2. juli 2015

Pakistan glemt efter katastrofebrand

Selv ikke en katastrofebrand har fået købere til at stille krav eller den pakistanske regering til at rette op på farlige arbejdsforhold eller sikre rettigheder for pakistanske tekstilarbejdere. De har ingen interesse i det, siger Khalid Mahmood, der er leder af den pakistanske arbejderorganisation Labour Education Foundation, til Danwatch.


For tre år siden, i 2012, mistede 254 tekstilarbejdere livet, da fabrikken Ali Enterprises brændte i Pakistan. Verdens øjne rettede sig for en stund mod arbejdsforholdene i den pakistanske beklædningsindustri, som årligt eksporterer for mere end en kvart milliard kroner til Danmark. Men førte en af historiens dødeligste industri-katastrofer også til forbedringer for de pakistanske arbejdere? Ikke ifølge Khalid Mahmood, leder Labour Education Foundation, som uddanner pakistanske arbejdere i organisering. Danwatch har mødt ham til en snak om forholdene i den pakistanske tekstilindustri tre år efter branden.

Førte branden på Ali Enterprises til nogen positive forandringer i industrien, som det var tilfældet i Bangladesh efter Rana Plaza-ulykken i 2013?

“Der er en ubehagelig form for konkurrence om antallet af dræbte arbejdere for at få købernes eller det internationale samfunds opmærksomhed. Da Ali Enterprises skete, var det den største ulykke i verden, men inden for kort tid fulgte branden på Tazreen og sammenstyrtningen på Rana Plaza. I Bangladesh døde der flere end 1000, da Rana Plaza styrtede sammen, men hvis noget tilsvarende sker i et andet land og flere dør, så vil al opmærksomheden rette sig mod det. Det er ikke den rigtige måde at sikre ændringer i industrien”, siger Khalid Mahmood og fortsætter:

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

“Og selv nu, lang tid efter Rana Plaza, ved vi, at forholdene stadig er slemme i Bangladesh, selvom der har været store investeringer i forbedringer, og selvom alle de internationale NGO’er og fagforeninger er til stede. Der er stadig ikke fuld foreningsfrihed eller frie kollektive forhandlinger. Så du kan forestille dig at forholdene i Pakistan er endnu værre. Køberne har større interesser i Bangladesh og er mere villige til forandringer end i Pakistan. For deres hovedinteresse er at finde billig arbejdskraft, og den bangladeshiske arbejdskraft er stadig billigere. De har simpelthen en større profit-interesse i Bangladesh, og derfor kunne de blive enige med de globale fagforeninger og regeringen om at højne standarderne der. Som det er nu har hverken køberne eller regeringen i Pakistan nogen interesse i forandringer”.

Hvordan er situationen for de pakistanske arbejdere?

“Arbejdsstyrken (i Pakistan red.) er på cirka 60 millioner arbejdere. Forholdene for fagforeninger er svære, og kun sølle én procent er organiseret i fagforeninger, så du kan forestille dig arbejdernes rettigheder. Mange arbejdere er helt uden for dækningen af arbejdsmarkedslovgivningen, f.eks. landarbejderne i bomuldsmarkerne, hvor gældsslaveri er udbredt, og de kvindelige, hjemmebaserede arbejdere, der fungerer som underleverandører til fabrikkerne”.

Hvordan vil du beskrive vilkårene i tekstilsektoren i Pakistan?

“Tekstil- og beklædnings-sektoren er den største i Pakistan. Der er fagforeninger, men generelt er meget få arbejdere i industrien organiseret. Også her er der mange falske fagforeninger, som kun er etableret for at stille købere og auditører tilfredse. Som i resten af Pakistans industrier er der mange fupfagforeninger, og fabriksejerne fremviser ofte falske registreringer af fagforeninger til køberne. Netop fordi fagforeningerne er så svage, har arbejderne ingen styrke eller selvtillid til at stille sig frem og kæmpe for deres rettigheder. Og når arbejderne forsøger at etablere reelle uafhængige fagforeninger, bliver de ofte fyret fra deres jobs. Generelt er arbejderne meget bange, og de får sjældent mere end minimumsstandarder, hvad angår lønninger og rettigheder”.

Ser det bedre ud på de fabrikker, der producerer til udenlandske købere?

“Hvis du kigger på papirerne, så vil alt ofte være i fineste orden, men der findes ikke nogen kollektiv forhandling sted på de fleste fabrikker. Generelt bliver arbejderne kun betalt minimumslønnen, der ligger mellem 13000 og 15000 PKR (ca. 850 til 985 DKK, red.)”, siger Khalid Mahmood, der som fagforeningsmand ikke overraskende mener, at netop flere og stærkere fagforeninger er løsningen.

“Hvis der var reelle fagforeninger og reel kollektiv forhandling, ville arbejderne selvfølgelig få meget mere. Forholdene er ofte lidt bedre på de store fabrikker, men de store fabrikker benytter sig ofte af mindre fabrikker som underleverandører, hvor forholdene er meget værre”.

Hvilken betydning har inspektioner fra auditører, der tjekker arbejdernes sikkerhed og vilkår?

“Når der kommer audits, så rydder fabrikkerne som regel lidt op, så det ser lidt bedre ud. Fabrikken Ali Enterprises blev auditeret kort før den brød i brand i 2012. Den fik ingen alvorlige anmærkninger, og det viser tydeligt standarden af det private audit-system. Det fungerer ikke. Auditørerne taler altid med arbejderne foran deres chefer. Hvordan kan man så på nogen måde vurdere, hvad der foregår på fabrikken, og hvilke forhold arbejderne arbejder under? Alt vil se fint ud, hvis du bare kigger på fabrikkens papirer  i stedet for at lytte til arbejderne og seriøst undersøge om kollektive forhandlinger og foreningsret respekteres. Auditørerne kigger kun på nogle få ting som minimumsstandarder ift løn. Det er en forfærdelig situation for arbejderne. Som arbejderorganisation er vi ikke tilfredse med audit-systemet, der har karakter af en form for privatiseret inspektionssystem, der er i konflikt med den statslige regulering. Vi ønsker i stedet et regulært inspektionssystem, og et sådan system kan ikke være underordnet et privat inspektionssystem”.

Pakistans tekstil- og beklædningsindustri fik i 2014 toldfrihed under GSP+-ordningen, hvilket også gav Pakistan en række forpligtelser i forhold til arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder og miljø –  og lettere adgang til det europæiske marked. Hvad har det betydet?

“GSP+ status er en kæmpe fordel og har tiltrukket en del købere de seneste år, men regeringen får et problem, når den skal afrapportere til EU. Det eneste regeringen gør, er, at indsamle positiv information. Men der er mange uafhængige organisationer, der også arbejder i Pakistan, og de kan rapportere om problemer. Vi er ikke sikre på, at Pakistan vil være i stand til at fastholde GSP+. Vi har ikke set nogen eksempler på konkrete forbedringer. Der er ikke noget, som tyder på, at regeringen virkeligt er interesserede i at beskytte menneskerettighederne, arbejdstagerrettighederne eller miljøet. Det er kun små kosmetiske forbedringer, der finder sted. Som arbejderorganisation håber vi dog alvorligt, at GSP+ bibeholdes”.

Hvilke konsekvenser vil det få for de pakistanske arbejdere i tekstil- og beklædningsindustrien, hvis Pakistan mister sin GSP+ status?

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

“Hvis Pakistan mister GSP+ vil mange arbejdere derfor miste deres job, hvilket vil betyde ekstra konkurrence på løn og arbejdsvilkår. Det vil absolut ikke være godt for Pakistans arbejdere. Så vi prøver ihærdigt at få regeringen til at forstå, at der er en reel risiko for, at Pakistan mister GSP+, og der er nødt til at være forbedringer, hvis det skal undgås. Vi har ingen interesse i at gå imod regeringen på en meget barsk måde. Vi vil meget hellere arbejde med regeringen, men desværre har regeringen på nuværende tidspunkt ikke taget væsentlige skridt. Hvis regeringen ønsker at bibeholde GSP+, bliver de nødt til at gøre noget, og de bliver nødt til at arbejde med fagforeningerne, som vi også har set det ske i Bangladesh”.

Kan de internationale købere noget for at skabe positive forandringer?

“De må stoppe med at stole på de private auditører, men i stedet presse regeringen for rigtige inspektioner. Man er nødt til at arbejde for, at regeringen tager et ansvar for at sætte inspektioner op, som vi også har set det i Bangladesh. Derudover er køberne nødt til at arbejde direkte med de uafhængige fagforeninger. Der er mange udemokratiske fagforeninger, men fagforeninger i købernes hjemlande kan hjælpe med at etablere kontakt til de ægte, uafhængige græsrodsfagforeninger, der spirer frem. Det er på ingen måde svært, men det kræver vilje. Og det er ikke en vilje køberne ser ud til at have på nuværende tidspunkt. De ønsker bare at gemme sig og fortsætte business as usual. Og de ved, at de ganske let kan flytte kapital til lande som Myanmar eller Cambodja – eller andre udemokratiske regimer”.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right