“Vi skal nok vinde VM. Måske allerede næste måned”, siger Faisal.
Hans blink til sidst afslører, at han nok ikke helt selv tror profetien.
Saudi-Arabiens bedste resultat ved et verdensmesterskab var i 1994, hvor landet nåede en ottendedelsfinale – et resultat, der ligger så langt tilbage, at 20-årige Faisal og hans ven Awad ikke engang var født.
Jeg møder de to drenge til storskærmsvisning i Jax District i hovedstaden Riyadh.
Lagerhaller, der engang blev brugt til at producere byggematerialer, er i dag centrum for meget af byens kunst og kulturliv, og i aften står den på fodbold, så her lugter af popcorn.
Knap har jeg fået scannet min billet, før nogen fra en saudisk TikTok-kanal vil lave et interview med mig om, hvad danskere synes om saudisk fodbold.
Jeg går med venlige og diplomatiske svar, men i virkeligheden forbinder de fleste i Danmark nok fodbold i Saudi-Arabien med enorme sponsorater, opkøb af udenlandske klubber, internationale stjerner i den saudiske liga og ikke mindst et omdiskuteret VM-værtskab i 2034.
Landet har i de senere år buldret ind på den internationale fodboldarena, hvilket har mødt kritik og bekymring. For er det et forsøg på at maskere menneskerettighedskrænkelserne i det autoritære regime?
Muligvis.
Men flere ting kan som bekendt godt være sandt på samme tid, og det er unægteligt en sandhed, at fodbold er en folkesport i Saudi-Arabien.
Saudierne samles mest omkring klubberne, men når de grønne falke – landsholdets kælenavn – spiller, formår de rivaliserende fans at støtte op.
I den centrale lagerhal er der kø til ansigtsmaling, og køen udgøres langtfra kun af børn.
En gruppe unge kvinder får med grøn og sølv glimmer malet palmer på kinderne, og en mand iført den traditionelle hvide kjortel tager sin rød-hvide hovedbeklædning af.
På sin skaldede isse får han malet både hvide og grønne striber til sine venners begejstring.
Her er ingen alkohol, temperaturen udenfor er omkring de 35 grader, og klokken nærmer sig så småt midnat.
Alligevel vrimler det med mennesker og små børn, hvis sengetid jeg vurderer, vi for længst har passeret.
“De fleste arbejdspladser har givet tilladelse til, at medarbejderne må møde senere under VM, når Saudi-Arabien spiller”, forklarer Emam, som jeg møder ved popcornboden.
Da landet ved VM i 2022 til alles overraskelse vandt over Argentina – holdet, der senere vandt slutrunden – blev der da også udsendt et kongeligt dekret om, at alle kunne tage en fridag dagen efter.
Saudi Ultra
I en fodboldverden, hvor alt efterhånden synes at kunne købes for penge, er VM-trofæet fortsat noget, der afgøres på banen.
Og mens andre nationer naturaliserer spillere – altså giver dem, der er gode til fodbold, statsborgerskab, så de kan repræsentere landsholdet – består Saudi-Arabiens hold af spillere født i landet, og som med undtagelse af en enkelt alle spiller i den saudiske liga til dagligt.
Spørgsmålet er derfor, om spillere som portugisiske Cristiano Ronaldo og franske Karim Benzema i de saudiske klubber har gjort de saudiske spillere – og dermed også landsholdet – bedre?
“Måske på længere sigt, men lige nu tror jeg, at det skader landsholdet med så mange udenlandske spillere i ligaen”, siger en ung fyr ved navn Ibrahim og uddyber:
“De saudiske spillere får ikke nok spilletid”.
Men den analyse er 29-årige Mohammed ikke enig i.
Han beskriver sig selv som en Al-Nassr – fodboldklubben fra Riyadh – Ultra, der hver uge står på tribunen, når hovedstadsholdet spiller.
“De saudiske spillere får mulighed for at lære fra de bedste, og samtidig får spillerne også mere opmærksomhed, når de løber ved siden af Ronaldo”, siger han, inden han vender tilbage til et bordfodboldspil.
Senere på aftenen er det også en spiller fra Al-Nassr – Abdulelah Al-Amri – der bringer Saudi-Arabien foran i slutningen af første halvleg.
Salen eksploderer, og folk krammer, jubler og ikke mindst filmer sig selv og hinanden med deres telefoner.
Jeg ser Mohammed springe op fra sin Coca-Cola-sponsorerede sækkestol og kaste sig på knæ for at bede. Vi får øjenkontakt, og han giver mig en thumbs up.
Kameraet på stadion fanger også et billede af Saudi-Arabiens sportsminister, prins Abdulaziz bin Turki Al-Faisal, på tribunen i jubel. Værd at bemærke er, at ministeren er iført en landsholdstrøje med nummer 34 på ryggen – måske en reference til Saudi-Arabiens værtskab om otte år?
Lykken varer dog ikke længe, og kampen ender 1-1.
Klokken er omkring 4 om morgenen, da vi forlader lagerhallerne.
På vejen hjem kører jeg forbi Kingdom Tower – byens vartegn.
Tårnet er badet i hvidt lys og med en animation af en stor, grøn falk.