De fleste forbinder efterhånden grønne teknologier med noget positivt, men for muslimske mindretal i Kina kommer grøn energi med en høj pris. Det fortalte de tre uighurer Qelbinur Sidik, Ahmedjan Kasim og Enwer Memet i sidste uge til Danwatch i forbindelse med, at de var taget til Danmark for at snakke med den grønne brancheorganisation Green Power Denmark.
Budskabet fra dem alle tre var ikke til at tage fejl af: Den danske solcelleindustri skal stoppe med at købe solceller fra Kina. Hvorfor, tænker du måske? Vi står midt i en klimakrise, hvor solceller og vindmøller er en nødvendig del af løsningen. Regeringen fremlagde blandt andet i år en solcellestrategi, der redegjorde for solcellernes rolle i det erklærede mål om en firedobling af vedvarende energi inden 2030.
Skal det mål nås, er Kina ikke til at komme udenom. Hovedsageligt fordi landet i dag sidder på over 80 procent af verdens solcelleproduktion. Problemet er bare, som Danwatch tidligere har kunnet fortælle sammen med TV2, at kinesiske solceller ifølge forskere, ngo’er og vidensinstitutioner er lavet på tvangsarbejde, der som oftest er udført af Kinas etniske minoriteter i den kontroversielle Xinjiang-provins. Og det er her, Qelbinur Sidik, Ahmedjan Kasim og Enwer Memet anke spiller ind. For er grøn omstilling vigtigere end menneskerettigheder?
Spørgsmålet og opråbet står de ikke alene med. I takt med at især Vesten omstiller sig til en grønnere fremtid, er der andre, der betaler prisen. Nedenfor er to nedslag, der ofte bliver nævnt som den grønne omstillings sorte bagside.
Minedrift
Mange af de mineraler, der bruges i grønne teknologier såsom kobolt, litium og sjældne jordarter, udvindes i langt højere grad i udviklingslande, hvor minedriften både sviner og krænker menneskerettighederne. Den store geografiske forskel på, hvor de grønne teknologier yder gavn, og hvor udvindingen af råstofferne til den gør skade, kalder forskere for “dekarboniseringssplittelsen”.
Et land, der ofte bruges til at illustrere problemet, er Den Demokratiske Republik Congo, der er kendt for sine høje forekomster af kobber. Her sker udvindingen ofte ved hjælp af børnearbejde, mens farlige arbejdsforhold er udbredt. Manglen på regulering og sikkerhed i kobberminerne har flere gange medført voldsom kritik fra både menneskerettighedsgrupper og internationale organisationer.
Et andet eksempel er lithium-udvinding i Atacama-ørkenen i Chile. For at udvinde mineralet, der går under navnet det “hvide guld”, i undergrunden, skal vandet i saltlagen trækkes ud, og i den proces fordamper 95 procent af saltvandet, som dermed forsvinder ud af ørkenens vandkredsløb. For Atacamas oprindelige folk har det betydet, at floder, laguner og engområder er svundet ind for næsen af dem.
Oprindelige folk
Netop oprindelige folk står oftest i frontlinjen, når man snakker om konsekvenserne af den grønne omstilling. I den såkaldte Mineral Tracker lavet af Business and Human Rights Resource Center (BHRRC), der undersøger og opgør antallet af menneskerettighedskrænkelser i mineselskaber relaterede til råstoffer i den grønne omstilling, er der indtil videre registreret i alt 61 anklager om trusler og angreb, tvangsflytninger og krænkelser af oprindelige folks rettigheder.
Der opstår også problemer med oprindelige folks rettigheder under opsætningen af solceller og vindmøller. Eksempelvis har samerne – et oprindeligt folk, som lever i det nordlige Europa – i årevis kæmpet mod 151 vindmøller ved Fosen, fordi vindmøllerne gør det svært at drive rensdyrdrift, som i mange århundrede har været deres levebrød. I 2021 gav Norges Højsteret dem ret, men vindmøllerne står der stadig.
Minedrift og de oprindelige folks rettigheder er som nævnt bare nedslag, men de sætter rammen for de spørgsmål, som Vesten ifølge de tre uighurer bliver nødt til at tage stilling til: Hvad må den grønne omstilling koste? Er vi villige til at lade andre mennesker, der lever langt fra os, betale prisen?
EU og USA har allerede taget små skridt, der forsøger at imødekomme spørgsmålene. Begge har vedtaget lovgivning, der skal hindre produkter lavet på tvangsarbejde at komme ind på markedet, mens branchen arbejder på at gøre forsyningskæderne mere gennemsigtige. Der forskes og arbejdes desuden også i at genbruge råstofferne i langt højere grad, end man gør i dag.
Der er dog lang vej igen, og det kan komme til at sætte den grønne omstilling under pres. Risikoen ved, at vi ikke tager spørgsmålene mere seriøst er nemlig, at både tilliden til grøn energi svækkes, og der opstår en modstand mod de nødvendige investeringer, der skal til, hvis klimamålene skal indfries. Derudover øger menneskerettighedsproblemer risikoen for handelsrestriktioner og politiske konflikter, hvilket igen hæmmer udviklingen og implementeringen af de grønne teknologier.
Og det er ingen tjent med. Slet ikke klimaet.
