Først en opklaring. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ikke EU’s Menneskerettighedsdomstol. Den har som sådan ikke noget med EU at gøre. Jovist, alle lande fra EU er med i Europarådet, den internationale organisation, der grundlagde domstolen i sin tid, men dér stopper lighederne også.
“Alle europæiske lande kan være med i Europarådet”, forklarer Jacques Hartmann, der forsker i folkeret og menneskerettigheder ved University of Dundee.
Kodeordet er ‘europæiske’, for lande som Rusland, Tyrkiet og Armenien er nemlig også medlemmer af Europarådet, fordi de er en del af det geografiske Europa, forklarer han.
Europarådet bliver ofte forvekslet med EU-institutionerne Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union.
Europarådet: International menneskerettighedsorganisation, der tæller 47 medlemsstater, herunder alle 28 EU-medlemsstater. Formulerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundlagde domstolen. Blev grundlagt i 1949 med kun 10 lande til stede, herunder Danmark, Sverige og Norge.
Det Europæiske Råd: Rådet for alle EU-statsledere og kommissionens præsident.
Rådet for den Europæiske Union: Også kendt som Ministerrådet eller bare ‘Rådet’. Et lovgivende organ i EU, bestående af ministre, der repræsenterer nationalstaterne inden for hver sit område.
Det er også forklaringen på, at over 800 millioner mennesker kan klage til domstolen i Strasbourg, selvom der kun er 513 millioner borgere i EU. Hele 47 stater har i dag underskrevet og ratificeret den Europæiske Menneskerettighedskonvention og kan derfor dømmes af domstolen.
Siden 1959 har domstolen modtaget næsten 900.000 klager fra borgere i Europa, der mener, deres menneskerettigheder er blevet krænket af en stat. Men det er først i de seneste årtier, at domstolen har fået rigtigt travlt.
De lande, der er blevet klaget mest over siden 1959:
Hartmann forklarer, at domstolen næsten ingen klager modtog i sine unge år. Men i kølvandet på en række prominente sager og i takt med, at domstolen er blevet mere “modig” i sine afgørelser, er dens popularitet steget.
På knap 40 år, mellem 1959 og 1998, afsagde domstolen kun dom i 837 sager. Alene i 2018 blev der afsagt dom i 1014 sager, ifølge domstolens nyeste opgørelse.
“Over årene er det gået op for mange, at man faktisk kan bringe en sag til Strasbourg og få noget ud af det. Domstolen har fået mere opmærksomhed, og mere opmærksomhed har medført flere sager”, forklarer Hartmann.
Domstolens popularitet er dog vokset så meget, at den i slutningen af sidste år havde over 55.000 sager, der ventede på at blive behandlet.
“Vi har fået et ret effektivt og unikt system i Europa; at individet kan bringe staten til en international domstol og få en retlig bindende afgørelse. Og systemet har virket – domstolen er blevet sin egen værste fjende”, siger Hartmann og refererer til domstolens store sagsbyrde.
Langt størstedelen af klagerne kommer fra en mindre gruppe lande, der bl.a. tæller Rusland, Tyrkiet, men også Italien.
Ud af de næsten 900.000 klager, som domstolen har modtaget i tidens løb, er der kun afsagt dom i lidt mere end 21.000 sager.
“Langt størstedelen af de klager, der kommer til domstolen, de bliver afvist. Over 90 procent. Det kan være fordi folk klager over ting, der slet ikke er beskyttet i menneskerettighedskonventionen eller i nogle tilfælde, fordi de klager for sent”, forklarer Hartmann.
Over en tredjedel af de 21.000 afgørelser handlede om enten Rusland, Tyrkiet eller Italien.
Hvorfor handler så mange sager om Italien?
“Italiens store problem er lange sagsbehandlingstider ved deres domstole. Og det er et strukturelt problem. De skal have lavet hele deres domstolssystem om. Det er der ikke nogen snuptagsløsninger på, men folk bliver ved med at klage over dem. Så derfor er der sådan en stor sagsbyrde”, siger han.
Otte millioner sager ligger i kø for at blive behandlet i det italienske retssystem, kunne Reuters skrive sidste år.
Ifølge EU-data har Italien et af de langsomste retssystemer i EU. Sager, der tager de fleste lande under 400 dage at træffe afgørelse i, tager i gennemsnit 1.400 dage i Italien.
I 2016 blev næsten 150.000 retssager droppet i Italien, fordi de var blevet forældede i mellemtiden. Tidligere premierminister Silvio Berlusconi har nydt særligt godt af dette – over ti retssager mod ham er faldet på grund af tidsbegrænsningen.
En af domstolens mest famøse sager i 2018 handlede om de systemkritiske, tyrkiske journalister, Mehmet Hasan Altan og Şahin Alpay, der begge blev fængslet i halvandet år efter kupforsøget i Tyrkiet i sommeren 2016.
De blev anklaget for at forsøge at vælte regeringen, dog uden andre beviser end deres medieoptrædener og artikler, og begge blev senere frikendt og krævet løsladt af Tyrkiets højesteret. Men de fortsatte med at være bag tremmer.
Begge blev tilkendt 21.500 euro i kompensation af menneskerettighedsdomstolen og krævet løsladt. Domstolen fandt nemlig, at den tyrkiske stat havde krænket både deres ytringsfrihed, samt deres ret til frihed og sikkerhed.
Både Altan og Alpay journalister er nu blevet løsladt.
Tyrkiet kan bryste sig af at være den stat, der har modtaget flest domme fra menneskerettighedsdomstolen. Landet har modtaget 16,3 procent af alle domme.
Hartmann forklarer, at Tyrkiet ligger højt i statistikken på grund af de mange fængslinger af journalister, systemkritikere og menneskerettighedsforkæmpere:
“I Tyrkiet bliver folk jo fængslet for et godt ord for tiden. Jeg kender flere menneskerettighedsforkæmpere i Tyrkiet, der i øjeblikket sidder fængslet. Mange af dem uden at være sigtet for noget. Og flere af dem har jo også klaget til menneskerettighedsdomstolen”.
Størstedelen af klagerne omhandlede ifølge domstolens årsrapport enten artikel 6 eller artikel 5 (Ret til frihed og sikkerhed). Sidstnævnte handler blandt andet om uretmæssige anholdelser og varetægtsfængslinger.
“Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage”
“Mange af de her lande er jo ikke klassens dukse – de har store politiske problemer, som måske betyder, at menneskerettigheder ikke lige ligger i toppen af prioriteringslisten”, siger Hartmann.
Ud af de næsten 21.000 sager har domstolen dømt stater skyldige i mindst én menneskerettighedskrænkelse i hele 84 procent af afgørelserne, altså fem ud af seks afgørelser. Det er der ifølge Hartmann flere grunde til.
Han forklarer, at en klage kun kommer videre i systemet, hvis der er en mulighed for, at der er sket en krænkelse. Ubegrundede klager bliver, med andre ord, afvist.
Men den største årsag er ifølge Hartmann, det man kalder ‘gentagelsessager’, hvor domstolen dømmer i lignende sager, hvor den tidligere har fundet, at der er er foregået en krænkelse.
“Et klassisk eksempel er forhold i russiske fængsler – vi ved allesammen, at forholdene i mange russiske fængsler krænker menneskerettighedskonventionen. Når den første klage så er vundet, så kan alle andre i russiske fængsler klage over samme forhold, og så falder dommene hurtigt”, siger Hartmann.
“Det gør Europarådets ministerråd. De sidder og kigger på de her sager, og siger så: Der er nogle sager, der ikke er blevet efterfulgt – og så kommer man på en liste over lande, der ikke har efterfulgt domstolens afgørelser”, forklarer Hartmann og fortsætter:
Landene, der er blevet klaget mindst over (per indbygger) i 2018:
“Vi har det, vi kalder naming and shaming. Du bliver nævnt og stillet til skue – så ved hele verden, at du ikke efterfølger menneskerettighederne. Og det virker jo i de fleste tilfælde ret godt”, siger han.
Lande kan i sidste ende godt blive smidt ud af Europarådet, hvis de konsekvent over en længere periode nægter at efterfølge afgørelser fra domstolen. Det kommer dog aldrig til at ske, mener Hartmann:
“Det er aldrig sket, og det kommer formentlig aldrig til at ske. For lige så snart du smider en stat ud af klubben, har du ingen muligheder for at påpege noget eller klage over et land”.
Den danske stat er blev trukket for menneskerettighedsdomstolen i 51 sager siden 1959. I kun 15 tilfælde blev Danmark kendt skyldig i mindst én overtrædelse, mens den blev frikendt i 24 sager. I de resterende sager blev der indgået forlig eller sagen blev afgjort ad andre veje.
Langt størstedelen af danske sager, der har været for domstolen, har handlet om retten til en retfærdig retssag og mere præcist længden på retssager. Cirka halvdelen af den danske stats overtrædelser handlede om for lange retssager.
Retten til retfærdig rettergang er den artikel, som klart er blevet krænket mest i domstolens historie. Næsten 40 procent af alle krænkelser i domstolens historier har været af artikel 6.
Men Danmark er også blevet dømt for at krænke ytringsfriheden. Husker du f.eks. sagen om Grønjakkerne, hvor et par unge mænd udtalte sig racistisk i et DR-program i 1985?
Journalisten bag programmet, Jens Olaf Jersild, blev dømt ved alle tre instanser i det danske retssystem under racismeparagraffen, men blev frikendt ved menneskerettighedsdomstolen, som fandt, at hans ytringsfrihed var blevet krænket.
Nikolaj Skydsgaard