I ugen op til Saudi-Arabiens stort anlagte investeringskonference, Future Investment Initiative, har det væltet ind med afbud. Flere politikere og virksomheder har meldt ud, at en deltagelse i mødet ville være et forkert signal at sende efter drabet på journalisten Jamal Ahmad Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul.
Udeblivelserne er blevet taget godt imod af internationale menneskerettighedsorganisationer. Allan Hogarth, Amnesty Internationals politiske chef i Storbritannien, kaldte det op til mødet for “en anerkendelse af, at det ville være totalt uacceptabelt at agere heppekor for Saudi-Arabiens erhvervsliv, når landet står anklaget for at myrde en journalist.”
Ikke desto mindre ser sauderne alligevel ud til at lykkedes med mødets hovedformål om at få internationale firmaer til at investere i landet. For allerede tirsdag, konferencens første dag, kunne det saudiske statsejede olieselskab ifølge BBC underskrive aftaler med blandt andre franske Total, sydkoreanske Hyundai og amerikanske Halliburton for mere end 220 milliarder danske kroner.
Ingen tradition for kritik
Virksomheder som Samsung og Glencore samt konsultentvirksomheden McKinsey, som både den offentlige og private sektor i Danmark ofte benytter sig af, er stadig blandt konferencens officielle deltagere. Desuden forlyder det ifølge BBC i Riyadh, at mange af de virksomheder, der officielt har meldt afbud, stadig har repræsentanter til stede ved konferencen. Og det er ikke så overraskende, hvis man spørger Sune Haugbølle, der er mellemøstforsker og lektor ved Roskilde Universitet.
“Der har ikke været tradition for, at vestlige stater eller virksomheder skulle afholde sig fra at handle med sauderne trods deres stærkt kritisable historik for brud på menneskerettighederne,” siger han.
Haugbølle peger på, at Saudi-Arabiens krig i Yemen for eksempel ikke har medført nævneværdige reaktioner fra Europa og USA, der begge har gode handelsforbindelser med sauderne.
“Så selvfølgelig er der virksomheder, som bliver ved med at indgå aftaler med dem. Det vil kræve en større reaktion fra handelspartnernes regeringer, hvis man skulle kunne undgå det,” siger han.
Danske forbindelser
Saudi-Arabien er en af USA’s nærmeste partnere i Mellemøsten, og USA og Storbritannien sælger bl.a. store våbenleverancer til landet.
Men også Danmark har tætte handelsforbindelser til kongeriget. Ifølge tal fra Dansk Erhverv og Danmarks Statistik ligger Saudi-Arabien på en 22. plads af lande, som Danmark eksporterer mest til. Først og fremmest eksporterer danske virksomheder fødevarer og medicin, men tidligere har Dagbladet Information kunne afsløre, hvordan også dansk teknologi til omfattende overvågning af internettrafik og mobiltelefoni er blevet solgt til det saudiske regime.
Siden drabet på Khashoggi har den amerikanske præsident Trump meget direkte sagt, at USA ikke har råd til at undvære kontrakter med Saudi-Arabien.
Anderledes har det lydt fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der søndag meldte ud, at man indstillede våbeneksporten til kongeriget. Og selvom mange statslederes og virksomheders reaktioner ind til videre bliver på det symbolske plan, så er Saudi-Arabien i en historisk dårlig pr-krise, mener Sune Haugbølle.
“Der er meget, der tyder på, at det saudiske styre rider stormen af,” siger han.
“Men hvis de tyrkiske myndigheder finder noget mere håndfast bevismateriale – hvis f.eks. man beviser, at Khashoggis lig blev gravet ned i konsulens have, ligesom der er blevet spekuleret i – ja, så bliver det svært for både stater og virksomheder at stå på mål for deres tætte forretningsforbindelser.”