“DIOMAYE MOY OUSMANE”, står der skrevet med blå spraymaling på en hvid gavl ved fiskerikajen i Yenne, en smal kystby syd for Senegals hovedstad Dakar. Det er lokalsproget wolof og betyder “DIOMAYE ER OUSMANE”. For den gennemrejsende kan beskeden virke kryptisk. Men i Yenne kender alle historien og budskabet.
Et plettet skydække kan ikke stille noget op mod den bagende sol, der tordner ned på en gruppe unge mænd, som er ved at gøre en af strandens mange pirogbåde klar til en ny tur ud på havet i jagten på sardineller, tun, ansjoser og blæksprutter.
Graffitien i Yenne er en mindelse om et vildt år i senegalesisk politik. Da jeg gik rundt i Dakar i juni 2023, var gaderne halvtomme og sikkerhedsstyrker med maskingeværer og visir bevogtede alle større pladser og rundkørsler. I ugerne op til havde 23 mennesker mistet livet i de mest voldsomme demonstrationer i Senegals nyere historie. Baggrunden var speget: Ousmane Sonko, en prominent oppositionspolitiker, var blevet idømt en dubiøs fængselsdom og så nu ud til ikke at kunne stille op ved det forestående præsidentvalg. Imens pønsede præsidenten siden 2012, Macky Sall, på en tredje, forfatningsstridig embedsperiode.
Femten måneder senere har Senegal gjort frygten for mere permanent ustabilitet til skamme. Macky Sall besindede sig og gik af efter planen, og selvom han valgte at udskyde valget et par måneder, endte Senegal med at bekræfte sin status som en oase af demokrati i et kup-plaget Vestafrika.
Sonko blev ikke godkendt som præsidentkandidat, men han slap ud af fængslet før valget, og efter en fredelig afstemning vandt hans parti, PASTEF, magten med Sonkos gamle studiekammerat Bassirou Diomaye Faye i spidsen. Fayes kørte sin valgkamp på sloganet fra Yenne, “DIOMAYE MOOY OUSMANE”, og gjorde efterfølgende Ousmane Sonko til sin premierminister.
Gennemførelsen af et transparent og fair valg har yderligere styrket Senegals internationale ry. Derfor var det heller ingen overraskelse, da den danske regering i forbindelse med sin nye Afrika-strategi annoncerede en forestående ambassadeåbning i Dakar som erstatning for repræsentationerne i Mali og Burkina Faso. Vestlige regeringer, der de seneste par år har haft sværere og sværere ved at gøre sig gældende hos militærregeringerne i det centrale Sahel, søger nu mod Senegal. Også Sverige og Norge er ved at åbne ambassader i landet efter at have lukket deres ambassader i Mai og Burkina Faso.
Men mens Bassirou Diomaye Faye har gode forudsætninger for at sætte sig igennem udenrigspolitisk, er det mere bøvlet på den nationale front. Bare seks måneder efter at have overtaget præsidentskabet har han netop opløst nationalforsamlingen og udskrevet parlamentsvalg til afholdelse i november.
Indtil nu har Faye ledet Senegal med et parlament, hvor oppositionskoalitionen Benno Bokk Yaakar har haft flertal. Ifølge præsidenten obstruerer den hans bebudede reformarbejde, mens oppositionen beskylder Faye og Ousmane Sonko for at vildlede befolkningen i forsøget på at tilrane sig yderligere magt. Udskrivelsen af parlamentsvalget viser, at der fortsat er høj bølgegang i senegalesisk politik, og at Diomaye Faye godt ved, at han skal skynde sig at levere nogle konkrete økonomiske og politiske resultater, før graffitien i Yenne bliver malet over og vælgerne vender ham ryggen.
Indtil nu har Diomaye Faye kunnet leve på, at han ikke er Macky Sall. Men det kan han næppe meget længere. Dertil er senegalesernes udfordringer simpelthen for akutte. Inflationen er banket i vejret, arbejdsløsheden endemisk og fiskeriet – en af motorerne i senegalesisk økonomi – er i krise.