Alvoren var ikke til at tage fejl af, da Vanuatus repræsentant Ralph Regenvanu åbnede høringen i ICJ om ansvaret for klimakrisen den 2. december sidste år.
“Det er med en dyb følelse af nødvendighed og ansvar, at jeg står foran jer i dag. Resultat af denne sag vil give genlyd på tværs af generationer og afgøre skæbnen for nationer som min og fremtiden for vores planet”, lød det fra Regenvanu.
Og så var vi ligesom i gang. I de efterfølgende to uger argumenterede en lang række lande, der er ekstra udsatte for klimaforandringerne, for, at udlederne skal holdes juridiske ansvarlige for klimakrisen, mens en håndfuld store udledende lande hævdede det modsatte.
Det gælder ikke mindst Danmark, der sammen med de nordiske lande afviste kravet fra de sårbare østater, og i stedet henholdte sig til Paris-aftalen, der forpligter landene til at nedbringe deres udledninger. Et standpunkt, de i øvrigt deler med blandt andre oliestaten Saudi-Arabien.
Linjerne var altså trukket op i, hvad der beskrives som en historisk sag om klimaretfærdighed, og for de 15 ICJ-dommere er opgaven nu at overveje to centrale spørgsmål: Hvad er lande forpligtet til at foretage sig for at beskytte klimaet og miljøet mod menneskabte klimaforandringer i henhold til international lov? Og hvad skal de juridiske konsekvenser være for de lande, som ikke formår dette?
Hvad ICJ’s konklusioner bliver, er selvsagt stadig uvist. Det forventes, at de vil komme med deres rådgivende udtalelse i løbet af 2025 – og det er vigtigt at bemærke, at der ikke er tale om en bindende juridisk afgørelse. Med andre ord vil afgørelsen ikke kunne tvinge stater til at handle.
Ikke desto mindre tyder meget på, at høringen og ICJ’s udtalelse vil få stor betydning for klimakampen fremadrettet. Primært fordi den kan komme til at spille en vigtig rolle i at forme den fremtidige globale klimaindsats ved at tydeliggøre juridiske forpligtelser og potentielt øge presset på stater for at handle mere beslutsomt mod klimaforandringer.
Som altid afhænger det dog af, om udledende lande vil implementere ICJ’s anbefalinger, hvilket langt fra er givet. Historisk set har udledende lande været yderst tilbageholdende med at påtage sig et ansvar for klimaforandringerne – bare se på resultaterne fra COP29 i Baku, der fik sårbare lande til at kalde ikke mindst aftalen om klimakompensation for en “joke”.
Alligevel er høringen et stort skridt fremad for klimakampen og klimaretfærdighed, ikke mindst set i lyset af, at ICJ endelig tager sagen op,og der er kommet et fornyet pres på de mest klimaskadende lande.
Som den lille østat i Polynesien Tuvalu fremførte på en af høringens sidste dage: “Tuvalu vil ikke forsvinde stille ned i det stigende hav”.
Nu er spørgsmålet om, ICJ har hørt dem.