USA og Israels krig med Iran har nu varet i snart halvanden måned med golfstaterne fanget i midten af konflikten.
Flere eksperter er begyndt at tale om et muligt “zeitenwende” i regionen: et vendepunkt, hvor der bliver taget et opgør med gamle sikkerhedspolitiske antagelser.
På Den Arabiske Halvø kan den nuværende krig blive netop det – et brud med årtiers afhængighed af USA som sikkerhedsgarant.
Det er en udvikling, som fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) talte ind i under valgkampen.
Det vender vi tilbage til.
For krigen har tydeliggjort noget fundamentalt: Golfstaterne kan ikke regne med amerikanske sikkerhedsgarantier.
“Rygraden i monarkiernes sikkerhedsstruktur, deres partnerskab med USA, har vist sig at være en mindre styrke og i højere grad en byrde”, skriver forsker Cinzia Bianco, en af de førende eksperter i Golfen og regionens relation til Europa, i en analyse for tænketanken European Council on Foreign Relations.
Som værter for amerikanske militærbaser er golfstaterne oplagte mål for iranske gengældelsesangreb, og derfor forsøgte de også at tale den amerikanske præsident Donald Trump fra at angribe Iran.
Uden held.
Og da krigen brød ud, gjorde USA heller ikke meget for at beskytte den kritiske infrastruktur på Den Arabiske Halvø.
Selvom regeringen i Abu Dhabi fortsat taler om et tæt samarbejde med USA, så breder der sig ifølge Cinzia Bianco i stigende grad en opfattelse i Golfen af, at Washingtons vigtigste prioritet i regionen er Israels interesser.
Samtidig har der også lydt kritik fra USA af golfstaterne for ikke at tage del i krigen.
Den republikanske senator Lindsey Graham skrev i marts på X, at Saudi-Arabien ikke gjorde noget for at bekæmpe Iran, og at han håbede, at golfstaterne ville blive mere involveret i krigen.
“Hvis ikke, vil det få konsekvenser”, afsluttede Graham.
Da Trump 27. marts talte ved en konference i Miami, arrangeret af Saudi-Arabiens statslige investeringsfond (PIF), fortalte han, at USA under ham tidligere har brugt militærbaser i regionen uden at spørge værtslandene først.
Om Saudi-Arabiens kronprins lød det fra Trump:
“Han troede ikke, at han ville kysse min røv (…) og nu er han nødt til at være sød mod mig”.
Med andre ord: Sikkerhed er ikke gratis, og loyalitet forventes gengældt. Derudover har Trump også åbnet for, at golfstaterne også skal betale en del af regningen for krigen.
Selvom der næppe kommer et decideret brud med Washington, så er golfstaterne åbne for at diversificere deres alliancer og åbne op for nye partnerskaber, der kan være et alternativ til amerikansk teknologi og militær kapacitet.
Og her kommer Løkkes kommentar ind i billedet.
Øget europæisk engagement
Under valgkampen herhjemme deltog Lars Løkke Rasmussen i DR’s program Genstart.
Her fortalte Løkke, at han taler med sine kolleger i Golfen om den nuværende krig i regionen, og at de europæiske lande ifølge ham bør spille en rolle.
Spørgsmålet rammer ned i en udvikling, der allerede er i gang.
I marts afholdte EU et ekstraordinært ministermøde med golfstaterne, hvor man understregede behovet for tættere samarbejde.
Krigen truer nemlig ikke kun regional stabilitet, men også europæiske interesser som energiforsyning og handel.
Storbritannien har derfor også sendt kampfly til Golfen, og Frankrig og Italien har også bidraget med luftforsvarssystemer.
Sidstnævntes premierminister, Giorgia Meloni, rejste også til Saudi-Arabien i sidste uge for at mødes med kronprins Mohammed bin Salman til en snak om den regionale situation og energisikkerhed.
Hun rejste videre til Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), hvor samme temaer var på dagsordenen.
Kort forinden besøgte Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj også Golfen, hvor han lavede forsvarsaftaler med Saudi-Arabien, Qatar, UAE og Jordan.
Aftalerne fokuserer på fremtidigt samarbejde på forsvarsområdet, herunder teknologisk udvikling – Ukraines erfaring med russiske droner kan komme til gavn for golfstaterne, som bliver angrebet af lignende droner fra Iran.
Besøgene peger på en bredere bevægelse, hvor ikke kun et samlet EU, men også europæiske lande forsøger at positionere sig med bilaterale aftaler i et Mellemøsten, hvor alliancer er i opbrud.
Det er den virkelighed, som Danmarks (nye?) udenrigsminister skal navigere i.