I et fjernt hjørne af Unity Park, bag girafferne, kuduerne og zebraerne, ligger en samling små pavilloner, der skal fremvise forskellige artefakter af særlig historisk og kulturel betydning for hver af Etiopiens forskellige regioner.
Eller det vil sige: Pavillonen, der tilhører Tigray, Etiopiens nordligste region, er så godt som tom. Det eneste man finder er en efterligning af en skål tihlo, en egnsret bestående af små dejklumper lavet på byg. Det var alt, det kunne blive til for den politisk nok mest indflydelsesrige region i moderne Etiopien, hvis ledere i Tigray People’s Liberation Front (TPLF) var spydspids i landets regering fra 1989 til 2019.
Unity Park – en imposant kombination af zoologisk have, museum og park – i hovedstaden Addis Ababa er kronjuvelen i den etiopiske premierminister Abiy Ahmeds omfattende gentrificering af byen. Selv kalder han det for sit beautification project. Parken åbnede i 2019 og blev lanceret som en demonstration af Etiopiens mange attraktioner og nationale sammenhold.
Den sølle Tigray-pavilion er i sig selv bare en simpel kuriositet, men den skriver sig alligevel ind i en større historie om Abiy Ahmeds Etiopien. Premierministeren kom til magten i 2018 med en erklæret ambition om at reformere den etiopiske etno-føderalisme: Mindre magt til regionerne rundtomkring i landet – ikke mindst til Tigray – og mere magt til centralregeringen i Addis Ababa. Kun ved at agere som én samlet, centralt ledet stat, vil Etiopien kunne sikre sig udvikling og velstandsstigning, lød ræsonnementet.
Syv år senere synes premierministerens projekt kuldsejlet. I 2020 udbrød krig mellem den føderale hær og TPLF i Tigray. To år og op mod 600.000 døde efter, lagde parterne våbnene, men freden er yderst skrøbelig, ikke mindst efter en militær fraktion af TPLF i marts kuppede Getachew Reda, der havde ledet Tigrays overgangsregering siden krigens slutning. Samtidig ligger Abiy Ahmeds soldater i stadig voldsommere kampe med ekstremistiske oprørsgrupper i både Amhara og Oromia. Især i Amhara er situationen kritisk. Den 17. april mistede mere end 100 mennesker, herunder mange civile, livet i droneangreb fra den etiopiske hær i byen Gedeb.
Premierministeren blev en international darling, da han i 2019 fik Nobels fredspris for at have bilagt mange års grænsestrid med Eritrea. I dag er han bredt udskældt for at have ført Etiopien ud i et kludetæppe af væbnede kampe. På sigende vis er Etiopiens forhold til Eritrea atter kørt af sporet, og risikoen for en ny grænsekrig er overhængende. Abiy Ahmeds fik afgørende støtte fra sin eritreiske kollega Isaias Afewerki under Tigray-krigen, men Eritrea følte sig underløbet af fredsaftalen mellem Addis Ababa og TPLF i 2022 og er desuden stærkt provokeret af etiopiernes konstante interesse i at skaffe sig adgang til havnen i Assab på Eritreas rødehavskyst.
Konfliktpotentialet i Etiopien er overvældende. Men der kan være grund til forsigtig optimisme, lyder det fra iagttagere. Efter kuppet mod Getachew Reda i Tigray frygtede mange, at den føderale hær ville genoptage krigen i regionen. Reda var en moderat skikkelse og havde et fint forhold til Addis Ababa. Kupmagerne er det modsatte. Men Abiy Ahmed har indtil videre næret sig. “Mit svar er fred”, udtalte han i det etiopiske parlament i ugerne efter afsættelsen af Getachew Reda.
Måske var det en simpel analyse af, at den føderale hær har rigeligt at se til i Amhara og Oromia, og næppe har ressourcer til at åbne en ny front i Tigray. Eller måske er nobelprisvinderen stadig et sted derinde i den etiopiske premierminister.

