanske løsninger på afrikanske problemer”, men alt for sjældent rent faktisk leverer dem.
Med andre ord: Det er fint med flere danske investeringer i Afrika, flere ambassader og mere kulturudveksling. Men skal det 21. århundrede vitterligt blive Afrikas århundrede, som regeringen lægger op til, afhænger det ikke af alle mulige andre landes Afrika-politik, men af de afrikanske landes evne til indbyrdes samarbejde – økonomisk, diplomatisk, politisk, militært, kulturelt.
I den forstand siger tidens mange Afrika-strategier typisk mere om de lande, der skriver dem, end om Afrika selv.