På tirsdag er det præcis ét år siden, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og daværende udviklingsminister Dan Jørgensen (S) stod blandt sække fyldt med kenyansk kaffe hos virksomheden Bentax i Høje Taastrup og præsenterede Danmarks nye Afrika-strategi.
Lokationen var sigende. I sin tale forklarede udenrigsministeren, at det ikke alene var regeringens strategi – det var også virksomhedernes. Den traditionelle udviklingspolitik kan ikke længere stå alene, hvis Danmark skal gøre sig relevant i Afrika, den må i langt højere grad end tidligere ledsages af eksport- og investeringsfremme, lød budskabet.
“Fra 2021 til 2023 gik kun 1,5 procent af dansk eksport af varer til Afrika – kun 1,5 procent. Vi har et lavt udgangspunkt, som man siger. Men nu er jeg jo politiker, så lad mig også vende den om og sige: Vi har et enormt potentiale”, sagde Lars Løkke Rasmussen.
I anledningen af ét-året for strategien må et helt centralt spørgsmål derfor være: Har danske virksomheder indledt en Afrika-offensiv efter regeringens ønske, eller er Afrika stadig noget man snakker om snarere end handler med?
Dansk Industri har de seneste år flere gange givet indtryk af, at erhvervslivet sagtens kan se potentiale i de afrikanske markeder. Alligevel tøver mange. Renterne og administrationsomkostningerne er for høje, og så bliver risikoen for stor, lyder det typisk.
Det har regeringen lyttet til, og som en del af udmøntningen af Afrika-strategien lancerede Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) i maj en særordning for at støtte dansk eksport til Afrika. Her kan virksomheder, der ønsker at gøre forretninger på kontinentet, samt afrikanske købere ansøge om lån eller garantier.
Første ansøgningsrunde lukkede i midten af juni, og EIFO oplyser til Afrika-brevet, at ni virksomheder har ansøgt puljen om støtte for i alt 397 millioner euro, og at der er tale om projekter i Cameroun, Ghana, Angola, Uganda, Zimbabwe og Kenya.
“At EIFO’s nye Afrika-ordning har modtaget ansøgninger for godt 3 milliarder kroner er et særdeles tilfredsstillende niveau. På nuværende tidspunkt har ordningen kun kapacitet til at dække risikoen for 0,5 milliarder kroner i eksportfinansiering, så interessen kan siges at være seks gange større end den aktuelle kapacitet”, skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i en mail til Afrika-brevet.
Beløbsstørrelsen indikerer imidlertid, at ansøgerne er blandt nogle af landets største virksomheder, og mange af dem – hvis ikke alle – vil formentlig allerede være tilstede i Afrika. Men i sin tale hos Bentax i Høje Taastrup nævnte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen specifikt de små- og mellemstore virksomheder, der står på tærsklen til de afrikanske markeder, men endnu ikke er trådt ind på dem. Hvis EIFO’s Afrika-ordning ikke henvender sig til dem, hvordan lever Afrika-strategien så op til sin ambition om at få netop disse virksomheder til at krydse Middelhavet?
EIFO’s særordning står retfærdigvis ikke alene. Også statens anden superfond, Impact Fund Denmark (tidligere IFU), er blevet gearet til at kunne investere langt mere i Afrika, senest med en ny Afrika-pulje på 350 millioner kroner. Samtidig har fonden netop investeret cirka en kvart milliard kroner i selskabet CrossBoundary Energy, der udvikler og driver grønne energiprojekter i afrikanske lande.
Investeringen er et godt eksempel på, hvor dilemmafyldt det ofte er at investere på kontinentet. CrossBoundary Energys arbejde med at forsyne tung afrikansk industri med vedvarende energi er indlysende anerkendelsesværdigt, men i deres portefølje finder man op til flere kunder, som har en historik for både forurening og menneskerettighedskrænkelser. Heriblandt Rio Tintos ilmenit-mine i Madagaskar og Syrah Resources grafit-mine i Mozambique.
I sin Afrika-strategi synes regeringen i første omgang at ville nedbringe den økonomiske risiko ved at investere i afrikanske økonomier. Formår de vitterlig det, og ser vi i de kommende år flere og flere danske virksomheder engagere sig på kontinentet, trænger et nyt spørgsmål sig på: Hvordan nedbringer man den politiske og menneskeretlige risiko?
Dét spørgsmål er mindst ligeså vigtigt – hvis ikke endnu vigtigere.
Afrika-brevet har fået en søster: Syd for Sahara er et nyt ugentligt radioprogram produceret i et samarbejde mellem Radio IIII og Danwatch. Jeg er vært og ser frem til at diskutere aktuelle afrikanske forhold med kloge gæster. Vi udkommer hver onsdag, og du kan finde seneste afsnit om Burkina Fasos karismatiske og kontroversielle præsident Ibrahim Traoré lige her.
Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Burkina Fasos præsident Ibrahim Traoré bliver dyrket som en panafrikansk helt og udråbt til intet mindre end Afrikas frelser. Hvem er han, og hvad har gjort ham så populær? Det diskuterer vært Oscar Rothstein med ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier og Københavns Universitet, Gerd Kieffer-Døssing. Syd for Sahara er produceret i et samarbejde med Danwatch.
