Den 23. juni 2025 sendte Iran en række missiler mod Qatars hovedstad Doha.
Iranerne rettede deres missiler mod flybasen Al Udeid i Qatar, der huser det amerikanske flyvevåben USAF, og præstestyret kaldte angrebet en hævnaktion, efter at USA få dage forinden havde angrebet iranske atomanlæg.
Den 9. september 2025 – mindre end tre måneder senere – var det Israels tur til at angribe Doha.
Israels angreb var målrettet et boligkompleks, som ifølge israelerne husede fremtrædende personer fra Hamas, som både er på terrorlisten i EU og USA. Seks personer blev dræbt i angrebet, heriblandt et medlem af Qatars sikkerhedsstyrke.
At arvefjenderne Iran og Israel begge besluttede at angribe den lille golfstat med få måneders mellemrum var af forskellige årsager, men de to angreb illustrerer, hvordan Qatar udenrigspolitisk har forsøgt at opnå bred indflydelse.
I dette portræt tegner vi et billede af en stat, som igen for nyligt er kommet i centrum for verdensbegivenhederne blot få år efter deres omdiskuterede VM-værtskab og som konstant balancerer mellem magtfulde venner og fjender.
Med en målrettet indsats har Qatar styrket landets bløde magt ved at bruge sport, medier og mediering som værktøjer til at opbygge global indflydelse, selvom landet kun er omkring en tredjedel af Jyllands størrelse og har en befolkning på 2,8 millioner, hvoraf kun ti procent er qatarske statsborgere.
“Qatar er et lille, rigt land. Det samme er Kuwait, og de blev invaderet af et naboland (Irak red.). Qatar har også følt sig truet, og derfor ønsker de at fremstå relevante for omverdenen gennem deres mæglerrolle og mediestrategi,” fortæller Kristin Diwan, seniorforsker hos tænketanken The Arab Gulf State Institute i Washington til Danwatch.
Indenrigspolitisk er der dog intet, der tyder på, at Qatars enevældige emir har tænkt sig at bevæge landet i en mere demokratisk retning.
Politiske rettigheder er fortsat ikke eksisterende i det autoritære regime, ligesom flere internationale organisationer gentagne gange har sat fokus på landets menneskerettighedskrænkelser, der særligt rammer den store andel af migranter i Qatar.
Dansk samhandel med Qatar i 2024
- Qatar var Danmarks 68. største samhandelspartner i 2024 med en samlet handel på 4 mia. kroner svarende til 0,1% af Danmarks samlede handel.
- Qatar var Danmarks 67. største eksportmarked i 2024 med en samlet eksportindtægt på 2 mia. kroner svarende til 0,1% af Danmarks samlede eksportindtægter.
- Den største eksportvaregruppe til Qatar i 2024 var medicinske og pharmaceutiske produkter med en samlet eksport på 200 millioner kroner.
Kilde: Udenrigsministeriet
Hjemsted for de udstødte
Verdens muslimer vender sig flere gange dagligt mod den hellige bygning, Kabaen i Saudi-Arabien.
Qatar ønsker at være stedet, hvor personer og bevægelser, der er udstødt fra andre arabiske stater, kan vende sig mod, og derfor er udtrykket “Qatar vil være Kabaen for de undertrykte” blevet gentaget af landets politiske ledere gennem tiden.
Det var da også Qatar, medlemmer af Det Muslimske Broderskab søgte tilflugt hos, da Egyptens daværende præsident Gamal Abdel Nasser i 1950’erne og 60’erne slog hårdt ned på den politiske bevægelse.
Filosofien om, at Qatar skal være hjem for de udstødte, er den dag i dag fortsat en kontroversiel komponent i landets politiske strategi.
Siden 2013 har Taliban haft deres politiske kontor i Doha, og Qatar har spillet en central rolle som mægler mellem Taliban, USA og andre internationale aktører.
Lignende strategi har Qatar haft over for Hamas, som landet i årtier har haft tætte forbindelser til.
Forholdet mellem Qatar og Hamas har konkret udmøntet sig i store økonomiske donationer, ligesom dele af Hamas’ politiske ledelse har været bosat i Doha siden 2012.

For Qatar er relationerne til Det Muslimske Broderskab, Taliban og Hamas en måde at positionere sig som mægler og som beskytter af marginaliserede aktører, samtidig med at landet kan styrke politiske og diplomatiske netværk i regionen.
Det fortæller Kristin Diwan.
“Som mægler kan Qatar yde en service for stormagterne, og ligesom med Taliban, har man i Doha kunne bruge sine forbindelser til Hamas til at forhandle om frigivelser af gidsler. Deres mæglerrolle anerkendes af USA og EU,” siger hun.
Derfor har Qatar også bevaret et stærkt bånd til Vesten, hvorfor landet også lægger jord til blandt andet det amerikanske og britiske luftvåben.
“Efter den seneste række angreb på Doha er det svært ikke at stille spørgsmålstegn ved strategien om at stille sig i midten, men jeg tror, lederskabet i Qatar fortsat mener, strategien skal følges – også selvom man nok er overrasket over, at USA har været så passive over for angreb på landet, både i år, men også med blokaden i 2017,” pointerer Kristin Diwan.
For det er nemlig ikke alle steder, man opfatter Qatars strategi som hverken neutral eller diplomatisk, og landets forbindelser til føromtalte bevægelser har skabt flere konfrontationer med nabolandene Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE).
Krav om lukning af Al Jazeera
Spændingerne mellem Golfstaterne kulminerede i 2017, hvor Saudi-Arabien, UAE, Bahrain og Egypten indledte en diplomatisk og økonomisk blokade mod Qatar, som en reaktion på landets udenrigspolitik, der hos de øvrige Golfstater blev opfattet som et forsøg på at destabilisere regionen.
Blokaden omfattede lukning af grænser, flyveforbud og krav om, at Qatar stoppede med at have tætte forbindelser til grupper som Hamas og Det Muslimske Broderskab samt reducerede diplomatiske relationer til Iran og Tyrkiet.
Derudover havde gruppen af lande også et andet markant krav: Qatar skulle lukke Al Jazeera Media Network, fordi de var vrede over, at mediet ofte gav taletid til dissidenter og kritikere af særligt Saudi-Arabien og UAE.
Al Jazeeras arabiske kanal blev grundlagt af Qatar i 1996, og senere kom den engelsksprogede søsterkanal Al Jazeera English.
Stationen fik hurtig stor indflydelse i Mellemøsten, da dens dækning af konflikter i regionen adskilte sig markant fra lokale, statskontrollerede medier.
Samtidig har Al Jazeera også rapporteret fra områder, som vestlige medier ikke har dækket, særligt under krigene i Afghanistan og Irak.
Men mens Al Jazeera kritisk dækker andre stater og aktører – med en redaktionel linje, der flugter med Qatars udenrigspolitik – så er det begrænset, hvor meget kanalen dækker indenrigspolitiske anliggender, ligesom kritik af staten er ikke-eksisterende.
Alligevel adskiller Qatar sig væsentligt fra de øvrige Golfstater, hvis man kigger på det såkaldte “Press Freedom Index”, hvor verdens lande rangeres efter graden af pressefrihed.
For mens Saudi-Arabien og UAE ligger og roder rundt i bunden af listen på henholdsvis plads nummer 162 og 164, så kommer Qatar ind på plads nummer 79, hvilket giver landet en højere placering end f.eks. Grækenland, Albanien og Serbien.
Det er nok næppe Al Jazeera, der er skyld i Qatars relativt høje placering på pressefrihedsindekset sammenlignet med nabolandene, men ikke desto mindre fik kanalen lov at overleve blokaden, som varede frem til 2021.
Her indgik de stridende parter en normaliseringsaftale, og blokaden – og kravet om at lukke Al Jazeera – ophørte.
“Al Jazeera er også en vigtig del af Qatars strategi om at være relevante og opnå indflydelse,” siger Kristin Diwan og påpeger, at selvom landet ikke bukkede under for kravet om at lukke tv-stationen, så har man alligevel skruet ned for kritikken af nabolandene efter blokaden ophørte.
Sportsmedier og sponsorater
Hvor Al Jazeera Media Network fortsat er en betydningsfuld aktør i nyhedsdækningen af Mellemøsten, så sidder et andet Qatar-baseret selskab, beIN Media Group, tungt på sportsdækningen, og de to medier deler da også både historie og ejer.
I 2012 lancerede Al Jazeera Media Group kanalen Al Jazeera Sports, og to år senere blev kanalen omdannet til et selvstændigt selskab under navnet beIN Media Group.
Mediegruppen er derfor også ejet af staten og er en af de største inden for sports- og underholdningsmedier i Mellemøsten og Nordafrika, og kanalen beIN Sports har rettigheder til nogle af verdens største sportsbegivenheder, som Champions League, Formel 1 og OL.
Direktøren for beIN Media Group hedder Nasser Al-Khelaifi, og han er ikke fremmed for fodboldfans, da han også er præsident for fodboldklubben Paris Saint-Germain FC.
Nasser Al-Khelaifi er desuden også præsident for Qatar Sports Investments (QSI), som er et statsligt støttet investeringsselskab, og i 2011 købte QSI den franske hovedstadsklub.
Al-Khelaifi, der i sine yngre dage selv var professionel tennisspiller, blev i 2021 valgt som formand for European Club Association (ECA), en organisation der repræsenterer europæiske fodboldklubber.
Formanden for ECA har en plads i det europæiske fodboldforbund UEFA’s eksekutivkomité, og dermed er Al-Khelaifi en del af en magtfuld kreds, der sætter strategien for europæisk fodbold.
“Qatars investeringer i sport på internationalt plan er en del af en bredere strategi for at vinde indflydelse. Landet er svagt, når det kommer til størrelse og indbyggertal, men stærk økonomisk på grund af dets gasressourcer,” forklarer Raphaël Le Magoariec, der har skrevet ph.d. om Golfstaternes sportspolitik ved University of Tours.
“For Doha handler det om at investere denne økonomiske magt i indflydelsesrige områder som sport, kultur og medier for at udøve indflydelse på statslige og økonomiske magter – en investering, der også har til formål at påvirke den brede befolkning,” siger han.
De fleste fodboldfans kender formentlig også det statsejede flyselskab Qatar Airways, som sponsorerer UEFA Champions League og er officiel partner med FIFA.
I 2022 var Qatar også værter for herrernes VM i fodbold. Herhjemme var slutrunden omgærdet af kritik, og Danwatch har afdækket, hvordan danske pensionsselskaber investerede i den udskældte turnering.
Ifølge The Guardian døde 6.500 migrantarbejdere fra 2011, hvor Qatar fik tildelt VM, og frem til 2022, særligt i forbindelse med stadionbyggerier. Qatar har afvist tallene.
Den danske fodboldspiller Nadia Nadim var ambassadør for VM i Qatar sammen med blandt andre David Beckham og Samuel Eto’o.
Nadim er ikke den eneste danske atlet med forbindelse til Qatar. Michael Laudrup har været træner for de lokale klubber Lekhwiya og Al-Rayyan, som er ejet af staten.
I 2024 var svømmer Pernille Blume ambassadør for VM i svømning, der også blev afholdt i Qatar, og da tennisspiller Holger Rune fejrede sin 22 års fødselsdag tidligere i år, blev han fejret af Nasser Al-Khelaifi, som gav danskeren en signeret PSG-trøje i gave.
OMGGGGG
— PrinceHolger (@PrinceHolger_) April 30, 2025
Holger with Nasser Al Khelaifi !!!
Holger Rune was invited by PSG yesterday for his birthday ❤️ pic.twitter.com/4KtHrv1Xec
Ifølge Raphaël Le Magoariec er der heller intet, der tyder på, at Qatar har pauset investeringerne i sportens verden.
“Qatar fortsætter deres politik om at bevare deres indflydelse gennem sportslige investeringer. VM i 2022 var nok det første højdepunkt, og der er ingen tvivl om, at man også ser Paris Saint-Germains Champions League sejr i år som en anden stor succes,” siger han.
BAGGRUND
Qatars magtfulde mænd
Qatar er et enevældigt monarki, hvor emir Tamim bin Hamad Al Thani sidder alene på magten. Omkring ham er en række andre magtfulde mænd, herunder flere fra den royale familie Al Thani, og dette persongalleri giver et overblik over de vigtigste:














