Rusland vil tegne hele Europakortet om. Hvis man tror andet, er det bare at høre godt efter, når russerne taler selv.
Til forhandlingerne i Abu Dhabi kom det frem, at den russiske delegation ikke kun ønsker en fredsaftale i Ukraine, der forærer dem et stort stykke ukrainsk land, som de ikke engang kontrollerer endnu.
Det er ikke nok for dem, for ifølge Rusland er Ukraine kun en del af problemet, et lille symptom på en akut sygdom, som de vil kurere med død og ødelæggelse. Eller som den russiske chefforhandler Vladimir Medinsky sagde:
“I bund og grund er hele kroppen syg, og Ukraine var blot en byld, der sprang. Hele kroppen skal helbredes. Et plaster er ikke nok”.
Kroppen er Europa, og sygdommen er det liberale demokrati, der definerer vores livsstil. Og det skal ifølge russerne fjernes ved, at NATO opgiver alle militære aktiviteter i Østeuropa og Ukraine, at USA trækker sine tropper fra grænserne til Rusland, og at alle amerikanske og russiske atomvåben forbliver indenfor landenes egne grænser.
Fra et europæisk perspektiv kan man jo så konstatere, at Rusland fortsat vil have atomvåben på sit territorium som i dag, men at der ikke længere er nogle amerikanske sikkerhedsgarantier.
Det er gammel vin på nye flasker, for det er sådan set intet andet end en gentagelse af Vladimir Putins alternative virkelighed, som han fremlagde i en absurd historielektion om det russiske imperiums ret til at kontrollere størstedelen af Østeuropa ved invasionen af Ukraines begyndelse.
Men én ting har Medinsky da ret i, og det er, at et plaster ikke er nok. For Europa har et gabende hul i sikkerheden, som er så stort, at der ikke engang var en europæisk repræsentant til forhandlingerne i Abu Dhabi om vores egen fremtid.
Tag ikke fejl, Europa vil meget gerne være med til forhandlingerne og sendte også delegationer afsted, men de fik ikke adgang. Medinsky hånede dem bagefter og sagde, at der vistnok sad nogle europæiske “turister” og talte sammen i lobbyen, men at de godt kunne glemme alt om en plads ved det bord, der jo praktisk talt er russernes.
Så hvis russernes kur mod europæernes ‘syge krop’ er våben og atombomber, så må Europas hvide blodlegemer jo oprustes.
Og det er også det, der sker. Milliarder af euro, kroner, zloty, pund og så videre bliver pumpet ud til våbenindustrien, som meget gerne skulle sprøjte vitaminer tilbage til europæernes immunforsvar.
Men desværre findes der ingen krig uden korruption, og derfor ryger nogle af pengene på afveje. Det kunne vi for nyligt fortælle på Danwatch, da vi løftede sløret for granat-sagen, hvor en donation på 71 millioner danske skattekroner til artillerigranater til Ukraine endte hos en falsk våbenproducent i Italien.
Virksomheden brugte et coverbillede fra et 20 år gammelt computerspil og billeder af AI-generede artillerikanoner til at reklamere for sine produkter, og det havde ikke licens eller faciliteter til at producere den ammunition, det var blevet betalt for.
Hverken myndigheder eller politikere i både Estland og Danmark ønsker at forklare, hvordan det kunne lade sig gøre. I stedet bliver omstændighederne omgærdet af endnu mere mystik og mistanke om, at noget åbenlyst er gået grueligt galt.
Den estiske forsvarsminister er blevet nødsaget til at trække sig helt ud af politik som følge af granat-sagen, og en tidligere topembedsmand anklager nu eksministeren for personligt at trumfe den falske våbenproducent igennem.
Så med andre ord er der tale om et godt gammeldags shit show, hvor ingen helt ønsker at tage ansvaret og gøre lidt for at genoprette offentlighedens tillid til den historiske oprustning.
Og apropos oprustningen, hvordan går den så egentlig?
Danmark afsatte sidste år 365 milliarder kroner, som skulle bruges til oprustning i perioden 2025 til 2033. Allerede i februar i år var næsten alle pengene brugt, hvilket rundt regnet betyder, at oprustningen har kostet en milliard kroner om dagen.
De europæiske NATO-lande brugte i alt 3700 milliarder kroner i 2025 på at opruste og forventes at bruge mere i år, og EU-landene har øremærket yderligere 6000 milliarder til at “genbevæbne Europa”.
Til sammenligning bruger Rusland årligt 1500 milliarder kroner på militæret.
Men penge er ikke patroner, og vejen til et Europa, der kan forsvare sig selv, er snoet og lang.
En analyse af Atlantic Council viser, at kun 20 procent af Europas erklærede forsvarsmål for 2026 er blevet nået.
Der var i alt 45 mål i det såkaldte vejkort til et stærkere Europa, men kun hver femte er lykkedes til trods for historiske investeringer og stor vilje.
En forklaring på hvorfor kræver næsten en hel analyse for sig. Men det åbenlyse svar er, at EU-landene skal drive vejen frem, og de kan ikke blive enige om, hvad der skal ske.
Mange af landene kan ikke engang blive enige på nationalt plan, og klart nok gør det de storslåede planer komplicerede.
Nå, men før det her ender på et længere sidespor om bureaukratiet i Bruxelles, så lad os runde af med at sætte det hele på spidsen.
Den syge europæiske krop, som vi kender den i dag, har valget mellem oprustningens kemoterapi eller russernes aktive dødshjælp.
Hvis man ønsker at leve, må man tilsyneladende træffe et valg og acceptere, at der er en lang, hård vej til at blive kureret.

