Et russisk par på campingferie i Sverige blev anholdt tidligt om morgenen 6. august.
De havde slået telt op tæt på vandet nær Furuvik lidt nord for Stockohlm.
I meget kort afstand til et hus, hvor den svenske våbenproducent SAAB’s direktør opholdt sig.
På sig havde russerne håndholdte radioer, og de havde ifølge politiet ikke en god forklaring på, hvorfor de befandt sig lige netop der.
De blev anholdt, sendt på et svensk udrejsecenter og forlangt udvist til Rusland.
Det russiske par, to unge mennesker med dreadlocks ved navn Semyon og Tatjana, har ifølge eget udsagn rejst rundt i Europa siden 2021. De holdt fast i deres uskyld.
Semyon udtalte, at han havde fået radioerne i bryllupsgave af Tatjana, og at han var nervøs for at blive sendt til Rusland.
“Vi ved ikke, hvad der vil ske, hvis vi vender tilbage. Det føles skræmmende for at være helt ærlig”, har han udtalt til SVT.
Ingen ved med sikkerhed, om de unge russere er turister eller spioner – men politiet kunne ikke bevise, at de var en trussel mod Sverige, og parret blev løsladt.
Men tvivlen er sådan set også pointen.
For sagen illustrerer en voksende problematik i Europa, som svenskerne efterhånden også selv kender meget indgående: Det vrimler med russiske spioner, og det kan være hvem som helst.
Svenskerne står ikke alene med problemet.
Kort efter invasionen af Ukraine udviste Danmark 15 russiske diplomater for spionage, og daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde, at “de 15 udviste efterretningsofficerer har lavet spionage på dansk jord”.
Da myndighederne frygtede, at Danmark var ved at blive overrendt af russiske droner i 2025, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark blev angrebet for at “skabe utryghed og splittelse” og at ryste danskerne “som mennesker og samfund”.
Der er talt nok så meget om skyggeflåden, om droner og hackerangreb, men spionagen er en hel dimension af trusler, der umiddelbart er svær at begribe.
I Norge har mystiske russere lejet hytter med udkig over militærområder, imens omfattende påvirkningskampagner forsøger at skabe uro i grænseregionen, og fiskeskibe bemandes af russiske spioner.
Tyskland har haft en række endnu mere voldsomme sager, som nærmest grænser sig til at være angreb på staten.
Først stoppede tyskerne et attentatforsøg på direktøren for Rheinmetall, så stoppede de et attentatforsøg på direktøren for droneproducenten Donaustahl, og senest afværgede en lufthavnschauffør et konkret bombeangreb mod et Antonov-fly fyldt med ammunition i Leipzig.
Selvom det bliver sagt, at det er Rusland, der står bag alle de angreb, virker det til, at ingen helt kan overskue konsekvenserne af at gøre noget ved det.
Måske fordi, at et modsvar i samme kaliber ville nærme sig en krigshandling – men hvad er det så lige, der foregår her?
Fra telegrammer til Telegram
Under Den Kolde Krig, som nærmest er synonymt med spionage, udviklede amerikanerne og sovjetterne hver deres yderst sofistikerede spionsystemer for at infiltrere modparten.
Amerikanerne fulgte nogle ekstremt rigide regler i Sovjetunionen, hvor alt var under streng kontrol. Minimal kontakt, altid fald i et med mængden, aldrig kig dig over skulderen, behandle alle som værende kontraspioner og gå ud fra, at du aldrig er alene.
Sovjetterne havde nogle lignende regler, men fokuserede ekstremt meget på menneskelige netværk i det givet mere frisindede amerikanske samfund.
Og mens amerikanske spioner ikke måtte sende telegrammer for at undgå det nøje overvågede kommunikationsnetværk, sendte sovjetterne rigtig mange telegrammer.
Faktisk så mange, at amerikanerne overvågede telegrammerne i over 37 år, oversatte sovjetternes kodesprog og fangede flere spioner dybt inde i USA’s indre kerne, gennem det såkaldte Venona-projekt.
Det er 35 år siden Sovjetunionens fald, og skæbnen vil have, at russerne i dag kan rekruttere unge til at lave sabotage for penge gennem en beskedtjeneste, der hedder Telegram.
Unge i Polen og Baltikum og ukrainske flygtninge har flere gange fået penge fra Ruslands efterretningstjeneste mod at stikke ild til bygninger, ødelægge jernbanespor eller smadre NATO-udstyr.
Man får et relativt beskedent beløb på mellem 1500 og 3000 dollar for at udføre angreb på vegne af den russiske stat, og der har ikke været mangel på folk til at tage imod tilbuddet.
I et opsigtsvækkende tilfælde fra England blev en ukrainer og en rumæner lovet lidt over 25.000 kroner for at sætte ild til premierministerens bil og hus. De forsøgte at udføre angrebene, men fejlede, måske ikke overraskende.
I dag kan russerne rekruttere spioner i hele Europa som led i den nye knap så kolde krig, der har delt kontinentet op.
Efterretningsfolk, forretningstyper og unge mennesker bliver lokket med store pengesummer for at stjæle hemmeligheder og skabe ravage i Europa.
Det efterlader sikkerhedstjenesterne i Europa med et stort dilemma. For hvem kan længere sige, hvordan en russisk spion ser ud?