Som det første land i Skandinavien er Norge gået i gang med at lovgive om virksomheders ansvar for menneskeretskrænkelser og arbejdsforhold i udlandet. Det fremgår af et nyt lovforslag, som er udarbejdet på initiativ af det norske Storting.
Hvis forslaget vedtages, får alle norske virksomheder fremover pligt til at undersøge, om deres aktiviteter i udlandet skader menneskerettighederne eller anstændige arbejdsforhold.
Derudover får de pligt til at svare, hvis forbrugere, NGO’er eller medier stiller spørgsmål om arbejdsvilkår og menneskerettighedsforhold – også hos de norske firmaers underleverandører.
Både danske og internationale menneskerets-organisationer roser forslaget, som de mener er unikt på flere områder.
Det norske forslag er desuden interessant, fordi det er en del af en omsiggribende europæisk trend.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Business and Human Rights Resource Centre (BHRRC) har 13 lande enten lovgivet om virksomheders ansvar for overholdelse af menneskerettighederne, er på vej til at gøre det – eller under kraftigt pres fra NGO’er, fagforeninger og progressive virksomheder for at komme i gang.
Der er tale om et historisk momentum, mener både BHRRC, Amnesty International og CBS-forsker Andreas Wieland.
Det norske lovforslag er udarbejdet af en ekspertgruppe på opdrag fra det norske parlament. Lovforslaget skal nu ud i høring, så der kan komme ændringer senere hen i processen.
Forslaget indeholder følgende hovedpunkter:
Kilde: Etikkinformatjonsudvalget
Det norske forslag får især ros for at kræve en stor grad af åbenhed fra virksomhederne.
Større virksomheder med mere end 50 ansatte skal udarbejde risikovurderinger, hvor de undersøger, hvordan de selv og deres underleverandører påvirker menneskerettigheder og arbejdsforhold i udlandet. Vurderingerne skal offentliggøres og alle virksomheder, store og små, skal være klar til at oplyse offentligheden om deres påvirkning, hvis nogen spørger.
“Det er rigtig positivt, at virksomhederne får pligt til at gøre sig bekendt med risikoen for at påvirke menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder negativt ude i verden”, siger Sanne Borges, seniorrådgiver om menneskerettigheder og erhverv hos Amnesty International.
Hun er også meget tilfreds med, at virksomhederne skal oplyse om deres påvirkning af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, hvis de får konkrete henvendelser, og at større virksomheder skal offentliggøre deres vurderinger.
“Vi mener dog, at den forpligtelse godt kunne udbredes til mange af de små og mellemstore virksomheder, som der er mange af i Norge. Deres samlede fodaftryk ude i verden er faktisk større end de store norske virksomheders,” siger hun.
Hos Business and Human Rights Resource Center er Johannes Blankenbach, repræsentant for Vesteuropa og EU, også begejstret for det norske krav om åbenhed.
“Det norske forslag er et stort skridt fremad. Det er meget positivt, at virksomhederne får pligt til at sætte sig ind i – og være åbne om, hvordan de påvirker menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder i hele varekæden,” siger han.
Johannes Blankenbach roser også det norske forslag for at kræve offentlighed om, hvor forbrugsvarer bliver produceret og for at inddrage begrebet leveløn som en arbejdstagerrettighed.
De to menneskeretsorganisationer mener dog også, at det norske forslag kunne være bedre på nogle punkter. Først og fremmest mener de, at lovforslaget bør omfatte en mulighed for at eventuelle ofre kan rejse en sag ved det norske retssystem.
“Vores største bekymring er, at loven ikke indeholder nogle bestemmelser om ofrenes rettigheder. Vi så gerne, at loven gav ofre for menneskeretskrænkelser, der måtte involvere virksomheder, mulighed for at anlægge civile søgsmål i Norge,” siger Sanne Borges.
Både hun og Johannes Blankenbach peger desuden på, at det er ret uklart, hvordan den norske lov skal håndhæves. Ifølge lovforslaget skal de statslige organer Forbrukertilsynet og Markedsrådet overvåge, om de norske virksomheder lever op til lovens krav om bl.a. at offentliggøre deres risikovurderinger.
Hvis en virksomhed ikke lever op til lovens krav, kan tilsynet give påbud eller bøde, men derudover er der ikke umiddelbart nogen sanktionsmuligheder.
“Det vigtigste er, at ofrene får adgang til at rejse sag i Norge, men tilsynet med loven bør også styrkes,” siger han.
FAKTA
Mere end ti europæiske lande diskuterer i øjeblikket, hvordan de kan lovgive om virksomheders ansvar for menneskerettigheder. Frankrig, Holland og Storbritannien har allerede gennemført lovgivning
De to menneskeretsorganisationer fremhæver begge den franske lovgivning om virksomhedsansvar som den hidtil stærkeste.
Den blev vedtaget i 2017 og giver netop eventuelle ofre ret til at rejse sag i Frankrig og så kræver loven, at virksomheder handler, hvis de opdager negative konsekvenser af deres aktiviteter i udlandet.
Andre lande har også lovgivet om virksomhedsansvar de senere år. I 2015 vedtog Storbritannien en lov om moderne slaveri og i foråret 2019 vedtog Holland en lov mod børnearbejde.
Den britiske lov gælder kun moderne slaveri i selve Storbritannien, ikke hos eventuelle underleverandører i andre lande. Den hollandske lov handler kun om børnearbejde og ikke andre former for overtrædelser af menneskerettigheder eller arbejdstagerrettigheder.
Til gengæld gælder det hollandske forbud også underleverandører i andre lande.
I flere europæiske lande er diskussionen om virksomhedsansvar i fuld gang, men endnu ikke blevet til lovgivning. I Tyskland, Østrig, Schweiz og Danmark har oppositionspartier de seneste år stillet lovforslag, som er på vej gennem de nationale parlamenter med støtte fra især venstrefløjen men også progressive virksomheder, der ønsker fælles regler for alle.
I andre lande har de siddende regeringer lovet at lovgive om virksomhedsansvar i deres regeringsgrundlag. Det gælder f.eks. i Italien og Finland. Og i endnu en gruppe lande er regeringerne under voksende pres fra NGO-alliancer og fagforeninger for at lovgive.
Den tiltagende debat om virksomhedsansvar smitter også af på EU. Kort før jul fremsatte det finske formandskab en handlingsplan, der skal skyde gang i arbejdet med en EU-lovgivning på området. Og i FN har et omfattende arbejde med at forfatte en bindende traktat om menneskerettigheder og erhverv været i gang i flere år.
Hos Amnesty International er Sanne Borges overbevist om, at bestræbelserne for at få lovgivet om virksomheders ansvar for menneskerettighederne har nået et vendepunkt.
“Vi oplever i øjeblikket et internationalt momentum, hvor mange lande ønsker at lovgive om virksomhedsansvar,” siger hun og mener, at det især skyldes et voksende pres nedefra.
“Der har længe været et stort pres fra NGO-side for at få lovgivet på det her område, men de seneste år er presset vokset markant. Fagforeninger, investorer og en del progressive virksomheder er kommet med og efterspørger nu også lovgivning på området,” siger hun.
Johannes Blankenbach fra Business and Human Rights Resource Centre er enig.
“Vi har en gylden mulighed, et globalt momentum i øjeblikket,” siger han.
“Storbritannien og Frankrig har været pionererne på det her område. De har vist, at det kan lade sig gøre at lovgive om virksomhedsansvar og det har inspireret en lang række andre lande og også EU”, siger han og understreger, at mere end ti lande i øjeblikket diskuterer mulighederne for at lovgive.
På EU-plan forventer han især, at det tyske formandskab, som overtager ansvaret i sommeren 2020, vil bære faklen videre.
“En international FN-traktat er klart at foretrække, men det er jo svært at vide, hvordan et sådant internationalt kompromis kommer til at se ud. Det vil under alle omstændigheder tage tid og det samme gælder EU. Så derfor er det glimrende, at landene i første omgang satser på nationale løsninger. Alle undersøgelser viser jo, at frivillighed ikke er nok, når det kommer til at få virksomheder til at optræde ansvarligt ude i verden.”
På CBS kan lektor Andreas Wieland sagtens genkende billedet.
Han mener, at den stigende interesse i Europa for at lovgive om virksomhedsansvar hænger sammen med en række andre globale trends, blandt andet tendensen til at tage klimaforandringerne alvorligt.
“Tidligere var klimaforandringerne en meget abstrakt ting for de fleste. Men de seneste år er stadig flere begyndt at føle konsekvenserne af den globale opvarmning på egen krop og det har ført til en voksende global bevidsthed, hvor det, der sker 5.000 kilometer væk, ikke længere er så abstrakt” siger han.
Andreas Wieland mener, at denne nye, globale bevidsthed breder sig både hos den almindelige forbruger, blandt politikerne og hos virksomhederne.
“Der er en stærk interesse for bæredygtig produktion, ikke mindst blandt de nye generationer af erhvervsfolk. Det er også en tendens, som vi mærker blandt de studerende. Førhen var effektivisering og Lean-ledelse de hotteste emner blandt de studerende. I dag er det bæredygtighed” siger han.
“Blandt den nye generation er der helt klart et ønske om at bevæge sig væk fra den gamle lineære forretningsmodel, hvor det bare drejer sig om at producere hurtigere, billigere og mere profitabelt. De er meget mere interesserede i en mere moderne, cirkulær forretningsmodel, hvor man genbruger råvarer, ikke ejer sin egen bil og generelt forbruger mindre og optræder mere miljøvenligt,” siger han.
Andreas Wieland understreger, at mange virksomheder er længere fremme, end politikerne tror, med hensyn til virksomhedsansvar.
“Og det er godt, også set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Der kan være meget at vinde ved at være blandt de første til at udnytte det nye bæredygtighedsmarked – før kineserne får samme idé,” siger han.
Charlotte Aagaard
