Arktis er en region med enorme muligheder og store udfordringer.
Regionen gemmer på betydelige naturressourcer, som er særligt efterspurgte, og samtidig smelter isen stadig hurtigere, hvilket har overvældende konsekvenser for klimaet i resten af verden. Og så udviser Rusland, Kina og USA fortsat stigende interesse i området, hvis geografi ændrer sig, idet isen smelter.
Med alt det i baghovedet tog jeg på besøg i Folketinget, for at blive klogere på, hvad vi stiller op med klimaforandringer og ressourceudvendinger i et højspændt Arktis.
Her lærte jeg noget om gletsjermel, som kan indfange CO2 over hele verden, og om den tabte russiske data, vi må og skal have tilbage.
Måske er det vilje, der mangler
Professorens pegefinger er direkte rettet mod udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som sidder på podiet blandt de andre eksperter og beslutningstagere.
“Det er vigtigt, at politikerne beslutter sig for, at mineralerne er penge værd”, lyder det fra talerstolen, hvor Minik Thorleif Rosing holder sit fem minutter lange oplæg til dem, som er mødt op til halvanden times debat.
“Grundlaget for mineraleventyret er der, men der skal være en pengepræmie, for at nogen ønsker at investere i det”, uddyber professoren.
Derfor er det nærliggende at stille spørgsmålet: Hvorfor begyndte vi ikke allerede i går at udvinde disse ressourcer i Grønland?
Vi ved, hvor mineralerne er. Vi ved, hvordan vi skal få dem op, men det, vi mangler, er handling, lyder det fra professoren. Beslutningstagerne skal afgøre, hvor mange ressourcer de har brug for, og hvad de vil betale. Kun på den måde kan investeringerne i ressourcerne sikres.
Et presserende dilemma
“Jeg vil bruge mine fem minutter på at pege på et meget stort dilemma”, siger Lin Alexandra Mortensgaard, forsker i international politik i Arktis ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun peger på en anden påtrængende, men mindst lige så vigtig udfordring for Arktis.
“Hvordan sikrer vi klimaforskningen de bedste betingelser i en tid og fremtid, hvor vi ser ind i afbrudte relationer med Rusland?”
Her spoler vi kort tiden tilbage til Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022, hvor spillereglerne for samarbejdet i Arktis blev vendt på hovedet. De syv vestlige medlemslande af Arktisk Råd valgte at trække sig fra arbejdet, hvilket efterlod Rusland alene tilbage som rådsformand. I stedet fortsatte de vestlige medlemslande et samarbejde uden om Rusland.
“Vi har brug for et samlet billede af klimaforandringerne, for lige nu er dette billede revet midt over”, lyder det fra Lin Alexandra Mortensgaard.
Klimaforskningen er afhængig af målinger direkte fra permafrosten og havisen langs den russiske kyst for at forstå de arktiske klimaforandringer som et sammenhængende system.
Samtidig kan relationen til forskere i Rusland ikke genoptages, som om ingenting var sket i Ukraine, men vi kan heller ikke ignorere problemet.
“Vi bliver nødt til at overveje kreative løsninger – og gøre det nu”, siger hun.
Vi ser ind i en fremtid, hvor videnstabet mellem Rusland og de syv andre lande i rådet i sidste ende vil ramme den grønlandske befolkning og ændre forsvarsbilledet i regionen.
“Et tab, som kun vokser sig større, jo længere tid samarbejdet er sat på pause”, tilføjer forskeren.
Undtagelser kan være løsningen
Under forbeholdne klapsalver træder Lin Alexandra Mortensgaard ned fra talerstolen og vender tilbage til sin stol blandt de andre forskere.
Første spørgsmål er fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Han vil gerne vide, om Lin Alexandra Mortensgaard har nogen bud på, hvordan dilemmaet skal håndteres?
“Det er værd at tænke i undtagelser, når det kommer til den afbrudte relation til Rusland”, svarer hun efter en kort tænkepause.
“Men jeg tror, at det skal løftes op på et højere niveau end Arktisk Råd, for eksempel til EU og USA”, siger Lin Alexandra Mortensgaard.
Også Minik Thorleif Rosing har et råd til udenrigsministeren.
“Vi skal ikke se så meget på, hvad der ikke kan lade sig gøre. I stedet skal vi spørge, om den arktiske region kan være med til at løse globale problemer – ikke blot lokale arktiske problemer”.
Det lyder umiddelbart som en stor mundfuld. Men som professoren udlægger det, har vi allerede en række løsninger, det gælder blot om at implementere dem.
Og her kommer vi til gletsjermelet
Den fine mel, som består af knust fjeld, kan binde og dermed mindske CO2-udslip på landbrugets marker. Samtidig virker pulveret som gødning, og øger således jordens frodighed, samtidig med at den mindsker klimaforandringerne.
Det lyder umiddelbart for godt til at være sandt, tænker jeg. Men det er det ikke, fortæller Minik Thorleif Rosing.
“Vi kunne gøre det i morgen”, siger forskeren, som understreger, at det ville foregå uden store infrastrukturændringer eller investeringer.
Jeg forlader Folketinget med hovedet fuld af tanker. Det er ikke tit, at jeg præsenteres for løsninger på CO2-udslippet, som både er færdigudviklet og inden for rammerne for, hvad der er økonomisk muligt.
Mine tanker vandrer fra det høje nord til det sydligere Azerbaijan, hvor nogle af verdens førende ledere lige nu er samlet under FN’s klimatopmøde, COP 29, for at blive enige om, hvordan fremtidens klimaforandringer skal finansieres. Også her er Arktis på programmet.