Om få dage kan 34 års politisk monopol i Namibia være ovre. Siden selvstændigheden i 1990 har den tidligere frihedsbevægelse South West African People’s Organisation (SWAPO) ledet landet, men ved præsidentvalget den 27. november vil partiet efter alt at dømme møde hidtil uset stor modstand, især fra det relativt nye oppositionsparti Independent Patriots for Change.
Taber SWAPO magten, vil Namibia skrive sig ind i en iøjnefaldende tendens. Som Afrika-brevet tidligere har beskrevet, mister de gamle selvstændighedspartier opbakning over hele det sydlige Afrika. Senest blev Botswana Democratic Party, der havde dannet regering siden 1966, vippet af pinden, og nu står SWAPO måske for skud.
Men det er ikke kun et muligt historisk magtskifte, der i denne tid gør Namibia særligt interessant. Landet udgør også et tidstypisk paradoks i afrikansk energipolitik, hvor massive investeringer i sorte og grønne brændsler på ingen måde er hinandens modsætning. På én og samme tid forsøger Namibia således at blive Afrikas sidste oliegigant og Afrikas første storproducent af grønt brændstof, især brint.
Ud for kysten er et mylder af internationale energiselskaber i disse måneder i færd med at kortlægge Namibias olie- og gasressourcer. TotalEnergies og Shell har allerede fundet, hvad der svarer til 2,6 milliarder tønder olie, og det er alene i det såkaldte Orange Basin, et af verdens største uudnyttede oliereserver. Derudover kommer en stribe mindre oliefelter samt betydelige gasbeholdninger.
Samtidig, inde på land, satser Namibia stort på at blive en af verdens førende producenter af fremtidens grønne brændstoffer. Med masser af sol og vind og store åbne vidder har Namibia alle forudsætninger for at kunne producere brint i stor skala. SWAPO har planer om at tiltrække intet mindre end 20 milliarder dollars i investeringer til industrien – et større beløb end Namibias samlede bruttonationalprodukt i dag. Og regeringen får stor opbakning fra EU. Også danske virksomheder har noteret sig Namibias ambitioner for brintproduktionen. Vedbæk-virksomheden GreenGo Energy er på vej ind på markedet, ligesom Mærsk har valgt blandt andet Namibia til at teste mulighederne for fremtidens grønne skibsbrændstof.
Mens brinten bliver brugt til at fremme Namibia som en grøn nation internationalt, ser der ud til at være flest stemmer i olien. På sigende vis har SWAPO ført valgkamp på billboards, hvor den siddende præsident, Netumbo Nandi-Ndaitwah, er klistret ind ved siden af en olieboreplatform. Brintproduktionen er endnu ikke i gang, og det er ekstremt sparsomt, hvor mange jobs industrien på nuværende tidspunkt har skabt. Samtidig skaber flere af projekterne bekymring i nærliggende lokalsamfund, der føler sig kørt over af myndighederne og advarer om uoprettelige miljøskader.
I den forstand er brint-satsningen mere kontroversiel i Nambia end olie- og gasudvindingen – selv i en tid, hvor vejret bliver vildere og vildere, ikke mindst i Afrika. Som oftest på kontinentet er energipolitikken ikke så meget et spørgsmål om sort versus grøn, men om arbejdspladser, jordrettigheder og social retfærdighed.