Når man som udenlandsk journalist får presseakkreditering i DR Congo, skal man huske at læse det, der står med småt. På akkrediteringen får man nemlig at vide, at man end ikke med dette stykke papir, må rejse ind i udvalgte provinser uden for hovedstaden Kinshasa, blandt andet Mai-Ndombe, der ligger nord for den enorme millionby.
Årsagen er en stadig mere voldsom væbnet konflikt mellem Yaka og Teke, to af DR Congos mere end 200 etniske grupper. De to folk har længe ligget i konflikt om ejerskabet af jorden i flere provinser i Kinshasas udkant, og de seneste år har en gruppe af Yaka-militser, kaldet Mobondo, terroriseret og plyndret Teke-landsbyer. Mere end 5.000 mennesker har mistet livet, og 280.000 er blevet drevet på flugt.
Journalister er næppe forment adgang til de berørte provinser, fordi de congolesiske myndigheder bekymrer sig om pressens sikkerhed, men fordi de ønsker at mørklægge konflikten. Den nationale hær har været deployeret til de berørte provinser siden 2022 og patruljerer i dag langs hovedvejen N1, der strækker sig fra Kinshasa til Kikwit, en mellemstor by cirka 500 kilometer inde i landet. Men reelt har staten mistet kontrollen over store dele af hovedstadens opland, der i stedet administreres af væbnede Yaka-grupper.
Mobondo-konflikten er ikke noget, man snakker højt om i Kinshasa. Da jeg var i byen, havde jeg arrangeret et møde med en af dem, der ved allermest om situationen, og fik at vide, at vi ikke kunne mødes et offentligt sted, og at der hverken måtte optages eller tages billeder fra samtalen. Konflikten er politisk sensitiv og ikke kun fordi den udspiller sig få hundrede kilometer fra hovedstaden og blotlægger den congolesiske hærs utilstrækkelighed.
I Kinshasa blev jeg introduceret for begrebet pompier pyromane. Fra fransk kan det direkte oversættes til en “pyroman-brandmand”, og i denne sammenhæng refererer det til politikere, der med fuldt overlæg skaber eller udbygger kriser, alene så de kan løse dem (eller påstå at de er i stand til at løse dem) og dermed skaffe opbakning. Det er et velkendt fænomen i congolesisk politik og ifølge flere iagttagere en væsentlig årsag til, hvorfor Mobondo-konflikten er eskaleret.
Striden mellem Yaka- og Teke-folkene er ægte. Det samme er begge gruppers oplevelse af socioøkonomisk marginalisering. Men i Kinshasa er der bred enighed om, at politiske brandstiftere, herunder medlemmer af det congolesiske parlament, spekulerer i konflikten, simpelthen fordi den tjener deres interesser. For disse konfliktentreprenører er de væbnede kampe en anledning til at danne nye alliancer, udvise handlekraft og indkassere økonomiske gevinster.
Kort før nytår erklærede den congolesiske regering Mobondo for en “direkte trussel mod den nationale sikkerhed”. De mere end insinuerede samtidig, at der skulle være en alliance mellem militsen og oprørsgruppen M23, der med støtte fra Rwanda har erobret dele af det østlige DR Congo. Det er noget, der er blevet spekuleret i længe, men som der endnu ikke er overbevisende dokumentation for.
Til gengæld synes begrebet pompier pyromane også relevant for det, der foregår i øst, hvor kampene fortsætter på trods af en nylig fredsaftale mellem DR Congo og Rwanda underskrevet i Washington. Når heller ikke dén konflikt ser ud til at have en ende, så er det (blandt andet) fordi, at der er visse politikere, der slet og ret er bedre tjent med krig end med fred. Hvor tosset det end må lyde.
Som journalist og forfatter Peter Tygesen skriver i sin bog Congo – formoder jeg (2001) er Congo som et løg: Hver gang man piller et lag af og tror, at man nu er nået ind i kernen af dette myteomspundne land, så dukker et nyt lag op, som man møjsommeligt kan gå i gang med at pille af.